Uret ringede i morges kl. 8:30 og det var synd at sige at vi var vilde med den situation. Dog ville vi op, da vi havde fået den idé at der var gratis morgenmad frem til kl. 9:30. Vi tog dog en lille smule fejl, da det kun var til kl. 9:00 og vi ankom tre minutter i. Alt hvad der var tilbage var et par ærgelige donutlignende ting, et par sukkerdonuts, brød der kunne ristes og en skål cornflakes som Jonas skyndte sig at tage.
Vi ville lige bruge internettet inden vi smuttede, men det virkede som bekendt ikke fra vores værelse. Derfor checkede vi ud og sad ude i bilen et stykke tid med de bærbare inden vi kørte videre mod Savannah. Nu er det jo altid sådan at når vi skal ind i en by, så ved vi jo ikke ligefrem hvor centrum er, og Anna insisterer på at vi giver hende et gadenavn. Det resulter normalt i at vi ser på listen over gader og vælger en der lyder som om den ligger centralt. Det gjorde vi også denne gang, men det var vist ikke lige tilfældet. Vi kørte rundt i en 45 minutters tid i en forstand til Savannah, mens vi febrilsk forsøgte alle tænkelige veje for at komme ind til centrum. Jonas kørte, og denne samtale fandt faktisk sted to gange i bilen under turen rundt i Savannah:
Jonas: Skal vi til højre?
Michael: Ja
Jonas: Var det der?
Michael: Ja
Anna: Gör omm rute
Hvorefter en omvej på nogle kilometer fulgte. Ja ja, det er ikke altid let at finde rundt 
Alt den jagen rundt efter centrum gjorde os dog sultne, så vi stoppede ved Arby’s for at spise en eller anden slags burger der faktisk ikke var så god igen. Vi undrede os dog over firmaets logo. Jeg vil ikke sige hvad det ligner, men på deres æske til fritter er der et billede af en pige der kigger op på logoet med et skævt smil og tænker “Is it so wrong to think Arby’s all the time?”. Tja, hvis hun tænker på deres mad, så er det, for så god var den bestemt ikke. Men hvis hun får andre associationer af at kigge på logoet…
Efter maden fandt vi endelig centrum med Annas hjælp, og nu kom det sædvanelige problem i amerikanske byer: Parkering. Vi fandt dog en helt fantastisk lille sidegade hvor vi kunne holde bilen. Det var ganske givet ikke lovligt og vi blokerede også en container ved at gøre det, men det var gratis!
Byen havde sine hyggelige steder, men ellers var der nu ikke det store at komme efter. Meget af den så ret forfaldent ud, men der var da en park og nogle museer i byen. Efter en halv times tid i varmen besluttede vi at køre videre. Efter at have konsulteret kortet, foreslog jeg at vi kørte til Waycross, da det lå tæt på en nationalpark, og heller ikke så langt fra Jacksonville. Jonas accepterede, og vi kørte afsted. Efter at have kørt i et stykke tid ombestemte Jonas sig, og syntes i stedet at vi skulle køre til Brunswick, da den ligger ved vandet og Jonas ville gerne til en strand. Det gjorde vi så… ingen planer er så faste på denne tur at de ikke kan ændres på to sekunder.
Brunswick var dog endnu kedeligere end Savannah, og der var i hvert fald slet ingen strand. Det var derimod en havneby, og havne er nu engang aldrig ret pæne at se på, og endnu mindre velegnede at bade i. Vi kørte derfor videre mod Jacksonville. Den plan holdt dog kun til vejen delte sig i to, og der til venstre stod “Jekyll Island”. Det syntes Jonas lød spændende, så han drejede den vej… og her skal det lige bemærkes at det ikke var vejen til Jacksonville!
Efter ca. 20 km. kom vi til en bro der førte os over på Jekyll Island, men man skulle dog betale for at komme derover. Heldigvis var det kun sølle 3$ så vi betalte og fik en fin gul seddel til vores bil der sagde at vi godt må parkere på derovre. Vi fik også udleveret et kort over øen. Vi studerede kortet, og fandt ud af at man kunne leje cykler. Det lød sjovt, og så var den beslutning taget. Vi parkerede bilen, og så til vores store glæde at der var mange forskellige slags cykler at vælge imellem. Valget faldt på en to personers trehjulet cykel og så skulle der ellers køres stærkt. Den meget venlige dame der tog imod betalingen anbefalede os nogle korte ruter som vi kunne nå at køre på den ene time vi havde lejet cyklen, men vi havde andre planer. “Kun homoer kører langsomt” kom jeg vist til at sige, og så fik den ellers gas rundt på øen. Cyklen var noget skrammel uden gear, og turen gik hen ad cykelstier, gangstier og skovstier hvor det rystede så meget at vi til tider var bange for om cyklen ville holde. Det gjorde den dog, på trods af at dækkene hvinede rundt i svingende, og et enkelt sving blev taget på kun to hjul. Efter den times cykeltur var der ikke ret meget af vores tøj der ikke var gennemblødt af sved, så vi besluttede straks at søge til stranden, hvilket heldigvis var ret let at finde på en forholdsvis lille ø.
Efter at have badet og klædt om på en forblæst parkeringsplads, satte vi atter kursen mod Jacksonville. Vi forlod nu Georgia og kørte ind i “The Sunshine State” Florida. Ironisk nok havde vi nok været i Florida i ca. tre minutter inden den første regndråbe ramte bilen. Den kom dog ikke alene, og i løbet af ti minutter befandt vi os i det værste regnvejr jeg nogensinde har oplevet. Folk trak simpelthen ind til siden på motorvejen og tændte katastrofeblinket. Her ventede de så på at regnen stilnede af. Taget i betragtning at jeg kun kunne se ca. 5 meter frem hvis jeg var heldig, valgte jeg at følge deres eksempel. Her ventede vi så et kvarters tid mens himmel og hav stod i et, og tordenvejret passerede lige hen over hovedet på os.
Da det stilnede lidt af kørte vi videre mod Jacksonville, men vejret ville det anderledes. Kort tid efter tog uvejret til igen, mens vi sneg os med under 50 km/t ind mod byen. Vi kom derind og nu var vores planer om en tur i byen lørdag aften godt spolerede af vejret, så vi ville nu bare finde et motel. Det regnede bare stadig helt enormt meget. Det er svært at sammenligne det med noget, da ingen af os har oplevet noget lignende, men det var vel ca. som at sidde i en bilvask. Selvom vinduesviskerne kørte på hurtigste indstilling var det som om om at det slet ikke havde nogen effekt. Alt var vådt, og floder op til 20 centimeter dybe flød gennem gaderne. Det var umuligt at se noget som helst, så vi kørte ind på en tankstation og holdt i læ for at vente på at det stilnede bare en lille smule af. Her så vi en mand der havde været knapt så heldig som os. Han kørte ind på tankstationen i en bil der havde fået et ordentligt skub bagi af en der ikke kunne bremse hurtigt nok i uvejret, og det var ikke noget kønt syn. Det ville tage lang tid inden det igen kom til at ligne en bil.
Regnen stilnede en lille smule af, så vi sneg os ud i forsøget på at nå et motel. Anna ville dog have os ind af en ikke-eksisterende vej hvilket skabte lidt forvirring. I det hele taget havde Anna ikke været ret pålidelig i dag, med flere forslag til veje der ikke fandtes, eller misinformationer om hvad vi skulle gøre for at nå ind på de veje der fandtes. Vi håber hun er i bedre form i morgen.
Vi ankom til motellet i silende regn, fik et værelse og det er her jeg nu sidder og skriver dette. For denne gang har vi rent faktisk internetadgang på vores værelse! Nu skal vi snart sove, men jeg skal lige komme mig over hvor meget det kan regne her. I Danmark varer regn, der ikke engang er så kraftig, højst et minuts tid, men her har det varet ved i flere timer. Det er jo helt vildt. Lad os se hvordan vejret bliver i morgen.
