Så fik jeg endelig taget mig sammen til at skrive om den 3. dag i Skotland.
Da vi vågnede op, var vandet heldigvis kommet tilbage, så vi kunne tage et bad. Herefter stod den på engelsk morgenmad hvorefter vi sagde farvel og kørte afsted. Tyskerne ventede stadig på autohjælpen, og vi ved ikke om de nåede videre på deres tur, men det må vi da håbe.
Vi fulgte Brenda’s anbefaling fra dagen før, og kørte mod Applecross. Det var godt nok en blind vej, da vi skulle tilbage af samme vej igen, men udsigten skulle være ret flot. På vejen skulle vi nemlig over Storbritanniens højeste vej i 626 meters højde. Vi holdt en pause ved foden af Bealach na Ba og kiggede op på det regnvåde bjerg som vi snart skulle køre op ad. Det var dog ikke længe vi holdt pause for det blæste halvanden pelikan, og det var faktisk ret koldt. Vejen opad var så smal at der kun var plads til en enkelt bil, og vi kom hurtigt op i skyerne hvor man ikke kunne se ret meget af den snoede vej foran sig. Igennem kom vi da, og det var også klart den flotteste del af turen, for selve Applecross var ikke meget mere end et par huse, en parkeringsplads og et hotel.
Vil kørte tilbage samme vej til Lochcarron, videre til Kyle of Lochalsh, og så over Skye Bridge til Isle of Skye. Vores plan var at se noget flot natur, og selvom det lykkedes, så så vi ikke helt det vi havde forventet. Vi havde regnet med at se klipper ned til vandet hvor havet ramte øen, men for at se det så skulle man nok være taget ud på Western Isles. Der kunne man dog kun komme hen med færge, og det havde vi ikke tid til.
Vi kørte i stedet nordpå til Dunvegan Castle. Slottet var hjemsted for MacLeod klanen som havde været på stedet i 800 år. Den øverste for klanen var det 30. overhoved, efter at han havde overtaget fra nr. 29 tilbage i 2007. Slottet lå meget flot, men haverne omkring slottet var klart det flotteste ved denne tur.
Vi kørte tilbage mod Portree, og Jonas fik den geniale idé at tage en lille omvej for at se noget natur. Det ledte os ud på små bakkede veje med en masse får (både på og ved siden af vejen). Efter ca. 10 snørklede kilometer, endte vejen blindt på en forblæst bakketop ved en sø, og vi måtte samme vej tilbage.
Turen gik nu tilbage til Kyle of Lochalsh, videre mod Invergarry og så til Fort William. Da vi nærmede os Fort William så vi et skilt med en Bed & Breakfast, og belært af erfaringerne fra dagen før, valgte vi at kigge ind for at se om de skulle have et ledigt værelse. Det havde de til alt held, og vi fik et yndigt lyserødt værelse med tilhørende lyserødt badeværelse.
Vi havde ikke spist endnu, så vi efterlod bagagen på vores værelse og kørte mod Fort William. Herinde fandt vi en indisk restaurant og fik noget mad. Så var det tid til en gåtur rundt i byen, hvilket ledte os langs med vandet og op på en lille bakketop ad en fire kilometer rute, der hed Cow Hill Walk. Da vi dagen efter havde planlagt at tage en lidt længere vandretur, så var det ikke opmuntrene at vi allerede var lidt trætte efter denne lille tur, men det blev nok bedre efter en god nats søvn. Vi vendte tilbage til vores Bed & Breakfast og gik i seng… efter at have checket mail naturligvis, da det var første sted på turen vi havde internetadgang.
