Hermed en rapport fra vores sidste hele dag i USA. Vi sidder på et Days Inn i Miami Beach. At finde det var dog ikke helt så let som det plejer at være, men det vigtigste er da at vi fandt et sted at overnatte. Men jeg kan jo ligeså godt starte fra begyndelsen…
Denne dag var på et punkt anderledes end de plejer herovre, i og med at vi i dag skulle have selskab på turen. Viktoria, som studerer kryptologi på et universitet i Florida og som jeg mødte i februar til en konference i Amsterdam, skulle nemlig med. Dagen startede med at køre ud og hente hende. Det lød som en ret forvirrende adresse at finde frem til, men Anna klarede det uden problemer. I parentes kan så bemærkes at det var en af de eneste ting Anna klarede uden problemer i dag.
Anyways, vi nåede frem og hentede Viktoria og efter lidt følgen efter hinanden på Interstate 95, fik hun parkeret bilen ved Miami lufthavn, og skiftede køretøj til vores fantastiske bil, hvor vi i dagens anledning havde ryddet lidt op på bagsædet så der rent faktisk var plads til hende. Så gik turen mod Florida Keys. Hvad vi helt præcist skulle derned efter var ikke planlagt (hvilket ikke burde overraske nogen læsere af denne blog efterhånden) men vi regnede nu ikke med at tage meget længere end Key Largo, og så måske på tilbagevejen smutte forbi Everglades National Park.
Et af højdepunkterne på turen ind til Miami lufthavn var forresten da vi passerede et skilt hvor der stod at vi nu var på vej ind i Miami. Der blev vi lige nødt til at sætte en CD med “Will Smith – Miami” på CD afspilleren. Nummeret var ved at blive spillet et par gange undervejs på turen rundt i USA, men det blev altid stoppet med det samme. Det skulle gemmes til denne lejlighed 
Nå, men turen gik altså mod Key Largo. Det første vi opdagede, var at det var ret langt væk, og da vi endelig kom ud derud, var der egentlig ikke ret meget at se fra vejen. Bevæbnet med et kort prøvede vi at finde nogle spændende steder, men af en eller anden grund lykkedes det os ikke. I stedet meldte sulten sig, og nu gik jagten ind på mad. Efter flere forgæves forsøg på at lade Anna vise os nogle spisesteder, tog vi sagen i egen hånd, og fandt et fiskerestaurant ved vandet, der dog også havde andet end fisk. Vi spiste udenfor på første sal, med en super udsigt over havet. Der var ikke så mange mennesker, og der var en dejlig rolig atmosfære. Efter frokosten gik vi ned til vandet og nød udsigten, varmen, så på folk rense fisk og gik amok med vores kameraer. Da vi egentlig var kommet ret langt ud på The Keys, valgte vi at køre tilbage igen mod Everglades National Park, med et stop for at få en is hvis det var muligt (det var det ikke). På vej tilbage så Jonas et skilt til en eller anden park, og den skulle undersøges nærmere. Det var nu ikke en park som vi havde forventet, men der var bl.a. en lille badestrand. Normalt ville det koste penge at komme derind, men billetmanden var syg, gået på førtidspension eller andet i den stil, så vi kom gratis ind. Rigtig flot sted… det var forresten tilfældet for stort set alt hvad vi så på The Keys.
Der er kun en vej gennem The Keys, og da der var trafik på den, så blev vores tur tilbage ret forsinket. Derfor droppede vi planen om at tage til Everglades National Park. Vi skulle jo nå at se Miami! Vores guide som vi havde sat alt vores lid til, viste sig dog ikke at have styr på ret meget omkring Miami, på trods af at hun havde været der hele fem gange i hendes liv! Med hjælp fra skilte og Anna, fandt vi dog stranden, fodrede et parkometer og gik en tur. Det havde regnet tidligere på dagen, så der var ikke så mange på stranden som der sikkert havde været på en tør dag, eller også kom vi på tidspunktet hvor strandfolket var taget hjem, mens party-folket endnu ikke var begyndt at indtage byen.
Resten af aftenen gik med at se Miami Beach og lidt forgæves forsøg på at finde et andet spændende sted i byen. Jonas havde tidligere udtalt (og jeg citerer): “Miami er nok det mest fucked up sted i verden”. Jeg er ikke helt sikker på at jeg er enig i den udtalelse generelt, men hvis det kommer til vejføring rundt i byen, så ja! Det er både tre og fire sporede motorveje der snor sig ind og ud mellem hinanden, og over broer, inde i byen, samt veje med fem vejbaner hvor fire af dem i løbet af få meter ender i fire forskellige frakørsler. Det hele krydret med vejarbejde mange steder. Forvirringen var total for Anna, der ofte ledte os helt forkerte steder hen.
Anyways… efter at have set det vi skulle, var det nu ved at blive sent, og vi afleverede Viktoria ved hendes bil, sagde farvel og så skulle vi finde et sted at overnatte. Det viste sig at blive dagens største udfordring. Fra hoteller der ikke var der alligevel, til store omveje p.g.a vores (og Anna’s) forvirring, hoteller til absurde priser og et hotel i slumkvarteret der så så skummelt ud at vi ikke engang turde stå ud af bilen, tossede vi rundt i byen i over en time. Dog lykkedes det os til sidst at finde et velkendt Days Inn lige ved stranden. Jonas snakkede lidt med Mike i receptionen (totalt flink mand fra New York) og vi fik et værelse. Lidt dyrere end vi er vant til, men hey… det er Miami Beach.
Nu er klokken omkring et om natten, og vi skal aflevere bilen i lufthavnen kl. 12, så egentlig kan jeg sove ganske længe i morgen… hvis det ikke lige var for en lille detalje. Bilen holder lige nu på en parkeringsplads hvor man skal betale for at holde. Parkometeret virker dog først fra kl. 8 i morgen tidlig, hvilket betyder at jeg skal vælte ud af sengen i morgen tidlig, og i halvsovende tilstand og med en smule savl hængende ud af mundvigen, kæmpe mig ned og putte penge i det lorteparkometer
