Nye kommentarer

Oversæt

  • 27dec '08
    18:43

    Nu vil jeg lige skrive lidt om en sag, der har irriteret mig lidt her på det sidste, og som jeg har prøvet at gøre noget ved i dag. Det startede for en måneds tid siden, da ejendommens administrator DATEA, skrev til mig og sagde at jeg ikke havde betalt husleje for den første måned, hvor jeg boede her. Jeg kiggede efter, og det havde de jo helt ret i, men det hang sammen med, at jeg aldrig havde fået en regning fra dem.

    Det var nu helt fair, så jeg betalte naturligvis huslejen for den måned, men de krævede dog også et rykkergebyr på 244,70 kr. Det nægtede jeg dog at betale, da jeg jo ikke havde haft mulighed for at betale regningen. De havde dog lukket da jeg ringede for at klage, så i stedet fik deres telefonsvarer en svada, med besked om at de kunne ringe til mig hvis de havde spørgsmål. Jeg hørte dog aldrig fra dem, og ved næste regning blev rykkeren heller ikke opkrævet. Så var alt jo i orden, tænkte jeg.

    Nej… på regningen for januar var rykkergebyret vendt tilbage. Jeg havde så imidlertid opdaget, at der var flere andre ting de har sendt mig, der enten ikke kom frem, eller var meget forsinkede. Den ene ting der var forsinket, havde Post Danmark skrevet på, at adressen var ukendt. Jeg kiggede efter, og de havde skrevet postnummer 8000 i stedet for det korrekte 8200. Det er jo fair nok DATEA. I administrerer jo kun ejendommen, så det er jo ikke nødvendigt for jer at vide hvor den ligger?!? Det er dog ikke alle breve fra dem, der har haft det forkerte postnummer, så hvor det lige går galt ved jeg ikke. Det er dog en rimelig antagelse at den førnævnte regning, jeg ikke betalte til tiden, har været sendt til den forkerte adresse.

    Dette skrev jeg til dem i går og understregede endnu en gang at jeg ikke ville betale rykkergebyret. De holder dog ferie frem til den 5. januar, så jeg må vente lidt på svar. En anden ting, jeg dog ikke nævnte for dem, er at ifølge renteloven, så må et rykkergebyr maksimalt være på 100 kr, så selvom de stadig mener at jeg bør betale gebyret, så kunne de i det mindste overholde gældende dansk lov.

    På den igen DATEA. Jeg håber I finder ud af det, for det er da ikke nogen hemmelighed at vi også af og til indhenter tilbud fra andre administratorer, og jeg er vist ikke den første der har haft problemer, har jeg ladet mig fortælle. De skal dog naturligvis lige have en chance for at få ordnet dette. Alle kan begå fejl. Det vigtigste er hvordan man håndterer det når det er sket.

    Det sjove er forresten at DATEA skrev at en kopi af den rykker jeg fik, også var blevet sendt til bestyrelsen. Ved ikke om det var for at det skulle virke mere truende, men det er nu DATEA der er til grin, for jeg er formand for bestyrelsen, og vi har ikke modtaget nogen kopi :)

    Jeg skal nok holde jer opdateret når der sker noget nyt.

  • 27dec '08
    18:27

    Så er julen overstået for denne gang, og det har været en rigtig god jul, dog med (næsten) alt for meget mad. Tirsdag lavede vi julekonfekt hos mine forældre, onsdag var som bekendt juleaften, torsdag endnu mere julemad hos mine forældre, og fredag var der frokost hos nogle venner. Jo, jeg har virkelig fået noget at spise de sidste par dage, og det har været rigtig hyggeligt.

    I et forsøg på at overleve alt julemaden, har jeg også forsøgt at få motioneret mig bare lidt her i juletiden. Den 24. var jeg til spinning, men syntes godt nok ikke at jeg havde ret mange kræfter den dag.  Den 26. var jeg ude og løbe en tur, men det gik heller ikke for godt. Jeg må desværre konstatere at det problem der engang ledte til skinnebensbetændelse for nogle år siden, er ved at vende tilbage, så enten skal jeg finde ud af man kan gøre ved det, eller også skal jeg bare holde inde med at løbe.  Kender jeg dog mig selv godt nok, så er sidstnævnte ikke en mulighed :) Det går nu også hvis jeg bare stopper op hver kilometer og strækker ud, men det er jo ikke lige meningen.

    I nat var der lidt larm fra nogle beboere i bygningen, men det var nu slet ikke galt. Dog galt nok til at jeg kl. 9:30 i formiddags pludselig fik lyst til at hænge de kroge til håndklæder og viskestykker op, som jeg har haft liggende, hvilket betød at der skulle bores i mursten, hehe. Det var nu hurtigt overstået, så jeg tror ikke engang de bemærkede det. Udover det, så har jeg også fået vasket tøj, fejet trappen, ordnet kælderrummet og et par andre ting jeg havde udsat i alt for lang tid. Nu er jeg så lige kommet hjem fra træning, og skal til at lave noget aftensmad, og så vil jeg glæde mig til at kæresten kommer forbi senere på aftenen, efter at have holdt jul hos sine forældre.

  • 22dec '08
    19:42

    Det er længe siden jeg har skrevet noget her, men enten har jeg ikke haft tiden til det, eller også har der ikke været noget spændende at skrive om. Sandheden er nok en blanding af begge dele. Her hvor juleferien dog har sat ind, så vil jeg lige bruge et par minutter på at skrive noget.

    Jeg kan da starte med den gode nyhed, at jeg i går fik besked om at en artikel (Practical Short Signature Batch Verification) jeg har skrevet sammen med mine medforfattere, er blevet accepteret på RSA konferencen i San Francisco næste år! Det bliver dog ikke mig der skal præsentere den, men derimod en af de andre, der alligevel er på de kanter. Desværre betyder det også at der ikke længere er flere artikler i støbeskeen, og så længe jeg bliver hvor jeg nu engang har fået arbejde, så ser der heller ikke ud til at komme det foreløbig. Det er jo egentlig mig selv der har valgt det, men jeg kan da godt mærke at jeg savner at arbejde med noget af det, som jeg har brugt så mange år på at dygtiggøre mig indenfor. Det skal jo ikke være nogen hemmelighed at jeg synes, at mine kvalifikationer er lidt spildt på det jeg går og laver til dagligt. Det må jeg så bare kæmpe lidt for at ændre på…

    Faktisk fik jeg for nyligt et jobtilbud om at blive Patent Examiner indenfor sikkerhed og kryptologi, hvor jeg skulle vurdere om de ting folk søgte patent på indenfor det område, var noget der reelt var nyt, eller om det var velkendt i forvejen. Det kunne helt sikkert være spændende, men det ville så kræve at jeg skulle flytte til udlandet, og det er jeg p.t. ikke indstillet på – især ikke med så kort varsel som de havde forestillet sig. Et andet problem ville også være, at jeg generelt er modstander af patenter indenfor det område, så det ville måske være lidt underligt hvis jeg skulle til at arbejde med det :)

    Nå, men hvad jeg har jeg ellers lavet? Jo, jeg har været til et par julefrokoster, ordnet endnu mere ved min lejlighed (ja, der kommer snart et par nye billeder herfra), spillet Guitar Hero World Tour (og har fundet ud af at mine evner på trommer er på niveau med en 3. årigs på grydelåg) og har også fået lavet et lille script til at skjule din e-mail adresse på en webside (ja, jeg ved der findes hundredevis af den slags, jeg ville bare også se om jeg kunne lave et).

    Det var vist det herfra i denne omgang. Mere følger forhåbentlig snart.

    Juletræer

   

Seneste indlæg

Seneste kommentarer

  • Hej Kathrine, Jeg har sendt dig en mail. Skriv endelig ti...
  • Hej Michael! Min klasse og jeg skal til Berlin i uge 11. V...
  • Jeg bliver jo helt nostalgisk! For mange år siden besøgte vi...
  • Det lyder som en udfordring Hans, tak for tippet - hvad sige...
  • Det lød som en munter oplevelse. I mine drengeår brugte vi r...