• I lørdags var jeg ude at lege i mudderet, eller skulle jeg snarere sige at “De Sløve Bananer” atter engang stillede op til årets Xtreme Mandehørm løb, der denne gang fandt sted i områderne Vestereng og Brendstrup skov i Århus. For dem der ikke kender konceptet, så er det et “lidt” utraditionelt løb på 12 km (i hvert fald ruten i Århus) i et ret ufremkommeligt terræn og med flere forhindringer undervejs… og så er løbet kun for mænd. Sidste år deltog vi også, og det har jeg skrevet om her hvis du trænger til en opfrisker på hvad der skete dengang. I år var ruten altså flyttet til et andet område, og det var også blevet lovet at ruten var hårdere denne gang, samt at forhindringerne var hårdere. Alt i alt så det altså ud til at blive en spændende lørdag 🙂

    Det startede i hvert som en kold lørdag. Nok den koldeste dag dette efterår, for termometeret havde sneget sig ned omkring 4 grader om morgenen. Efter en morgenmad bestående af en hjemmebagt bagel og nogle tørre havrefras (vi var løbet tør for mælk derhjemme), kom jeg i løbetøjet og cyklede hen til Jonas hvor holdet skulle samles før vi i fælles flok tog ud til løbet. Hos Jonas mødte jeg de to andre sløve bananer: Kent, som var genganger fra sidste år, og Thomas der for første gang skulle prøve at løbe 12 km… og hvilke 12 km.

    Efter et lille pitstop i Føtex for at købe bananer (hvor vi ganske givet har set kiksede ud i vores løbetøj) kom vi ud til Århus Firmasport, hvor løbet skulle starte. Vi fik afhentet vores t-shirt, der mindede ret meget om dem fra sidste år, fik afleveret bagagen, fik taget et fint holdbillede og så stod vi klar ved startområdet. Det var koldt, og der var stadig 20 minutter til start, da vi fik vores briefing leveret af en mand der startede med at sige at vi “nu var på vej ud i noget lort”. De 1200 deltagere blev sendt afsted i hold af 200 personer med nogle minutters mellemrum, og heldigvis var vi i startgruppe 1, så vi skulle ikke vente længere end højst nødvendigt. Sidste år stod Aarhus Tigers Cheerleaders for opvarmningen, men det var måske ikke alle, der dengang syntes at det var så fedt at 12-14 årige piger varmede op for en flok voksne mænd. I år havde de åbenbart taget det til efterretning, for det var i stedet en stripper der skulle sørge for at få stemningen op. Ak ja, det er vel ikke Mandehørm-løb for ingenting. Og knapt nok var hun gået af scenen før starten gik for gruppe 1.

    Min plan med at starte stille og roligt, for derefter at øge tempoet på den sidste halvdel holdt i rundt regnet et minut, for der meldte de første forhindringer sig. Springe over nogle bomme, ned i mudderhuller, løb i sand og andet meget ujævnt terræn, ned på maven og kravle under et net, og over en træstamme der var hængt op i luften… og da det var overstået havde vi vel sådan ca. kun løbet 1 km. Min puls var allerede på vej mod maks, og fra nu af handlede det bare om at disponere kræfterne så godt som muligt så jeg ikke skulle gå helt kold på den sidste halvdel af løbet.

    Jeg mistede hurtigt kontakten med mine holdkammerater, så resten af løbet gik for mig med at holde pulsen nede når det (en sjælden gang imellem) gik ligeud på nogenlunde plant terræn for på den måde at have energi til ikke at gå helt i stå på forhindringerne. Selvom der i starten ikke var så mange store forhindringer, så bare det at løbe i en mudret å, på meget ujævn skovbund, over bundter af træstammer, springe over vejspærringer samt løbe op og ned ad grøfter, gjorde det til en ganske hård tur. Undervejs fik jeg også et par sjove kommentarer fra folk jeg overhalede, da de så kunne se ryggen af vores holdtrøje hvor der tydeligt stod “De sløve bananer”. Det var ikke alle der mente at de skulle overhales af en sløv banan 🙂

    Selvom jeg ret hurtigt vænnede mig til mudder og våde løbesko, var jeg dog ikke helt forberedt på især to af forhindringerne. Den ene var hvor man skulle løbe hen over noget brændende træ, for derefter at kaste sig ned i en stor balje med (meget koldt) vand. Det var slemt nok, men midtvejs gennem denne balje vand var der en pæl på tværs som man skulle under, hvilket betød at man skulle have hele hovedet under vand. Og til sidst skulle man op igen, hvilket jeg nok ikke gjorde på den mest elegante måde. Den anden forhindring var den klassiske med at man går på et reb, og holder fast i et andet. Denne gang over en sø, men da der var så mange der hev og sled i rebet var det helt umuligt at holde balancen, og jeg valgte i stedet bare at svømme/gå/trække mig gennem søen over på den anden side. Vandet var iøvrigt ganske koldt, men i det mindste fik jeg skyllet noget mudder af mig. TV2 Østjylland har en meget kort rapportage fra løbet (hvis I kan finde den) hvor man kan se disse to forhindringer. Det er egentlig sjovt, men når pulsen er godt oppe og man har varmen af at løbe, så er man faktisk ligeglad med at skulle hoppe ned i noget i iskoldt vand. Det er bare en forhindring man skal igennem, og så videre.

    Det gik op ad bakke, og ned ad bakke for blot at gå opad igen. Det så ud til at ruten helt bevidst var lagt så man fik så mange bakker og skrænter med som overhovedet muligt. Bedst som man troede at det var ved at være overstået kom der nogle høje volde man skulle over, hvilket foregik ved at slide sig op ad en glat skrænt, og så glide ned på den anden side i mudderet. Dem var der to af, eller skulle vi snarere sige 4, for selvfølgelig skulle vi tilbage over dem igen.

    Kort tid herefter kom jeg ind på en fin græsplæne, og nu vidste jeg at målet var tæt på. Der skulle springes over et par forhindringer, og så var det ellers bare at sætte slutspurten ind. Til min store overraskelse ventede der os ingen forhindringer på dette sidste stykke. Her havde jeg ellers forventet at de ville placere de værste forhindringer, ligesom de gjorde på opløbsstrækningen sidste år. Der stod vist en 5-6 tyrolerpiger (temaet for festen bagefter var oktoberfest) og heppede folk i mål, men jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke havde øje for ret meget andet end målstregen på dette tidspunkt. Uret tikkede op på 1:07:04 da jeg passerede stregen, hvilket ikke siger noget som helst i sådan et utraditionelt løb, men jeg var tilfreds med min indsats, omend jeg måske kunne have disponeret lidt bedre med mine kræfter. Det er dog svært når man ikke aner hvad der venter en på ruten.

    Jeg ventede i målområdet på resten af holdet, men da jeg var drivvåd begyndte jeg efter nogle minutter blive kold, og så var det ikke så sjovt at vente mere. Jonas kom i mål som den næste, og sammen gik vi op mod omklædningsfaciliteterne, hvor vi var lovet at der denne gang ville være varmt vand. Først skulle vi dog lige skylle skoene for mudder, og da vi endelig fandt et omklædningsrum hvor der ikke var propfyldt, så fandt vi også ud af at der ikke var noget vand. De mente åbenbart at vi havde fået nok vand ude på ruten. Jeg skyllede mig så godt jeg kunne i de få dråber (og jeg mener det bogstaveligt -- dråber) der trods alt kom ud af bruseren, og så tørrede jeg mig ellers bare.

    Herefter fandt vi et bord, og ventede nu bare på maden. Vi slap dog ikke for 20 minutters “underholdning” fra en meget kikset stand-up komiker, som dog heller ikke havde de bedste betingelser. For det første var folk sultne og ville hellere have mad end at høre på ham, og for det andet var lyden så dårlig at man mange steder i salen ikke kunne høre hvad han sagde. Maden bagefter fejlede dog ikke noget, og der var rigeligt med helstegt pattegris til de 1200 deltagere, og Heidi-pigerne oppe i baren sørgede også for at ingen kom til at tørste.

    Det var alt i alt en sjov og udfordrende dag, og løbet var helt som lovet hårdere end sidste år. Vores hold klarede det i tiden 4:06:58 (summen af de tre hurtigste tider) og dermed endte vi på en samlet 158. plads ud af de 197 hold der fik en holdtid. Personligt blev jeg nr. 254 ud af 1076 deltagere. Tiderne for vores hold kan findes her. Jeg har også samlet alle billeder jeg kunne finde i fotoalbummet.

    Vi ses i et mudderhul i 2011!

  • Computer Kommentarer lukket til CrashPlan

    Jeg ved det, og det gør vi nok allesammen… det er en god idé at have en backup af de data man har på ens computer. Indtil videre har jeg gjort dette ved at have en ekstern harddisk som jeg (alt for sjældent) koblede til min computer, og så kørte et script der kopierede alle ændrede filer over på den. Det virkede, men blev ikke gjort ret ofte, så min backup kunne godt risikere at være flere måneder gammel.

    Da jeg har en QNAP TS-219P NAS stående, var det jo nærliggende at bruge den til backup, men så var problemet at finde noget passende software. Jeg ønskede noget hvor jeg ikke skulle gøre noget aktivt efter at det var sat op, så det var ikke en løsning at fortsætte med mit eget script. Efter megen søgen og læsen af anmeldelser, så endte jeg med at installere programmet CrashPlan. Programmet virker ved at køre en tjeneste i baggrunden der holder øje med de filer der ændres på din harddisk, og så laver den med jævne mellemrum (konfigurerbart for den betalte version, en gang om dagen for gratisversionen) en kopi af disse. Det er også muligt at gå tilbage i tiden og hente en fil man fx lige er kommet til at slette.

    Installationen er simpel, men opsætningen tog lidt tid, og det er egentlig primært det som dette blogindlæg handler om. Man kan købe diskplads hos CrashPlan til ganske rimelige priser, men så er jeg begrænset af min internethastighed når jeg skal uploade data til dem. Derfor foretrækker jeg at bruge min NAS server, men CrashPlan kan ikke umiddelbart gemme data til den. CrashPlan kan dog tage backup til en folder, så jeg mappede straks en folder fra min NAS til Z: drevet på min maskine for at tage backup til den. Stor var min overraskelse da jeg så at det ikke var muligt at vælge Z: drevet inde fra CrashPlan.

    Forklaringen er at backuplokationen vælges af den CrashPlan tjeneste der kører i baggrunden, og den kører ikke som din egen bruger, men som brugeren SYSTEM. Denne bruger har dog ikke adgang til de drev du selv har mappet, og derfor kan CrashPlan ikke se Z: drevet. Løsningen var jo ligetil… jeg måtte mappe drevet som SYSTEM brugeren. Det kan gøres ved at køre en kommando via Windows’ Task Scheduler (eller Opgavestyring som den vist hedder i en dansk Windows). Her kan man vælge at starte en opgave når brugeren logger på, og samtidigt sige at den opgave skal køre under brugeren SYSTEM.

    Så opstår der bare et lille problem. Det er ikke altid at netværket er klart lige efter man logger på, og så fejler denne kommando. Man kan løse dette ved at forsinke den fx 30 sekunder, men er det for lidt/meget? Jeg gider heller ikke have at den skal forsøge hvis den ikke er på mit netværk. Jeg indså derfor at jeg måtte lave et lille script til at mappe dette drev som nogenlunde gør følgende:

    Den identificerer mit netværk ud fra hvilket standard gateway der er valgt. Hvis der ikke er valgt en endnu, så prøver den igen i et minuts tid før den giver op og erkender at der nok bare ikke er netværksadgang. Såfremt den finder den rigtige default gateway, så prøver den at pinge en bestemt IP adresse (hos mig er det min NAS boks). Først hvis dette lykkes, så vil den mappe det valgte drev. Det er ikke ufejlbarligt, men det virker i langt de fleste situationer, og endnu bedre er at det virker uden at jeg skal gøre noget som helst når først det er sat op, hvilket jo også var et af målene med at installere CrashPlan.

    I tilfælde af at du står med samme problem, så er scriptet som følger:


    RequiredGateway = "10.6.6.1"
    ServerIP = "10.6.6.2"
    Username = ""
    Password = ""
    ShareName = ""

    Timeout = 60
    PingRetries = 5

    i = 0
    Do
    i = i + 1
    Set objWMIService = GetObject("winmgmts:" _
    & "{impersonationLevel=impersonate}!\\.\root\cimv2")

    Set IPConfigSet = objWMIService.ExecQuery _
    ("Select * from Win32_NetworkAdapterConfiguration Where IPEnabled=TRUE")

    For Each IPConfig in IPConfigSet
    If Not IsNull(IPConfig.DefaultIPGateway) Then
    For j=LBound(IPConfig.DefaultIPGateway) to UBound(IPConfig.DefaultIPGateway)
    DefaultGateway = IPConfig.DefaultIPGateway(j)
    if StrComp(DefaultGateway,RequiredGateway,1) = 0 Then
    Set Shell = wscript.createObject("wscript.shell")
    strCommand = "ping -n 1 -w 300 " & ServerIP
    k = 0
    Do
    k = k + 1
    ReturnCode = Shell.Run(strCommand, 0, True)
    If ReturnCode = 0 Then
    strCommand = "net use Z: \\" & ServerIP & "\" & ShareName & " /PERSISTENT:NO /USER:" & Username & " " & Password
    ReturnCode = Shell.Run(strCommand, 0, True)
    Exit Do
    Else
    WScript.Sleep 1000
    End If
    Loop While k

    Husk at rette parametrene øverst i scriptet til at passe til din opsætning. Vær ikke nervøs når du starter op og CrashPlan siger at den ikke kan finde sin backuplokation. Det er fordi dens tjeneste er startet før du er logget på og får mappet drevet. Den finder i løbet af et par minutter ud af at drevet er tilbage, og begynder sin backup. Du behøver ikke at gøre noget.

    Ellers så ser CrashPlan ud til at være et ganske fornuftigt program. Hvis man har mindre datamænger kan man muligvis med fordel bruge den plads de stiller til rådighed for et beskedent beløb. Der er dog 30 dages gratis prøvetid med programmet, så man kan jo altid se om det fungerer til ens behov. Dine data kan krypteres med en nøgle du selv vælger, og på den måde burde der (såfremt det er implementeret korrekt) ikke være problemer med at uploade dine data til en fremmed server. Den betalte version af programmet giver dig mulighed for at tage backup oftere, samt indstille flere ting om hvor længe, og hvor mange gamle versioner, af en fil der skal gemmes.

  • Siden starten af maj måned har jeg haft et mål, nemlig at kunne løbe et halvmaraton her til september, nærmere betegnet Viborg City halvmaraton, og i dag var så dagen hvor alt den træning skulle stå sin prøve. Desværre fik jeg for tre uger siden raget en utroligt sejlivet forkølelse til mig, så de sidste tre uger har jeg ikke rigtig været i stand til at dyrke nogen form for motion, og det var først for et par dage siden at jeg følte mig rask nok til overhovedet at prøve kræfter med et halvmaraton. Jeg frygtede at den manglende træning ville betyde en del for mit løb i dag, og det var en frygt der skulle vise sig at være meget velbegrundet. Uanset dette så havde jeg dog ikke i sinde at aflyse noget jeg havde brugt så lang tid på at træne op til 🙂

    Vi ankom til Viborg i god tid, og fik vores startnumre. Vejret var med os denne gang, for der var lidt solskin og spredte skyer, men ingen regn. Dog måtte vi erkende at det jo ikke længere er sommer, og når det blæste som det gjorde i dag og der kom en sky for solen, så var det faktisk temmelig koldt. Det var både maraton, halvmaraton, 10 km og et børneløb, så der var mange mennesker i startområdet, hvilket satte nogle gode rammer for løbet. Selve løbet ville finde sted på en ca. 10,5 km rundstrækning i Viborg by, som jeg så skulle rundt på to gange for at ramme halvmaratondistancen.

    Startskuddet lød kl. 11:30, og på det tidspunkt havde maratonløberne været afsted i to timer. 10 km løberne skulle så starte en time senere. De første par km tog jeg meget stille og roligt, men måtte dog erkende at det var helt umuligt at holde pulsen nede på det niveau jeg var vant til fra min træning for over tre uger siden. Gjorde jeg dette ville jeg stort set kun kunne gå, så det var helt tydeligt at sygdom og manglende træning havde sat sine spor. Dog var det ikke så hårdt at løbe med en højere puls end det normalt var, så jeg valgte i stedet at lytte mere til min krop, og mindre til pulsuret.

    Gennem villakvartererne havde folk stillet sig frem til vejen for at heppe på løberne, og et par steder på ruten stod der en lastbil med højtalere og en DJ, der spillede musik for løberne, så der var faktisk en rigtig hyggelig stemning. Ruten var rimelig flad, med et let fald de første 5 km, og så med en let stigning de sidste 5 km, men det mærkede man ikke så meget til. For ikke at få pulsen helt op i det røde felt holdt jeg dog en noget lavere fart end jeg var vant til, og det kunne ses på uret da jeg rundede de første 10,5 km på ca. 59 minutter. Det er uden sammenligning det ringeste jeg længe har løbet den distance på -- selv med henblik på at jeg skulle holde 10,5 km mere. Fysisk havde jeg det dog fint, og jeg fortsatte ufortrødent i samme tempo. Lige da jeg løb ud på anden runde ramte jeg alle 10 km løberne der lige var startet på deres runde, så der opstod lidt kaos, men alt i alt betød det nok ikke noget for min tid.

    Efter ca. 14 km begyndte løbet at sætte sine spor på mig, og jeg rundede 15 km i en dårligere tid en jeg plejede at løbe 16 km på under træning. Jeg kunne nu godt se, at hvad jeg før havde taget som en selvfølge (at komme under 2 timer), nu ville blive en hård kamp. Med 3 km tilbage af løbet var der udsolgt, og hastigheden faldt betydeligt. På den sidste kilometer måtte jeg endda ned og gå et par gange.

    Målstregen blev krydset i tiden 2:02:32, hvilket jeg vist kun kan sige absolut ikke var godt nok, da mine træningstider havde indikeret en tid omkring de 1:50:00… men det var selvfølgelig før tre ugers sejlivet forkølelse med snot og hosten, så jeg havde egentlig heller ikke regnet med at kunne matche den tid medmindre jeg tog mine utroligt optimistiske briller på. Tiden rakte til en placering som nr. 347 ud af 420 blandt mændene. I mål var der frugt og drikkevarer, og det var vist også tiltrængt, selvom der nu havde været rigeligt med væskedepoter på ruten.

    På trods af den lidt skuffende tid må jeg jo se på lyspunkterne. Jeg har trods alt gennemført mit første halvmaraton nogensinde, og nu burde det også være lettere at forbedre min tid når jeg får gang i træningen igen 🙂 At man bliver ramt er sygdom op til et løb er jo bare uheldigt, men det skal ikke slå mig ud. Næste udfordring er Xtreme Mandehørm den 16. oktober, og ugen efter prøver jeg igen kræfter med et halvmaraton, nemlig Vejle Ådal halvmaraton. Forhåbentlig kan jeg på en måneds tid nå op på den samme form som jeg havde for tre uger siden.

  • Computer Kommentarer lukket til Kør som administrator

    Det er alt for sjældent jeg har blogget om små tips og tricks jeg støder på i min daglige brug af en computer, men nu vil jeg i hvert fald dele et med jer. Nemlig hvordan man kører et program som administrator under Windows 7 uden at computeren absolut skal spørge om man nu er sikker på at man vil køre det som administrator.

    Grunden til at jeg blev nødt til at gøre dette, er at jeg har en stædig Western Digital harddisk som absolut vil køre med en APM indstilling der gør at den hele tiden parkerer læsehovedet, hvilket jeg ikke ønsker. Der er programmer til at ændre dette, men indstillingen overlever ikke en genstart. Desværre har jeg ikke fundet et værktøj der kan sætte denne indstilling permanent for denne harddisk, så nu vil jeg sætte denne indstilling hver gang computeren starter op. Det kræver dog administratorrettigheder, og jeg gider ikke trykke “Ja” til en dialogboks hver gang jeg logger på.

    Løsningen er at oprette en task via Task Manager, og sætte den til at køre som administrator. Ganske simpelt egentlig, og her er en glimrende guide der forklarer hvordan. Hvis du ikke ønsker at lave en genvej du skal klikke på, så kan du skippe de sidste par skridt i guiden, og i stedet bare sætte din task til at køre når du logger på, eller når maskinen starter op. Smart 🙂

  • Ja, det tog lidt længere tid end jeg havde regnet med, men nu har jeg endelig fået lagt billederne fra vores kanotur i sommerferien online. Dem kan du som altid finde i fotoalbummet. Det var en fin tur hvor vi i løbet af ca. tre dage nåede 64 km i kano. Det havde regnet helt vildt et par dage før vi skulle afsted, og gjorde det samme den dag vi tog hjem, så vi var ret heldige at ramme lige imellem to perioder med uvejr. Det var dog tydeligt at forholdene for kanoer på turen var klart bedst i starten, og herefter blev ringere og ringere. Det havde været spændende at se hvordan forholdene havde udviklet sig hvis vi havde fortsat endnu længere ned ad åen 🙂

  • Efter et par ugers hektisk ferie, er jeg nu tilbage i Danmark igen. Første uge gik til Sverige hvor vi tog en lille tur på kano (den kommer der billeder fra, samt et separat indlæg senere) og ugen efter var Susanne og jeg i Barcelona. Jeg ved ikke hvilket vejr vi forlod i Århus, men i Barcelona var der sol og ca. 30-32 graders varme om dagen, men om natten måtte vi nøjes med omkring den 22-25 grader. I kan tro at jeg skulle høre meget for at jeg havde taget et par langærmede trøjer med i baggagen 🙂

    Vi fik i hvert fald set Barcelona, og gået nok i snit ca. 10 km om dagen, så hen mod slutningen begyndte mine fødder at være lidt ømme, men det var da en rigtig god ferie. Vi har taget et par billeder, som du kan se i fotoalbummet. Sig til hvis du mangler et login til det. Hvis du kommer forbi os en dag kan vi plage dig med endnu flere billeder fra turen 🙂
  • Som ejer af en Android telefon, er det naturligvis rart at der er en masse glimrende gratis applikationer på Android Market. Der er dog også en del gode applikationer der koster et mindre beløb, men da Google har valgt endnu ikke at åbne for betalingsdelen i Danmark kan man desværre ikke købe disse… eller kan man. Jo, med et lille trick er det lykkedes mig at købe en applikation derinde (Squeeze Commander for dem der er interesserede).

    Det eneste man behøver et et SIM kort fra et land hvor der er åbnet for betalingsdelen, fx USA. Man kan købe forudbetalte SIM kort over eBay for nogle få dollars. De virker så godt nok ikke i Danmark, men det er også ligemeget, for vi skal ikke bruge dem til andet end at få Android Market til at tro at vi kommer fra et land hvor man godt kan købe applikationerne. Når først man har SIM kortet, og har sat det i, er proceduren simpel: Aktiver WiFi på telefonen (ellers har du ikke dataforbindelse) og åbn Market applikationen. Nu vil der både dukke gratis- samt betalingsapplikationer op. Vælger du at købe en applikation håndteres betalingen via Google Checkout.

    Når du har købt og installeret applikationen, så sætter du bare dit normale SIM kort i telefonen igen. Du kan stadig bruge applikationen uden problemer, men du skal dog have det udenlandske SIM kort i igen hvis du vil opdatere applikationen til en nyere version.

    Det er ikke den mest optimale måde at købe applikationer på, men vi må klare os med den indtil Google beslutter at åbne for Danmark.

  • Personlig Kommentarer lukket til De Termiske Bade

    I mandags (også kaldet 2. pinsedag) var min gode ven Jonas‘ fødselsdag (peber!) , og i dagens anledning havde han inviteret mig, vores kærester og en af vores venner til De Termiske Bade ved Hotel Vejlefjord. Og hvad er det så? Jo, jeg kan da starte med at citere fra hjemmesiden: “Syv bassiner og sansebrus med dråber og stråler er bygget af granit i brynet af bøgeskoven. De store flader af natursten former bassiner, huler og gange i termerne. Hvert bad, hver hule, hvert rum i Vejlefjord Kur og Spa byder på en sanseoplevelse for sig”.

    Vi kørte fra Århus om formiddagen, og tog ind til Vejle for at spise frokost. Underligt nok så var der stort set ingen mennesker i byen, og et øjeblik frygtede vi at Vejle var blevet til en spøgelsesby uden at nogen havde informeret os om det. Det var dog ikke tilfældet, så vi fik vores frokost inden turen gik til de termiske bade. Her fik vi udleveret badekåbe og badetøfler, og så gik turen til omklædningen hvor vi under rigtig fine forhold kunne vaske os inden vi skulle ind i termerne. Det er svært at beskrive termerne, men der var et større bad i midten, og rundt omkring var der mindre bade med hver deres særpræg, som fx duft, lyd, lys, varme, kulde eller skov-badet der var udendørs i udkanten af skoven. Udenfor var der også en sauna og en stor spand med iskoldt vand man kunne hælde i hovedet på sig selv… eller de andre man fik overtalt til at stille sig ind under den 🙂 Der var også en aromasauna indendørs, samt et dampbad inddelt i tre rum der blev varmere og varmere jo længere ind man kom.

    Den klare favorit var for mit vedkommende ild-badet. Et forholdsvist lille bad, hvor der var ret mørkt, væggene var farvet røde og vandet var 42 grader varmt. Her kunne man rigtig slappe af, og når det blev for varmt, så lå is-badet lige overfor. Et bad hvor alt var malet i blå farver, og vandet var 8 grader “varmt”. Skov-badet var dog heller ikke at kimse af… det var der forresten ingen ting der var. Åh jo, det skulle lige være “sommerregn”. En kort tunnel der skulle forestille at man stille blev regnet blidt på af sommerregn, men som mere føltes som om der var sprunget et vandrør et sted i bygningen.

    Efter at have prøvet de forskellige bade adskillige gange, og brugt over tre timer så måtte vi hellere komme hjem inden vi udviklede svømmehud mellem fingre og tæer. Vi kom dog ikke derfra uden først at skulle gå en lille tur i skoven rundt omkring hotellet.

    Lige da vi skulle afsted blev der sagt is og kage et par gange, så vi blev nødt til at stoppe i Horsens på vejen hjem, og finde en café hvor vi bestilte fem gange varm kakao, og fem gange dessert. Dejlig sund og nærende aftensmad. Efter at have kørt den nok mest upraktiske vej hjem fra Horsens som man kan (indenfor rimelighedens grænser), ankom vi ret trætte til Århus om aftenen. En super afslappende dag, og jeg kan klart anbefales at man prøver at besøge de termiske bade.

« Ældre indlæg   Nyere indlæg »

Seneste kommentarer

  • Du har misforstået det hvis du tror det handler om at man b...
  • > En sjælden gang imellem er der dog nogen man skal hold...
  • Currently I'm using Garmin Connect. I need a way to tra...
  • What are you using now? Before the last update I used to lo...
  • This script is obsolete. Use the renew feature of certbot in...