• I går kunne man læse om at der i Danmark dagligt blokeres for ca. 2500 sider indeholdende børneporno. Det er i hvert fald hvad politiet siger. Man kunne fx sammenholde det tal med den liste over blokerede sider der lækkede tidligere, hvor det viste sig at stort set ingen af de listede sider indeholdt børneporno. I Finland lækkede en lignende liste med lidt over 1000 sider, og her fandt man kun børneporno på en enkelt af siderne.

    Jeg har tidligere brokket mig over dette filter, og min holdning er præcist den samme i dag. Censur er aldrig en korrekt løsning, det er farligt for samfundet, og det går ud over uskyldige personer. Fx blev siden bizar.dk, som er et indeks over sex sider på nettet, listet i filteret på et tidspunkt, på trods af at der ikke er børneporno på siden. Sex billeder, ja, men det er ikke ulovligt i Danmark sidst jeg checkede. De fik dog senere en undskyldning af Politiet. Filteret er siden blevet udvidet til at omfatte siden The Pirate Bay, på grund af at nogle brancheorganisationer har for meget magt. Hvornår mon vi begynder at se udenlandske spilsider blokeret, fordi Danske Spil har et monopol her i Danmark? Hvornår kommer et par politiske sider i filteret?

    Da filteret blev introduceret sagde TDC, at der ikke blev logget informationer om hvem der gik i filteret. Senere er der kommet forslag om at listen over de personer der er gået i filteret, skal overleveres til politiet. Go figure…

    Sig nej til censur, og til at private organisationer skal kunne afgøre hvad der skal være adgang til. Du kan også være med til at få tallet langt op over de 2500 hits, ved at besøge Cybercity’s blokeringsside. Lad os se hvad de siger til 500.000 hits næste måned i stedet for de sølle 2500, der alligevel højst sandsynligt er falske positiver. Heldigvis er der mange måder man kan komme udenom deres filter på, og i øvrigt benytter man jo ikke hjemmesider til distribution af den slags materiale. Der benyttes Tor, private IRC servere eller Freenet, som myndighederne er chanceløse overfor med deres filter.

    Posted by Michael @ 11:16

Der er lukket for kommentarer.