20. jul 2007 kl. 06:44

Oplevelser på roadtrip – dag 2

Først vil jeg lige starte med en rettelse. Jeg ved godt at vi har klaget over at vores hotel sidste nat var lidt for dyrt, men heldigvis viste det sig at vi tog fejl. Regningen blev “kun” på 80$ i stedet for de 125$ der stod på prislisten på værelset. Ved ikke hvorfor, men jeg klager da ikke.

Efter at have kørt i et par minutter i formiddags, blev vi træt af at gætte os frem til hvor vi nu skulle hen, så vi købte et ordentligt vejkort, samt en is som Jonas præsterede at spilde ud over alt der var i nærheden af ham… heldigvis mest jorden omme bag ved tankstationen. Med dette kort i hånden satte vi kursen mod Roanoke Rapids. En lille by, der ikke var helt så lille igen, men så den ud som man forventede at en mindre amerikansk by ville se ud. Med kirker over det hele og huse hvor man kunne sidde udenfor og kigge på de folk der gik forbi på vejen. Efter dette korte stop gik turen videre mod Wilmington, men da der ikke var ret meget at se der, så tog vi i stedet til Carolina Beach. Her fik vi fyldt et parkometer med småpenge, set stranden, leget i bølger og hvad man nu ellers gør på en strand. Selvom det var virkelig varmt, så blæste det en del. Det gjorde det nu ikke ret meget køligere, men det blæste en masse små sandkorn mod ens ben i høj fart, hvilket egentlig ikke kan beskrives som behageligt.

Efter strandoplevelsen, besluttede vi at køre mod Myrtle Beach, som ligger i den nordlige del af South Carolina. Dog så det umiddelbart ud til at være en stor omvej fra det sted vi var nu, men Anna havde en plan. Hun sagde at vi bare skulle fortsætte sydpå, selvom det var stik mod alt fornuft, da det så ud til at ende blindt. Vi regnede dog med at Anna kendte til en bro over vandet, og fulgte derfor hendes råd. Først da hun sagde “tag færgen” forstod vi hvad hun ville. Heldigvis var der kun tyve minutter til færgen sejlede, og da den oven i købet kun kostede 5$ så besluttede vi at tage den. Efter en lille hyggelig sejltur på ca. 30 minutter, var vi på den anden side. Hvis det her ikke helt giver mening, så prøv at finde et kort over det østlige USA og find Carolina Beach samt Myrtle Beach, og se hvordan de ligger i forhold til hinanden. Så kan du nok godt regne ud hvor vi sejlede over.

Så gik turen af mindre veje, men sulten begyndte at melde sig, så vi kørte forbi en Wendy’s for at få noget mad. Tidligere på dagen havde vi købt en flamenco kasse som vi havde fyldt med is, så den kunne holde vores drikkevarer kolde. Glimrende idé, men den stod bag Jonas’ sæde, som derfor ikke kunne lægges helt ned, så da vi nu holdt ved Wendy’s ville Jonas lige dreje den lidt. At den så stod i spænd og egentlig ikke kunne drejes forhindrede ham dog ikke i at forsøge… KNÆK! Nu var der pludselig en ret stor revne i vores fine kasse, men heldigvis lå der en Lowe (tænk Bauhaus i stor størrelse) nogle få meter derfra, så vi smuttede lige forbi og købte noget gaffatape til at fikse den. Det blev gjort, og vi skulle nu ind og have mad. Selvom vi overvejede at prøve deres nyhed (en Baconator) sejrede fornuften dog, og vi tog noget der sikkert var en lille smule sundere. Det kan lige oplyses at en Baconator er en burger indeholdende 250 gram kød fordelt på to bøffer, to skiver ost, noget dressing og en ordentlig bunke bacon… and that’s it!

Nu skulle vi videre, men vi overså den vej Anna ville have os hen ad. Ikke noget problem, for vi fik da bare en ny rute. Den gik dog udover en bro hvor der ikke var nogen vej, så den valgte vi ikke at tage. Godt fornærmet over dette ledte Anna os ind i en blindgyde, mens hun hårdnakket påstod at vi skulle dreje til højre af en ikke eksisterende vej. Vi kørte lidt rundt, valgte at tanke benno og fandt så den rigtige vej.

Vi nåede ind i South Carolina, og nu var det ved at være sengetid. Vi passerede et motel og i løbet af under fire sekunder var beslutningen taget om at det var her vi skulle sove! En flink dame i receptionen tog imod os, og vi fik et værelse. Det lignede et rigtigt familiemotel, og det var heller ikke ret stort. Tilgengæld var det ikke billigt… 73$! Nu er det altså snart på tide at vi finder noget billigt. Vi har set dem til 30$ pr. nat, men det var midt på dagen og derfor ikke så relevant. Nå, men i det mindste havde dette motel en udendørs swimmingpool og den blev benyttet. En anden sær feature var mikrobølgeovnen, som stod under et tag ude på græsplænen, sammen med en automat hvor man kunne købe madvarer at varme i den. Efter en tur i poolen skulle vi lige under bruseren, og her opdagede vi en anden “sjov” ting… nemlig udsugningen på badeværelset der virkelig lød som om man var ved at blive suget op i et rumskib (eller sådan er jeg i hvert fald sikker på at det ville lyde). Derudover er værelset heller ikke ligefrem af særlig høj kvalitet, men sengene ser da gode ud. På trods af alle disse fancy ting, er der dog ikke internetadgang, men Jonas har præsteret at sætte sig lige der hvor et trådløst netværk kigger forbi vores værelse, så hans computer har internetadgang. Det er så også grunden til at vi kan poste dette.

Nå, det er vist på tide at komme i seng. Vi har også en dag i morgen, selvom vi faktisk er nået næsten halvvejs mod Miami, så det går over alt forventning. Vi må hellere tage lidt flere udflugter… denne tur er jo simpelthen planlagt alt for godt :)

Et amerikansk flag i Roanoke RapidsUnderligt billede ved indgangen til en butikHyggelige amerikanske hjemOs to med en is. Og ja, vi ser fjollede ud!Amerikansk brandbilCarolina BeachSådan en synes Jonas lige at han ville træde iOmbord på bådenVi udbedrer lige skaderne på vores køleboksThe Baconator can smell fear!

Der er lukket for kommentarer.

Kategorier