• Dagen startede med at sove længe. Efter at have siddet og hængt på en sportsbar til kl. 21 i går, så gav vi op og vendte hjem til hotellet, hvor vi gik i seng. Her sov vi så fra ca. 22 til 9:30 i dag. Søvn er skønt 🙂

    I dag startede vi med at spise alt for dyr morgenmad på en diner lige ved siden af hotellet, og så gik vi ned til konferencecenteret, der ligger kun ca. 10 minutters gang fra hotellet, for at blive registreret. Der er vist kun en ting at sige om det sted… det er kæmpestort! Konferencen begynder først så småt mandag, så i dag var der bare registrering, og de sidste ting var ved at blive stillet op. Jeg fik mit badge med beskrivelsen “Speaker” hvilket betyder at jeg kan være med i stort set alt hvad der foregår på konferencen. Vi gik rundt og måbede over hvor stort det hele var, og så fandt vi rummet hvor vi skulle præsentere. Her holdt det store så op, for vi har nok fået det mindste lokale af alle. Der kan man se hvor meget teoretisk kryptologi vægtes på sådan en sikkerhedskonference. Luften er tyk af bullshit fra diverse reklamer og annoncer fra sikkerhedsfirmaer, men der er nu også mange spændende og relevante ting på programmet. Jeg håber jeg får tid til at gå rundt og deltage i nogen af dem.

    Da vi ikke havde mere at lave der, besluttede vi at lege turister, så bevæbnet med et kort begik vi os ned mod San Francisco Bay. Det er meget let af finde rundt i byen, men byen er bygget hen over en ret stejl bakke, så det kunne være lidt hårdt at gå rundt i længden. Vejret var fint… lidt blæsende, men sol fra en skyfri himmel, og jeg vil gætte på omkring 10-12 grader i skyggen (en del varmere i solen naturligvis). Byen er i sig selv generelt ikke så flot, men den har sine øjeblikke. Der er mange mennesker på gaderne, folk kører generelt i pæne biler, og en del kører også rundt på motorcykel i byen. Det kan de selvfølgelig også sagtens… vejret er jo normalt ret godt hernede.

    Vi så blandt andet Alcatraz, Golden Gate Bridge et krigsskib, nogle måger og fik frokost på en italiensk restaurant, før vi satte kursen mod hotellet. Her er vi så nu hvor vi lige hviler fødderne, indtil vi skal videre. Hvorhen ved vi ikke, men vi bliver ikke hængende her hele aftenen 🙂

    Posted by Michael @ 01:44

1 kommentar til Dagen derpå