Nu sidder vi (igen) på et motel, men denne gang var vi smarte nok til at vælge et med internetadgang… troede vi. Der er godt nok internetadgang, men vores værelse er så langt væk at det er udenfor dækning. Derfor går jeg lige om lidt ud på trappen for at poste dette Motellet ligger nogle få kilometer udenfor Savannah, som vi regner med at køre til som det første i morgen.
Da jeg skrev sidst, var vi på vej mod Mt. Pleasant men den var alt andet end “pleasant” så vi kørte hurtigt videre til Charleston. Den var der dog heller ikke noget spændende ved, så i stedet satte vi kursen mod Savannah. Det var blevet frokosttid, så vi kørte ind til en eller anden café der dog havde lukket. Så i hvad der nok var det varmeste vejr på hele denne tur, gik vi over til en anden restaurant, og den var åben. Super hyggeligt sted, der serverede (god) mexicansk mad. Vi fik frokost og drikkevarer til to personer for lige under 20$! På vej ud i bilen kom vi i tanke om at vi alligevel ikke skulle til Savannah. Vi skulle da til Denmark!
Denmark er en by i South Carolina, og naturligvis skulle den da besøges. At det så var en omvej på ca. 100 miles i forhold til at tage til Miami skulle da ikke slå os ud, så vi fyldte vandflaskerne og tog afsted. Efter at være kommet længere og længere ud på landet, ankom vi omsider til Denmark. Vi parkerede bilen og gik en tur. Hvis vi havde regnet med at møde nogle danskere, så blev vi skuffede. Jeg vil gætte på at over 90% af befolkningen var sorte, og der var heller ingen danske flag. En venlig mand i et supermarked spurgte Jonas om vi var herfra, men dertil måtte Jonas svare at det var vi ikke. Vi var fra Danmark… altså landet
Adskillige billeder senere fandt vi dog lidt af svaret. Byen hed oprindeligt “Grahams Turnout” men i 1893 blev den omdøbt til Denmark til ære for en ansat ved jernbanen. Hvad denne ansatte hed eller hvor han kom fra ved vi dog stadig ikke, men det kunne jo være at han var fra Danmark?
Vi forlod Denmark og kørte atter sydpå mod Savannah, til vi stoppede for dagen på netop dette motel. Lige godt over 300 miles blev til i dag.
Nå, ud på trappen for at poste dette