• Det har jo været en fantastisk vejr i dag, så selvfølgelig skulle jeg en tur ud i skoven og lave et eller andet. Da jeg dog har hviledag i mit løbeprogram, så blev det i stedet for en tur ud med mit Canon 7D kamera i et forsøg på at blive fortrolig med det. Resultatet af denne tur kan ses her: Forår i Risskov, men der er også nogle få udvalgte billeder nedenfor. Umiddelbart er jeg godt tilfreds, men jeg har stadig en del at lære, men har man ikke altid det? Denne gang var det især et forsøg på at lære at eksponere billederne korrekt, samt hvilke indstillinger man skal bruge for bedst at kunne efterbehandle billederne. Her kan det siges at med profilen “superflat” og billederne i RAW, så er jeg imponeret over hvor mange detaljer man kan hive ud af billedet. Især blev det tydeligt hvor mange detaljer der smides væk hvis man bare bruger profilen “Default”. Ulempen er selvfølgelig at efterbehandling tager tid, men jeg synes at den er givet godt ud. Jeg har planer om senere at skrive et blogindlæg om hvordan jeg arbejder med billeder fra de er taget, til jeg har det færdige resultat. Stay tuned…

    Det går i øvrigt også fint med mit løbeprogram, og de tre ture om ugen er efterhånden oppe på mellem de 10 og 13 km (det går dog ikke så hurtigt endnu). Det har dog været sjovt at bemærke at efter jeg i onsdags donerede en halv liter blod i blodbanken, så skal jeg løbe med lidt højere puls for at opnå samme tid som før. Det plejer at være ret fast at hvis jeg løber samme rute med samme gennemsnitspuls så klarer jeg den på stort set den samme tid hver gang. På den sidste tur skulle jeg dog ca. tre pulsslag op for at nå den samme tid. Det blev især klart for mig på en flad strækning ude på ruten hvor jeg normalt kan løbe 12 km/t med en bestemt puls, så holdt jeg kun 11,5 km/t med samme puls denne gang. Tilfældigt? Måske… det finder jeg ud af i morgen hvor jeg skal ud at løbe igen 🙂

    Posted by Michael @ 22:47

1 kommentar til Forår i Risskov

  • Hans Østergaard siger:

    Det er nogle meget smukke billeder Michael. En skov om foråret er altid meget smuk. Godt fotograferet!