Vi er lidt bagud med at skrive her, da vi oplever så meget disse dage at vi ikke har tid til at hænge ved computeren, men det er vel kun godt. Vi regner dog med at når vi skal til at køre rundt i vores bil, så bliver der mere tid til at skrive om hvad vi oplever.
Jonas har været så flink at overlade oplevelsen af JFK lufthavn i New York til mig, så det må jeg hellere skrive lidt om.
Well, vi ankom ca. en time forsinket fra Manchester og havde nu omkring halvanden time til at nå vores fly til Washington. Ingen problemer… troede vi. Første udfordring var paskontrollen og her opstod første problem: Kø! Der var simpelthen kø til Uganda, og da vi efter 15 minutter havde bevæget os under 15 meter, indså vi at det her aldrig ville gå. Vi spurgte derfor en af de ansatte om hvad vi skulle gøre, og hun sagde at vi bare skulle smutte udenom køen. Det gjorde vi så til stor irritation og sure miner hos de andre i køen. Vi kom til paskontrollen og efter et kort forhør, samt afgivelse af foto og fingeraftryk kom vi ind i USA. Nu kunne alt vel kun gå glat, da vi stadig havde 45 minutter til at nå vores fly. Dog var der lige den detalje at toldkontrol foregik her, så vi skulle hente vores kufferter, gennem tolden og aflevere vores kufferter igen.
Okay, for det første var kufferterne ikke kommet endnu på trods af vores ventetid ved paskontrollen, men efter endnu en 15 minutters tid, kom de. Jeg spurgte en dame fra Delta Airlines om hvor vi skulle gå hen med dem, men hun gav mig et blik som om jeg virkelig var træls at høre på, og pegede hen mod en dør hvor der stod exit. Jeg syntes dog at det så forkert ud, og i stedet gik vi hen til en tolder og spurgte. Han sagde at vi skulle igennem der hvor han stod, hvilket vi så gjorde uden problemer. Nu var det bare at aflevere kufferterne og så videre til vores gate… but noooo!
Vi blev straks mødt af endnu en kø hvor det var ret uklart hvad vi egentlig ventede for. Kufferterne var checket ind, og skulle egentlig bare smides op på et transportbånd. Vi prøvede at spørge nogen af de ansatte om hvad vi skulle gøre (da der nu var ca. 15 minutter til vores fly afgik) men de svarede ikke og sagde surt at vi skulle tilbage i køen. Efter flere forgæves forsøg på at komme i kontakt med nogen af de sureste mennesker jeg længe havde mødt (læs: lufthavnspersonalet) gav vi op og stillede os tilbage i køen. Her fik jeg dog lige den idé at checke hvornår vores fly afgik og heldigvis: Det var en time forsinket!
Vi fik afleveret bagagen, der blev checket for sprængstoffer, og så var vi på vej til gaten. Nej! Vi skulle da lige gennem et security check mere hvor vi skulle af med sko og det hele. Det tog så yderligere 20 minutter. At vi så ikke havde sovet ordentligt i pænt over et døgn gjorde det ikke lettere. Vi kom dog endelig igennem, op til vores gate, ventede lidt og så ned til flyet. Da vi var på vej ind i flyet blev vi stoppet og alle passagerer blev sendt tilbage til gaten. Flyet skulle nemlig gennemgå et security check som de havde glemt at udføre, men som det senere viste sig at de ikke behøvede at udføre alligevel! Vi kom om bord (vi var nu over halvanden time forsinket, men den ene time var dog skyld i at vi rent faktisk nåede flyet) men at tro vi nu er på vej var optimistisk. Der var nemlig andre fly der skulle lande, og så blev vi lige forsinket nok til at ramme eftermiddagstrafikken i JFK. Det tog to timer, og jeg gentager lige igen: TO TIMER, i et meget varmt fly der bare stod og glode på landingsbanen inden vi fik tilladelse til takeoff og kom i luften.
Resten af turen gik dog fint og landingen var en af de sjoveste jeg længe har prøvet. Med tordenvejr i det fjerne og kraftig sidevind, kastede piloten flyet indover landingsbanen i en 45 graders vinkel, som han lige fik rettet op i sidste øjeblik inden det ene hjul ramte landingsbanen, og lige derefter det andet. Flyet hoppede og gyngede og så skulle der ellers bremses så alle hang i sikkerhedsselerne hvorefter piloten stille og roligt sagde “Ladies and Gentlemen… welcome to Washington” 
Susan havde heldigvis ikke opgivet os, og ventede trofast i lufthavnen. Vi blev kørt hjem til hende, fik noget natmad og så i seng.
Jeps, det var den sidste del af vores rejse herover. I dag har vi så haft en fin tur ind til Washington DC som vi lige må skrive om senere. Nu skal jeg nemlig sove inden vi skal tidligt op i morgen og tage toget til New York. Susan har heldigvis lovet at køre os til stationen, selvom det også betyder at hun skal et par timer tidligere op end hun ellers havde planlagt. Herfra skal der i hvert fald aldrig lyde et ondt ord om amerikansk gæstfrihed, og det på trods af vores oplevelser i JFK