Michael's Blog

Siden starten af maj måned har jeg haft et mål, nemlig at kunne løbe et halvmaraton her til september, nærmere betegnet Viborg City halvmaraton, og i dag var så dagen hvor alt den træning skulle stå sin prøve. Desværre fik jeg for tre uger siden raget en utroligt sejlivet forkølelse til mig, så de sidste tre uger har jeg ikke rigtig været i stand til at dyrke nogen form for motion, og det var først for et par dage siden at jeg følte mig rask nok til overhovedet at prøve kræfter med et halvmaraton. Jeg frygtede at den manglende træning ville betyde en del for mit løb i dag, og det var en frygt der skulle vise sig at være meget velbegrundet. Uanset dette så havde jeg dog ikke i sinde at aflyse noget jeg havde brugt så lang tid på at træne op til

Vi ankom til Viborg i god tid, og fik vores startnumre. Vejret var med os denne gang, for der var lidt solskin og spredte skyer, men ingen regn. Dog måtte vi erkende at det jo ikke længere er sommer, og når det blæste som det gjorde i dag og der kom en sky for solen, så var det faktisk temmelig koldt. Det var både maraton, halvmaraton, 10 km og et børneløb, så der var mange mennesker i startområdet, hvilket satte nogle gode rammer for løbet. Selve løbet ville finde sted på en ca. 10,5 km rundstrækning i Viborg by, som jeg så skulle rundt på to gange for at ramme halvmaratondistancen.

Startskuddet lød kl. 11:30, og på det tidspunkt havde maratonløberne været afsted i to timer. 10 km løberne skulle så starte en time senere. De første par km tog jeg meget stille og roligt, men måtte dog erkende at det var helt umuligt at holde pulsen nede på det niveau jeg var vant til fra min træning for over tre uger siden. Gjorde jeg dette ville jeg stort set kun kunne gå, så det var helt tydeligt at sygdom og manglende træning havde sat sine spor. Dog var det ikke så hårdt at løbe med en højere puls end det normalt var, så jeg valgte i stedet at lytte mere til min krop, og mindre til pulsuret.

Gennem villakvartererne havde folk stillet sig frem til vejen for at heppe på løberne, og et par steder på ruten stod der en lastbil med højtalere og en DJ, der spillede musik for løberne, så der var faktisk en rigtig hyggelig stemning. Ruten var rimelig flad, med et let fald de første 5 km, og så med en let stigning de sidste 5 km, men det mærkede man ikke så meget til. For ikke at få pulsen helt op i det røde felt holdt jeg dog en noget lavere fart end jeg var vant til, og det kunne ses på uret da jeg rundede de første 10,5 km på ca. 59 minutter. Det er uden sammenligning det ringeste jeg længe har løbet den distance på – selv med henblik på at jeg skulle holde 10,5 km mere. Fysisk havde jeg det dog fint, og jeg fortsatte ufortrødent i samme tempo. Lige da jeg løb ud på anden runde ramte jeg alle 10 km løberne der lige var startet på deres runde, så der opstod lidt kaos, men alt i alt betød det nok ikke noget for min tid.

Efter ca. 14 km begyndte løbet at sætte sine spor på mig, og jeg rundede 15 km i en dårligere tid en jeg plejede at løbe 16 km på under træning. Jeg kunne nu godt se, at hvad jeg før havde taget som en selvfølge (at komme under 2 timer), nu ville blive en hård kamp. Med 3 km tilbage af løbet var der udsolgt, og hastigheden faldt betydeligt. På den sidste kilometer måtte jeg endda ned og gå et par gange.

Målstregen blev krydset i tiden 2:02:32, hvilket jeg vist kun kan sige absolut ikke var godt nok, da mine træningstider havde indikeret en tid omkring de 1:50:00… men det var selvfølgelig før tre ugers sejlivet forkølelse med snot og hosten, så jeg havde egentlig heller ikke regnet med at kunne matche den tid medmindre jeg tog mine utroligt optimistiske briller på. Tiden rakte til en placering som nr. 347 ud af 420 blandt mændene. I mål var der frugt og drikkevarer, og det var vist også tiltrængt, selvom der nu havde været rigeligt med væskedepoter på ruten.

På trods af den lidt skuffende tid må jeg jo se på lyspunkterne. Jeg har trods alt gennemført mit første halvmaraton nogensinde, og nu burde det også være lettere at forbedre min tid når jeg får gang i træningen igen At man bliver ramt er sygdom op til et løb er jo bare uheldigt, men det skal ikke slå mig ud. Næste udfordring er Xtreme Mandehørm den 16. oktober, og ugen efter prøver jeg igen kræfter med et halvmaraton, nemlig Vejle Ådal halvmaraton. Forhåbentlig kan jeg på en måneds tid nå op på den samme form som jeg havde for tre uger siden.

Det er alt for sjældent jeg har blogget om små tips og tricks jeg støder på i min daglige brug af en computer, men nu vil jeg i hvert fald dele et med jer. Nemlig hvordan man kører et program som administrator under Windows 7 uden at computeren absolut skal spørge om man nu er sikker på at man vil køre det som administrator.

Grunden til at jeg blev nødt til at gøre dette, er at jeg har en stædig Western Digital harddisk som absolut vil køre med en APM indstilling der gør at den hele tiden parkerer læsehovedet, hvilket jeg ikke ønsker. Der er programmer til at ændre dette, men indstillingen overlever ikke en genstart. Desværre har jeg ikke fundet et værktøj der kan sætte denne indstilling permanent for denne harddisk, så nu vil jeg sætte denne indstilling hver gang computeren starter op. Det kræver dog administratorrettigheder, og jeg gider ikke trykke “Ja” til en dialogboks hver gang jeg logger på.

Løsningen er at oprette en task via Task Manager, og sætte den til at køre som administrator. Ganske simpelt egentlig, og her er en glimrende guide der forklarer hvordan. Hvis du ikke ønsker at lave en genvej du skal klikke på, så kan du skippe de sidste par skridt i guiden, og i stedet bare sætte din task til at køre når du logger på, eller når maskinen starter op. Smart

Ja, det tog lidt længere tid end jeg havde regnet med, men nu har jeg endelig fået lagt billederne fra vores kanotur i sommerferien online. Dem kan du som altid finde i fotoalbummet. Det var en fin tur hvor vi i løbet af ca. tre dage nåede 64 km i kano. Det havde regnet helt vildt et par dage før vi skulle afsted, og gjorde det samme den dag vi tog hjem, så vi var ret heldige at ramme lige imellem to perioder med uvejr. Det var dog tydeligt at forholdene for kanoer på turen var klart bedst i starten, og herefter blev ringere og ringere. Det havde været spændende at se hvordan forholdene havde udviklet sig hvis vi havde fortsat endnu længere ned ad åen