http://www.bytopia.dk/gallery3/index.php/Semi-offentlig/usatur/

Det kræver et password at se galleriet, men det kan I bare få udleveret ved at . I kan evt. sammenligne billederne med beskrivelserne i denne blog for at finde ud af i hvilken sammenhæng de er taget. Hvis I af en eller anden grund vil se flere billeder, så kontakt os bare. Vi er leveringsdygtige Det samme gælder hvis der er enkelte af billederne I vil have i bedre kvalitet end dem der er lagt på nettet.

Jeg var dog nødt til at stå tidligt op i dag, da jeg skulle til eksamen. Heldigvis var det på den rigtige side af bordet.

Vi tog lidt over 2000 billeder på turen. Mange af dem er naturligvis “all crap”, men der er også nogle gode. Når vi får sorteret og redigeret dem, så kommer alle de gode af dem online. Jeg skal nok poste her når det sker… forhåbentlig inden alt for længe. Ellers må Jonas bare gøre det i stedet for, hehe.

Anyway, vi ankom godt trætte (jeg var i hvert fald) til Paris, og her stiftede vi så bekendtskab med Europas mest forvirrende lufthavn. Heldigvis havde vi tre timer, så på trods af manglende skiltning og rulletrapperne fra helvede fandt vi alligevel derhen hvor vi skulle. Turen til København var lidt forsinket, men heldigvis kun lidt… ikke JFK forsinket.

Nu sidder vi så som to savlende zombier i toget på vej mod Århus. Nu kan der da ikke gå noget galt på hjemturen… Ahh, det skal gøre godt med lidt søvn

Vi sidder stadig i Miamis lufthavn og venter på afgang Flight 095 mod Paris. Under en times ventning mere. Michael retter en opgave han skal være censor på fredag og jeg sidder og spotter kendte mennesker åbenbart

For dem der ikke kender Berti, så var han landstræner for Vesttyskland dengang i midten af 90′erne de blev europamestre og har selv spillet en frygtelig masse landskampe.

Det lyder til vi snart skal boarde, vi rejser med Air France, så Bon Voyage til os!

Turen hjem bliver lang og kedelig. Nu skal vi først ud og aflevere vores lejebil, herefter med en shuttlebus mod lufthavnen. Vente godt 4½ time på afgang mod Paris. Fra Paris går den mod København og herefter med DSB mod Århus. Vi er hjemme om godt. Nej det aner jeg faktisk ikke. Flyveturen fra Miami til Paris kommer på klokken til at vare godt 14½ time fordi vi rejser med tiden så at sige…

Vores parkometer nede foran hotellet løber tør om godt 20 minutter, så jeg må videre.. Der kommer nok lidt “vi keder os posts” fra enten Miami lufthavn eller toget hjem med DSB, hvis vi ikke er for trætte til den tid.

Ses hjemme i Århus ya’ll!

Denne dag var på et punkt anderledes end de plejer herovre, i og med at vi i dag skulle have selskab på turen. Viktoria, som studerer kryptologi på et universitet i Florida og som jeg mødte i februar til en konference i Amsterdam, skulle nemlig med. Dagen startede med at køre ud og hente hende. Det lød som en ret forvirrende adresse at finde frem til, men Anna klarede det uden problemer. I parentes kan så bemærkes at det var en af de eneste ting Anna klarede uden problemer i dag.

Anyways, vi nåede frem og hentede Viktoria og efter lidt følgen efter hinanden på Interstate 95, fik hun parkeret bilen ved Miami lufthavn, og skiftede køretøj til vores fantastiske bil, hvor vi i dagens anledning havde ryddet lidt op på bagsædet så der rent faktisk var plads til hende. Så gik turen mod Florida Keys. Hvad vi helt præcist skulle derned efter var ikke planlagt (hvilket ikke burde overraske nogen læsere af denne blog efterhånden) men vi regnede nu ikke med at tage meget længere end Key Largo, og så måske på tilbagevejen smutte forbi Everglades National Park.

Et af højdepunkterne på turen ind til Miami lufthavn var forresten da vi passerede et skilt hvor der stod at vi nu var på vej ind i Miami. Der blev vi lige nødt til at sætte en CD med “Will Smith – Miami” på CD afspilleren. Nummeret var ved at blive spillet et par gange undervejs på turen rundt i USA, men det blev altid stoppet med det samme. Det skulle gemmes til denne lejlighed

Nå, men turen gik altså mod Key Largo. Det første vi opdagede, var at det var ret langt væk, og da vi endelig kom ud derud, var der egentlig ikke ret meget at se fra vejen. Bevæbnet med et kort prøvede vi at finde nogle spændende steder, men af en eller anden grund lykkedes det os ikke. I stedet meldte sulten sig, og nu gik jagten ind på mad. Efter flere forgæves forsøg på at lade Anna vise os nogle spisesteder, tog vi sagen i egen hånd, og fandt et fiskerestaurant ved vandet, der dog også havde andet end fisk. Vi spiste udenfor på første sal, med en super udsigt over havet. Der var ikke så mange mennesker, og der var en dejlig rolig atmosfære. Efter frokosten gik vi ned til vandet og nød udsigten, varmen, så på folk rense fisk og gik amok med vores kameraer. Da vi egentlig var kommet ret langt ud på The Keys, valgte vi at køre tilbage igen mod Everglades National Park, med et stop for at få en is hvis det var muligt (det var det ikke). På vej tilbage så Jonas et skilt til en eller anden park, og den skulle undersøges nærmere. Det var nu ikke en park som vi havde forventet, men der var bl.a. en lille badestrand. Normalt ville det koste penge at komme derind, men billetmanden var syg, gået på førtidspension eller andet i den stil, så vi kom gratis ind. Rigtig flot sted… det var forresten tilfældet for stort set alt hvad vi så på The Keys.

Der er kun en vej gennem The Keys, og da der var trafik på den, så blev vores tur tilbage ret forsinket. Derfor droppede vi planen om at tage til Everglades National Park. Vi skulle jo nå at se Miami! Vores guide som vi havde sat alt vores lid til, viste sig dog ikke at have styr på ret meget omkring Miami, på trods af at hun havde været der hele fem gange i hendes liv! Med hjælp fra skilte og Anna, fandt vi dog stranden, fodrede et parkometer og gik en tur. Det havde regnet tidligere på dagen, så der var ikke så mange på stranden som der sikkert havde været på en tør dag, eller også kom vi på tidspunktet hvor strandfolket var taget hjem, mens party-folket endnu ikke var begyndt at indtage byen.

Resten af aftenen gik med at se Miami Beach og lidt forgæves forsøg på at finde et andet spændende sted i byen. Jonas havde tidligere udtalt (og jeg citerer): “Miami er nok det mest fucked up sted i verden”. Jeg er ikke helt sikker på at jeg er enig i den udtalelse generelt, men hvis det kommer til vejføring rundt i byen, så ja! Det er både tre og fire sporede motorveje der snor sig ind og ud mellem hinanden, og over broer, inde i byen, samt veje med fem vejbaner hvor fire af dem i løbet af få meter ender i fire forskellige frakørsler. Det hele krydret med vejarbejde mange steder. Forvirringen var total for Anna, der ofte ledte os helt forkerte steder hen.

Anyways… efter at have set det vi skulle, var det nu ved at blive sent, og vi afleverede Viktoria ved hendes bil, sagde farvel og så skulle vi finde et sted at overnatte. Det viste sig at blive dagens største udfordring. Fra hoteller der ikke var der alligevel, til store omveje p.g.a vores (og Anna’s) forvirring, hoteller til absurde priser og et hotel i slumkvarteret der så så skummelt ud at vi ikke engang turde stå ud af bilen, tossede vi rundt i byen i over en time. Dog lykkedes det os til sidst at finde et velkendt Days Inn lige ved stranden. Jonas snakkede lidt med Mike i receptionen (totalt flink mand fra New York) og vi fik et værelse. Lidt dyrere end vi er vant til, men hey… det er Miami Beach.

Nu er klokken omkring et om natten, og vi skal aflevere bilen i lufthavnen kl. 12, så egentlig kan jeg sove ganske længe i morgen… hvis det ikke lige var for en lille detalje. Bilen holder lige nu på en parkeringsplads hvor man skal betale for at holde. Parkometeret virker dog først fra kl. 8 i morgen tidlig, hvilket betyder at jeg skal vælte ud af sengen i morgen tidlig, og i halvsovende tilstand og med en smule savl hængende ud af mundvigen, kæmpe mig ned og putte penge i det lorteparkometer

Dagen i dag har bestået af to ting. Kennedy Space Center (KSC) samt bilkørsel ned igennem Florida. Vi startede i morges med at køre direkte til KSC, som med suveræn planlægning dagen før kun var 15 km væk fra hotellet. Næsten ingen mennesker på sådan en mandag, så det var helt perfekt. En kæmpe turist attraktion, som tager langt tid at komme igennem, vi var der fra 11.00 til 17.30 og så en masse spændende ting. Gamle NASA raketter, prøvede en virtuel take off procedure, så en IMAX film om den internationale rumstation, var på guidet bustur rundt omkring på komplekset og sidst men ikke mindst købte lidt souvenirs. En rigtig spændende dag og oplevelse. På busturen rundt var vi så heldige at se én af rumfærgerne som står klar til opsendelse primo august (langt fra stedet, men stadig!). Det andet stop på turen viste en kort film om opsendelsen af den til dato største raket, Saturn V. Efter filmen kom vi ind i en kopi af Mission Control rummet fra tilbage i 60′erne. Herefter blev vi guidet ind i en hangar hvor selve raketten hang i loftet, et meget imponerende syn (længde som 2 frihedsgudinder eller 12 busser, som jeg husker det). Sidste stop på turen var fabrikken hvor de samler delene til den internationale rumstation ISS. Der var naturligvis sikkerhedscheck som var det en lufthavn da vi ankom til KSC, men alligevel rigtigt imponerende, at vi måtte komme så tæt på.

Busturen rundt på stedet var akkompagneret af små film i busserne om en masse af det NASA laver og lidt snak fra chaufføren omkring det dyreliv der er på stedet. Vi så desværre ingen alligatorer, måske i morgen

Dagen i KSC sluttede med lidt indkøb i én af de mange NASA souvenirbutikker. Så var det ellers tid til at vende bilen sydpå mod Miami. Vi har kørt godt 275 km i dag. Vi fik den “bedste” Anna besked til dato da vi kørte ud på den snart alt for velkendte I95. Fortsätt 289 kilometre, sidan sving högra!

Til aftensmad fik vi os en velfortjent Baconator menu hos Wendy’s. Ikke så klam som jeg havde troet, men den havde nok ikke taget skade af lidt salat og evt. en skive ost mindre

Turen ned igennem Florida var en blanding af regnbyger og lyn i det fjerne. Det er ikke nogen overraskelse at staten her er den med flest lynnedslag i USA. Flot at køre med den udsigt i det fjerne selvom det regnede lidt af vejen.

Vi fik desværre hverken set Tampa, Orlando eller Disney Land i denne omgang, det må blive en anden god gang, nu har vi kun 1 hel dag tilbage, den skal bruges i Florida Keys samt måske Everglades nationalparken, herefter Miami by, mere har vi sådan set ikke planlagt, det ser vi på i morgen. Vi skal desuden møde én Michael kender som bor i nærheden af hvor vi er nu (i Boca Raton), hvordan og hvor vi finder vedkommende ved Anna sikkert, for vi gør ikke…

Godnat fra Pompano Beach, Florida

Vi kører lige nu på Interstate 95 sydpå mod Miami. Anna siger at der er 258 km tilbage, og planen er at vi skal derned i aften. Forventet ankomst ca. 21:45 forudsat at vi ikke møder forsinkelser. Vejret er nogenlunde… lidt skyer og af og til også nogle få dråber regn, men intet alvorligt. Trafikken er moderat så det går glidende. Vi kører lige nu 75 mph hvilket ca. er 120 km/t. Her i Florida er det tilladt at køre 70 mph på denne vej, men de færreste gør det… de kører hurtigere!

Det har lige regnet lidt og det begynder at blive lidt mørkere, så vi har tændt lyset. Det er godt nok svært at vænne sig til at huske at man selv skal gøre det. Vi er lige blevet overhalet af en ret stor bil, men det er normalt her, hvor stort set ingen overholder hastighedsgrænsen. Herude på vejene er der lige forhold for alle, så lastbiler er fx ikke underlagt de samme regler som de er i Danmark. De kører lystigt de 120-140 km/t og trækker gerne ud for at overhale. Man skal lige vænne sig til at blive overhalet af en kæmpe lastbil når man selv kører 120 km/t. Det med ikke at overhale indenom ser heller ikke ud til at være slået helt igennem herovre, ligesom det med at holde afstand til hinanden heller ikke har ret høj prioritet. Det er åbenbart helt acceptabelt at ligge og køre 120 km/t mens man holder en 10-20 meters afstand op til den forankørende. Det sagt, så er det faktisk let at køre herovre. Folk er generelt flinke til at give plads, skiltningen er god, afkørslerne er fint markerede og der er rigeligt med spor på vejene.

Nå, tilbage til hvad der sker nu. Regnen tager til, men endnu er det ikke noget der sinker os. En eller anden af Jonas’ CD’er med stenermusik kører på CD afspilleren, men underligt nok ser det ikke ud til at han er ved at falde i søvn til det Bilen ligner en skraldespand. Bagsædet flyder med ting og sager, og selvom vi prøver at holde den pæn og ren, så har der vist sneget sig lidt affald ind hist og her.

Vi har lige passeret endnu et halvt dæk der lå i vejsiden. Dem ligger der faktisk ret mange af her. Interstate 95 slider på dækkene, og mange af dem kan åbenbart ikke holde til det. Vi har da også set et par ulykker i løbet af den sidste uges tid.

Klokken er nu 19:01 og det regner stadig. Vi har lige passeret endnu en Wendy’s og Jonas udtaler at han får kvalme. Det hænger måske sammen med at vi for en halv times tid siden spiste på netop Wendy’s hvor vi fik en Baconator, men det er jeg sikker på at Jonas vil fortælle mere om.

Det er nu ved at blive ret mørkt. Ikke kun fordi solen er ved at gå ned, men fordi der hænger tykke grå skyer over det hele. Det er også begyndt at regne mere… det tegner ikke godt for en hurtig ankomst til Miami. Indtil videre går det dog stadig fint.

Og det fik jeg lige sagt for tidligt. Nu står det ned i stænger, så vinduesviskerne må på overarbejde, og hastigheden sættes kraftigt ned. Håber ikke det bliver ved for længe. Vi kører nu med katastrofeblinket tændt for at give dem bag os en chance for at se os. Alle biler foran os gør det samme.

Så er de første biler rykket ind til siden hvor de holder parkeret med katastrofeblinket tændt. Vi fortsætter dog endnu, og faktisk ser det ud til at lysne forude, så jeg tror snart vi er ude af det her vejr. Faktisk er regnen stilnet lidt af og man kan rent faktisk se noget nu, men der ligger stadig meget vand på vejen, så man skal være forsigtig.

Klokken er nu 19:12 og lige så pludseligt som regnen startede er den nu næsten holdt op igen. Det er lyst forude, og vejen er også relativt tør. Bag os ser det dog rigtig mørkt ud, men heldigvis er det… ja… bag os. Miami, her kommer vi!

Nå, nu er der lidt fredeligt igen, så kan jeg da skrive lidt mere om vejene hernede. Mange veje har et skilte hvor der står “Hurricane Evacuation Route”. Lidt skræmmende at de prøver det så ofte at de ligefrem har forberedt sig ved at sætte den slags skilte op. En anden ting som vi heller ikke er vant til, er at de bruger AM stationerne på radioen hernede. Flere steder står der at man fx kan få trafik information på AM frekvens 1320, og da vi tidligere i dag nærmede os Kennedy Space Center var der en AM station der gav information til besøgende.

Kun 210 km til Miami…

Vi har lige passeret Exit 156. Endnu en food exit hvor man kunne få alt det fastfood man kan drømme om (mareridt for vores vedkommende), eller et hotel for natten. Det er helt vildt så meget mad der er her i landet. Jeg skal godt nok ikke have fastfood lige med det første når jeg kommer hjem igen. Jeg er ved at få en overdosis! Intet under at det er svært at holde vægten herovre. På Wendy’s kunne man få en burger med tre bøffer, to skriver ost, dressing og intet andet. Og den kostede kun 2$!

Hmm, nu begynder det at blive mørkt forude igen. Måske er vi på vej mod endnu et regnvejr…

Og nu er min bærbare ved at løbe tør for strøm, men det skal ikke stoppe mig i at skrive. Jeg risikerer lige at få krampe i armen i forsøget på at række om bag mig og sætte opladeren til vores inverter… sådan, så er der strøm igen! Dog sker der ikke lige noget p.t. så jeg tager lige en lille pause, men vender tilbage så snart der sker bare den mindste ting her.

Jonas siger palmer, og hentyder naturligvis til at vegetationen er lidt anderledes her end vi er vant til derhjemme. Der står faktisk palmer langs med vejen mange steder, mens den andre steder ligner hvad vi er vant til fra Danmark. Sjov blanding.

Vi har lige passeret en punkteret bil. Godt at vi indtil videre har været forskånet for den slags uheld. Jeg ved ikke engang om vi har et reservedæk omme bagi, men mon ikke vi har det? Håber dog aldrig vi får behov for at undersøge det nærmere.

Så regner det igen, og for at det ikke skal være løgn, så har vi også lige set et lyn. Damn vejret er underligt her i Florida. Det er stadig ikke kraftig regn, men man ved aldrig hvad der kan ske om få minutter hernede.

Jonas har lige set et “Rest Area” og kører fra vejen nu. Regnen tager til, men hvor længe den bliver ved, vides ikke. Vi skifter sikkert chauffør derinde, så jeg afslutter mit skriveri nu. Jonas giver forhåbentlig en status fra Miami senere i aften. Håber I har nydt dennne “live” blogging om vores oplevelser på vejen

Nej Anna, vi er ikke kørt forkert. Det er helt bevidst at vi er kørt af hovedvejen…

Vi vågnede sent i dag da vi trængte til at få sovet lidt. Det betød så også at vi missede morgenmaden, men det var planlagt så det gjorde ikke så meget. Vi havde stadig et par bananer, noget chokolade og noget tørt brød, så det blev alligevel til en sund og nærende morgenmad. Da vi kun var nogle få kilometer fra Jacksonville, så ville det jo være dumt ikke lige at kigge forbi byen, så det blev vores mål.

Det første der slog os, var at der stort set ingen mennesker eller biler var i byen. “Det var da underligt” tænkte vi, indtil det gik op for os at det nok var fordi det var søndag. NFL fans som vi jo er, skulle vi selvfølgelig finde Jacksonville Jaguars’ stadion, og her havde vi alligevel været lidt smarte, da vi på internettet havde slået adressen op, så vi havde noget at give Anna. Hun fandt også stadion uden problemer, men desværre var det begyndt at regne, så vi måtte have kufferterne frem og finde regntøjet, før vi gik en tur rundt om det øde stadion. Meget stort og ret imponerende, og vi fik også taget en del billeder. Regnen holdt heldigvis op, så det sidste stykke af turen gik vi bare og storsvedede i vores regntøj.

Vi tog ind til centrum for at finde noget ordentlig morgenmad, men da vi endnu ikke var mentalt indstillede på fastfood og fritter til morgenmad, bad vi Anna om at finde en Subway så vi kunne få en nogenlunde sund sandwich. Det gjorde hun så efter lidt besvær, men den viste sig kun at have åbent mandag til fredag. Underligt, men byen var godt nok også øde, selvom der dog alligevel var trafikprop på en enkelt gade på grund af noget vejarbejde.

Uden mad og drikke duer Jonas og Michael ikke, så vi tog ind i et meget lille og lidt skummelt supermarked. Ham bag disken var dog utroligt flink, og selv den halvskøre tigger der tidligere havde plaget os udenfor, fik en snak med ham. Vi købte et par flasker vand samt to ham and cheese sandwiches, og de var nasty. To skiver slatten brød, en skive ost, en mikroskopisk mængde sennep, og så ellers syv skiver skinke. At det så kunne holde til langt ind i august gav os ikke ligefrem et indtryk af frisklavet mad. Ned røg de dog.

Vi mente nu at vi havde set Jacksonville, men uden for byen skulle der efter sigende ligge en Zoo, så den besluttede vi at kigge ud til. Efter en mindre kamp med Anna lykkedes det os at finde den, men da entréen kostede 11$ og vi egentlig havde mange andre ting vi skulle nå, så droppede vi den idé.

Turen gik nu sydpå mod St. Augustine Beach hvor der skulle bades, og det var turens klart bedste strandtur. Der var kæmpe bølger på 1-1½ meter, og dem boltrede vi os i. Det var dog meget anstrengende, da der var en kraftig understrøm der hele tiden ville trække os steder hen hvor vi ikke ville være. Når det blev for hårdt måtte vi lige ind og slappe lidt af på stranden, hvor jeg syntes at det var evigt skægt at hælde vådt sand på Jonas. Han antydede at folk måske syntes at det var en underlig idé, hvortil jeg blot kunne svare at “vi er turister og 8 år, og må altså godt lege med sand”. Oppe ved bilen snakkede vi med en surfer der skulle ud i bølgerne, og han fortalte os at der var en del hajer derude. Dog lidt længere ude end der hvor vi var.

Nu var tiden moden til frokost, og det eneste krav fra vores side var at det ikke skulle være med fritter denne gang. Vi har vist begge taget lidt på, og friturestegt mad er altså ved at virke lidt klamt. Vi fandt en Pizza Hut, og bestilte to pizzaer. Jeg valgte selv ingredienser til min, mens Jonas bestilte en Meat Lover. Et lidt underligt valg, da Jonas ca. to minutter inden havde sagt at han tidligere havde prøvet en Meat Lover og at den simpelthen var for klam, så jeg skulle ikke bestille sådan en. Vi nåede lidt over halvvejs i de to kæmpe pizzaer, da Jonas måtte sande at han havde ret i det han sagde om hans pizza. Ak ja, nogen skal åbenbart dumme sig flere gange før de lærer Vi fik resten af pizzaerne med os i en æske. Så havde vi også til aftensmaden senere.

Næste stop var Daytona Beach. Foruden at være en kendt strand i USA er det også stedet hvor det berømte Daytona 500 racerløb finder sted. Derfor skulle vi naturligvis prøve at finde racerbanen. Her havde vi dog ikke været smarte nok til at skrive adressen ned, så det blev en forgæves køren rundt i Daytona Beach, inden vi gav op og kørte ned til stranden. Sikke en lang strand, men vi ville helt ned til enden af den, indtil det gik op for os at vi ville være nødt til at køre den samme vej tilbage igen bagefter. Så stoppede vi bilen og gik ned til stranden der hvor vi var. Dog uden at bade denne gang.

Nu var det efterhånden blevet aften, og vi var nu nået til det punkt hvor det var tilladt at planlægge hvad der skulle ske resten af dagen. Vi blev på få sekunder enige om at køre til Cape Canaveral for at overnatte, da vi så var tæt på Kennedy Space Center, som vi ville besøge næste dag. Vi kørte afsted, men da vi så et skilt med kun 13 miles til Kennedy Space Center hvor der samtidigt lå en Days Inn, så stoppede vi der for natten.

Vi checkede ind og fik at vide at poolen var åben en time endnu. Det skulle han da ikke sige to gange, så efter at have slæbt alle vores ting ind fra bilen, hoppede vi i poolen. Bagefter benyttede Jonas chancen for et karbad, mens jeg ikke følte behov for at skylle mig efter en tur i poolen. Der kommer jo alligevel kun poolvand ud af hanerne

Vi ville lige bruge internettet inden vi smuttede, men det virkede som bekendt ikke fra vores værelse. Derfor checkede vi ud og sad ude i bilen et stykke tid med de bærbare inden vi kørte videre mod Savannah. Nu er det jo altid sådan at når vi skal ind i en by, så ved vi jo ikke ligefrem hvor centrum er, og Anna insisterer på at vi giver hende et gadenavn. Det resulter normalt i at vi ser på listen over gader og vælger en der lyder som om den ligger centralt. Det gjorde vi også denne gang, men det var vist ikke lige tilfældet. Vi kørte rundt i en 45 minutters tid i en forstand til Savannah, mens vi febrilsk forsøgte alle tænkelige veje for at komme ind til centrum. Jonas kørte, og denne samtale fandt faktisk sted to gange i bilen under turen rundt i Savannah:

Jonas: Skal vi til højre?
Michael: Ja
Jonas: Var det der?
Michael: Ja
Anna: Gör omm rute

Hvorefter en omvej på nogle kilometer fulgte. Ja ja, det er ikke altid let at finde rundt

Alt den jagen rundt efter centrum gjorde os dog sultne, så vi stoppede ved Arby’s for at spise en eller anden slags burger der faktisk ikke var så god igen. Vi undrede os dog over firmaets logo. Jeg vil ikke sige hvad det ligner, men på deres æske til fritter er der et billede af en pige der kigger op på logoet med et skævt smil og tænker “Is it so wrong to think Arby’s all the time?”. Tja, hvis hun tænker på deres mad, så er det, for så god var den bestemt ikke. Men hvis hun får andre associationer af at kigge på logoet…

Efter maden fandt vi endelig centrum med Annas hjælp, og nu kom det sædvanelige problem i amerikanske byer: Parkering. Vi fandt dog en helt fantastisk lille sidegade hvor vi kunne holde bilen. Det var ganske givet ikke lovligt og vi blokerede også en container ved at gøre det, men det var gratis!

Byen havde sine hyggelige steder, men ellers var der nu ikke det store at komme efter. Meget af den så ret forfaldent ud, men der var da en park og nogle museer i byen. Efter en halv times tid i varmen besluttede vi at køre videre. Efter at have konsulteret kortet, foreslog jeg at vi kørte til Waycross, da det lå tæt på en nationalpark, og heller ikke så langt fra Jacksonville. Jonas accepterede, og vi kørte afsted. Efter at have kørt i et stykke tid ombestemte Jonas sig, og syntes i stedet at vi skulle køre til Brunswick, da den ligger ved vandet og Jonas ville gerne til en strand. Det gjorde vi så… ingen planer er så faste på denne tur at de ikke kan ændres på to sekunder.

Brunswick var dog endnu kedeligere end Savannah, og der var i hvert fald slet ingen strand. Det var derimod en havneby, og havne er nu engang aldrig ret pæne at se på, og endnu mindre velegnede at bade i. Vi kørte derfor videre mod Jacksonville. Den plan holdt dog kun til vejen delte sig i to, og der til venstre stod “Jekyll Island”. Det syntes Jonas lød spændende, så han drejede den vej… og her skal det lige bemærkes at det ikke var vejen til Jacksonville!

Efter ca. 20 km. kom vi til en bro der førte os over på Jekyll Island, men man skulle dog betale for at komme derover. Heldigvis var det kun sølle 3$ så vi betalte og fik en fin gul seddel til vores bil der sagde at vi godt må parkere på derovre. Vi fik også udleveret et kort over øen. Vi studerede kortet, og fandt ud af at man kunne leje cykler. Det lød sjovt, og så var den beslutning taget. Vi parkerede bilen, og så til vores store glæde at der var mange forskellige slags cykler at vælge imellem. Valget faldt på en to personers trehjulet cykel og så skulle der ellers køres stærkt. Den meget venlige dame der tog imod betalingen anbefalede os nogle korte ruter som vi kunne nå at køre på den ene time vi havde lejet cyklen, men vi havde andre planer. “Kun homoer kører langsomt” kom jeg vist til at sige, og så fik den ellers gas rundt på øen. Cyklen var noget skrammel uden gear, og turen gik hen ad cykelstier, gangstier og skovstier hvor det rystede så meget at vi til tider var bange for om cyklen ville holde. Det gjorde den dog, på trods af at dækkene hvinede rundt i svingende, og et enkelt sving blev taget på kun to hjul. Efter den times cykeltur var der ikke ret meget af vores tøj der ikke var gennemblødt af sved, så vi besluttede straks at søge til stranden, hvilket heldigvis var ret let at finde på en forholdsvis lille ø.

Efter at have badet og klædt om på en forblæst parkeringsplads, satte vi atter kursen mod Jacksonville. Vi forlod nu Georgia og kørte ind i “The Sunshine State” Florida. Ironisk nok havde vi nok været i Florida i ca. tre minutter inden den første regndråbe ramte bilen. Den kom dog ikke alene, og i løbet af ti minutter befandt vi os i det værste regnvejr jeg nogensinde har oplevet. Folk trak simpelthen ind til siden på motorvejen og tændte katastrofeblinket. Her ventede de så på at regnen stilnede af. Taget i betragtning at jeg kun kunne se ca. 5 meter frem hvis jeg var heldig, valgte jeg at følge deres eksempel. Her ventede vi så et kvarters tid mens himmel og hav stod i et, og tordenvejret passerede lige hen over hovedet på os.

Da det stilnede lidt af kørte vi videre mod Jacksonville, men vejret ville det anderledes. Kort tid efter tog uvejret til igen, mens vi sneg os med under 50 km/t ind mod byen. Vi kom derind og nu var vores planer om en tur i byen lørdag aften godt spolerede af vejret, så vi ville nu bare finde et motel. Det regnede bare stadig helt enormt meget. Det er svært at sammenligne det med noget, da ingen af os har oplevet noget lignende, men det var vel ca. som at sidde i en bilvask. Selvom vinduesviskerne kørte på hurtigste indstilling var det som om om at det slet ikke havde nogen effekt. Alt var vådt, og floder op til 20 centimeter dybe flød gennem gaderne. Det var umuligt at se noget som helst, så vi kørte ind på en tankstation og holdt i læ for at vente på at det stilnede bare en lille smule af. Her så vi en mand der havde været knapt så heldig som os. Han kørte ind på tankstationen i en bil der havde fået et ordentligt skub bagi af en der ikke kunne bremse hurtigt nok i uvejret, og det var ikke noget kønt syn. Det ville tage lang tid inden det igen kom til at ligne en bil.

Regnen stilnede en lille smule af, så vi sneg os ud i forsøget på at nå et motel. Anna ville dog have os ind af en ikke-eksisterende vej hvilket skabte lidt forvirring. I det hele taget havde Anna ikke været ret pålidelig i dag, med flere forslag til veje der ikke fandtes, eller misinformationer om hvad vi skulle gøre for at nå ind på de veje der fandtes. Vi håber hun er i bedre form i morgen.

Vi ankom til motellet i silende regn, fik et værelse og det er her jeg nu sidder og skriver dette. For denne gang har vi rent faktisk internetadgang på vores værelse! Nu skal vi snart sove, men jeg skal lige komme mig over hvor meget det kan regne her. I Danmark varer regn, der ikke engang er så kraftig, højst et minuts tid, men her har det varet ved i flere timer. Det er jo helt vildt. Lad os se hvordan vejret bliver i morgen.