• Da jeg havde fødselsdag for efterhånden et stykke tid siden, fik jeg to gavekort til et kursus i at lave fyldte chokolader af min kæreste. Det har taget lidt tid at finde et af disse kurser, men efter forgæves at have ventet på svar fra en kursusudbyder i Aalborg, valgte vi i stedet en på Sjælland, og her kom vi så på et hold den 12. februar. Vi tog toget derover om formiddagen, spiste frokost og gik lidt rundt, og kl. 16 mødte vi så op i Urtegaardens lokaler tæt på Ørstedparken, hvor Jørgen fra Chokoman skulle lære os lidt om chokolade.

    Vi startede med en præsentation af hvor chokolade kommer fra, hvordan det fremstilles, hvilke slags chokolade der findes, etc. Det hele ledsaget af en god portion smagsprøver, for vi skulle jo gerne føle på egne smagsløg hvordan de forskellige processer betød noget for chokoladens smag. Herefter fulgte noget teori om hvilken chokolade man skulle købe og hvorfor, hvilken man skulle holde sig fra, samt hvordan man skulle smelte chokoladen så den fik præcist de egenskaber man skulle bruge for at lave gode fyldte chokolader. Det sidste viste sig ikke at være i nærheden af simpelt, men efter en god lang forklaring, så var vi efterhånden rustede til i det mindste at give det et forsøg.

    Vi blev delt i fire hold, hvor tre hold skulle lave fyld, og et hold skulle sørge for at temperere chokoladen, så den var klar til brug. Jeg kunne ikke sige nej til at lave nougatfyld med et strejf af kanel, så den sprang jeg på sammen med Susanne. Det var dog hurtigt klaret, med et godt resultat vel at mærke, så herefter fulgte vi bestræbelserne fra et af de andre hold på at temperere chokoladen. Det lykkedes heldigvis uden problemer, og så var vi alle klar til at gå i gang.

    I løbet af de næste ca. to timer, blev der hældt chokolade i forme, banket på formene med en kølle, spildt chokolade ud over det hele, skrabet, stillet i køleskab, vasket op, fyldt op, sjasket med chokolade, skrabet, stillet på køl, forsvaret chokoladen mod nysgerrige forbipasserende, og prøvesmagt til den store guldmedalje. Da vi endelig nåede til at skulle have de fyldte chokolader ud af formene, skete det til misundelige blikke fra de forbipassende udenfor vinduerne.

    Resultatet blev en success. Dejlige fyldte chokolader lavet helt fra bunden. Desværre var der ikke nok… men det afhænger jo nok af hvem man spørger 🙂 Vi fik dog hver en lille pose med hjem.

    Jeg har i mit liv spist meget chokolade, men min viden om emnet var før aftenens kursus skræmmende lille. Det er der heldigvis lavet lidt om på nu. Og så var det jo også sjovt at lave noget professionelt udseende chokolade selv. Faktisk så sjovt at jeg overvejer om man skulle indkøbe lidt udstyr til at kunne lave det selv derhjemme 🙂

    Der er et par billeder fra aftenen nedenfor, og resten kan findes i fotoalbummet.

    Posted by Michael @ 21:56

2 kommentarer til Chokoladekursus

  • Sven siger:

    Måske du kan lave et lille mini kursus, bare for at vise hvad du har lært 🙂

  • Ursula siger:

    Nej, hvor dejligt-:)
    Jeg glæder mig allerede til, at vi skal lave julekonfekt i år.
    Efter at jeg har set slutresultater af Jeres arbejde regner jeg med, at kvaliteten af vores hjemmelavet konfekt bliver løftet til højere niveau.

    Slut med chokolade burgere!!! Ned med chokoladekæmper uden navn!!!

    Håber på, at du husker håndværket til den tid:)

    Knuuus