Jonas og Michael i USA

Her et godt stykke tid efter turen er billederne nu endelig lagt på nettet, og det var lidt af en opgave. Vi tog ca. 2600 billeder i alt, og efter at have gennemgået dem alle og slettet de mest kiksede, og dem hvor der var flere af samme motiv, så var der nu “kun” 1300 tilbage. Det er naturligvis lidt for mange at smide online, så der var endnu nogle dages sorteringsarbejde, indtil jeg endte på lidt over 300 billeder. Her mente jeg ikke at jeg kunne slette flere uden at vi ville misse for meget af turen, så nu startede redigeringsarbejdet med at klippe billederne til, og justere farver der hvor det så helt galt ud. Resultatet er nu online og kan ses her:

http://www.bytopia.dk/gallery3/index.php/Semi-offentlig/usatur/

Det kræver et password at se galleriet, men det kan I bare få udleveret ved at . I kan evt. sammenligne billederne med beskrivelserne i denne blog for at finde ud af i hvilken sammenhæng de er taget. Hvis I af en eller anden grund vil se flere billeder, så kontakt os bare. Vi er leveringsdygtige Det samme gælder hvis der er enkelte af billederne I vil have i bedre kvalitet end dem der er lagt på nettet.

Så er det dagen derpå. Jeg har fået sovet 12 timer i nat, og er egentlig meget godt på omgangshøjde igen. Det håber jeg i hvert fald, for nu står den snart på fest resten af fredagen, samt lørdagen

Jeg var dog nødt til at stå tidligt op i dag, da jeg skulle til eksamen. Heldigvis var det på den rigtige side af bordet.

Vi tog lidt over 2000 billeder på turen. Mange af dem er naturligvis “all crap”, men der er også nogle gode. Når vi får sorteret og redigeret dem, så kommer alle de gode af dem online. Jeg skal nok poste her når det sker… forhåbentlig inden alt for længe. Ellers må Jonas bare gøre det i stedet for, hehe.

Det er nu mange utallige timer siden at Jonas skrev det sidste indlæg fra Miami lufthavn, men jeg kan afsløre så meget at der absolut ikke er sket ret meget spændende på turen. Vi fløj med Air France, hvilket vel egentlig var ganske udmærket, bortset fra at sæderne var ret hårde og at der (som altid) ikke var benplads nok. Jonas sad mellem mig og Fabio i flyet. En amerikaner der godt kunne lide at snakke i telefon, selv mens flyet kørte rundt på startbanen. Han skulle til Paris for at se Moulin Rouge… I kan allerede nu se at dette bliver en spændende post, ikke

Anyway, vi ankom godt trætte (jeg var i hvert fald) til Paris, og her stiftede vi så bekendtskab med Europas mest forvirrende lufthavn. Heldigvis havde vi tre timer, så på trods af manglende skiltning og rulletrapperne fra helvede fandt vi alligevel derhen hvor vi skulle. Turen til København var lidt forsinket, men heldigvis kun lidt… ikke JFK forsinket.

Nu sidder vi så som to savlende zombier i toget på vej mod Århus. Nu kan der da ikke gå noget galt på hjemturen… Ahh, det skal gøre godt med lidt søvn

Hold kæft jeg keder mig, men ville da lige poste at Berti Vogts lige er gået forbi min stol.

Vi sidder stadig i Miamis lufthavn og venter på afgang Flight 095 mod Paris. Under en times ventning mere. Michael retter en opgave han skal være censor på fredag og jeg sidder og spotter kendte mennesker åbenbart

For dem der ikke kender Berti, så var han landstræner for Vesttyskland dengang i midten af 90′erne de blev europamestre og har selv spillet en frygtelig masse landskampe.

Det lyder til vi snart skal boarde, vi rejser med Air France, så Bon Voyage til os!

Så går turen hjemad. Vi er ved at pakke de sidste ting på vores sidste Days Inn i Miami North Beach. Ingen af os kan beskrive hvor meget vi glæder mig til 8½ times flyvetur, der er bare ikke noget mere spændende.. NOT!

Turen hjem bliver lang og kedelig. Nu skal vi først ud og aflevere vores lejebil, herefter med en shuttlebus mod lufthavnen. Vente godt 4½ time på afgang mod Paris. Fra Paris går den mod København og herefter med DSB mod Århus. Vi er hjemme om godt. Nej det aner jeg faktisk ikke. Flyveturen fra Miami til Paris kommer på klokken til at vare godt 14½ time fordi vi rejser med tiden så at sige…

Vores parkometer nede foran hotellet løber tør om godt 20 minutter, så jeg må videre.. Der kommer nok lidt “vi keder os posts” fra enten Miami lufthavn eller toget hjem med DSB, hvis vi ikke er for trætte til den tid.

Ses hjemme i Århus ya’ll!

Hermed en rapport fra vores sidste hele dag i USA. Vi sidder på et Days Inn i Miami Beach. At finde det var dog ikke helt så let som det plejer at være, men det vigtigste er da at vi fandt et sted at overnatte. Men jeg kan jo ligeså godt starte fra begyndelsen…

Denne dag var på et punkt anderledes end de plejer herovre, i og med at vi i dag skulle have selskab på turen. Viktoria, som studerer kryptologi på et universitet i Florida og som jeg mødte i februar til en konference i Amsterdam, skulle nemlig med. Dagen startede med at køre ud og hente hende. Det lød som en ret forvirrende adresse at finde frem til, men Anna klarede det uden problemer. I parentes kan så bemærkes at det var en af de eneste ting Anna klarede uden problemer i dag.

Anyways, vi nåede frem og hentede Viktoria og efter lidt følgen efter hinanden på Interstate 95, fik hun parkeret bilen ved Miami lufthavn, og skiftede køretøj til vores fantastiske bil, hvor vi i dagens anledning havde ryddet lidt op på bagsædet så der rent faktisk var plads til hende. Så gik turen mod Florida Keys. Hvad vi helt præcist skulle derned efter var ikke planlagt (hvilket ikke burde overraske nogen læsere af denne blog efterhånden) men vi regnede nu ikke med at tage meget længere end Key Largo, og så måske på tilbagevejen smutte forbi Everglades National Park.

Et af højdepunkterne på turen ind til Miami lufthavn var forresten da vi passerede et skilt hvor der stod at vi nu var på vej ind i Miami. Der blev vi lige nødt til at sætte en CD med “Will Smith – Miami” på CD afspilleren. Nummeret var ved at blive spillet et par gange undervejs på turen rundt i USA, men det blev altid stoppet med det samme. Det skulle gemmes til denne lejlighed

Nå, men turen gik altså mod Key Largo. Det første vi opdagede, var at det var ret langt væk, og da vi endelig kom ud derud, var der egentlig ikke ret meget at se fra vejen. Bevæbnet med et kort prøvede vi at finde nogle spændende steder, men af en eller anden grund lykkedes det os ikke. I stedet meldte sulten sig, og nu gik jagten ind på mad. Efter flere forgæves forsøg på at lade Anna vise os nogle spisesteder, tog vi sagen i egen hånd, og fandt et fiskerestaurant ved vandet, der dog også havde andet end fisk. Vi spiste udenfor på første sal, med en super udsigt over havet. Der var ikke så mange mennesker, og der var en dejlig rolig atmosfære. Efter frokosten gik vi ned til vandet og nød udsigten, varmen, så på folk rense fisk og gik amok med vores kameraer. Da vi egentlig var kommet ret langt ud på The Keys, valgte vi at køre tilbage igen mod Everglades National Park, med et stop for at få en is hvis det var muligt (det var det ikke). På vej tilbage så Jonas et skilt til en eller anden park, og den skulle undersøges nærmere. Det var nu ikke en park som vi havde forventet, men der var bl.a. en lille badestrand. Normalt ville det koste penge at komme derind, men billetmanden var syg, gået på førtidspension eller andet i den stil, så vi kom gratis ind. Rigtig flot sted… det var forresten tilfældet for stort set alt hvad vi så på The Keys.

Der er kun en vej gennem The Keys, og da der var trafik på den, så blev vores tur tilbage ret forsinket. Derfor droppede vi planen om at tage til Everglades National Park. Vi skulle jo nå at se Miami! Vores guide som vi havde sat alt vores lid til, viste sig dog ikke at have styr på ret meget omkring Miami, på trods af at hun havde været der hele fem gange i hendes liv! Med hjælp fra skilte og Anna, fandt vi dog stranden, fodrede et parkometer og gik en tur. Det havde regnet tidligere på dagen, så der var ikke så mange på stranden som der sikkert havde været på en tør dag, eller også kom vi på tidspunktet hvor strandfolket var taget hjem, mens party-folket endnu ikke var begyndt at indtage byen.

Resten af aftenen gik med at se Miami Beach og lidt forgæves forsøg på at finde et andet spændende sted i byen. Jonas havde tidligere udtalt (og jeg citerer): “Miami er nok det mest fucked up sted i verden”. Jeg er ikke helt sikker på at jeg er enig i den udtalelse generelt, men hvis det kommer til vejføring rundt i byen, så ja! Det er både tre og fire sporede motorveje der snor sig ind og ud mellem hinanden, og over broer, inde i byen, samt veje med fem vejbaner hvor fire af dem i løbet af få meter ender i fire forskellige frakørsler. Det hele krydret med vejarbejde mange steder. Forvirringen var total for Anna, der ofte ledte os helt forkerte steder hen.

Anyways… efter at have set det vi skulle, var det nu ved at blive sent, og vi afleverede Viktoria ved hendes bil, sagde farvel og så skulle vi finde et sted at overnatte. Det viste sig at blive dagens største udfordring. Fra hoteller der ikke var der alligevel, til store omveje p.g.a vores (og Anna’s) forvirring, hoteller til absurde priser og et hotel i slumkvarteret der så så skummelt ud at vi ikke engang turde stå ud af bilen, tossede vi rundt i byen i over en time. Dog lykkedes det os til sidst at finde et velkendt Days Inn lige ved stranden. Jonas snakkede lidt med Mike i receptionen (totalt flink mand fra New York) og vi fik et værelse. Lidt dyrere end vi er vant til, men hey… det er Miami Beach.

Nu er klokken omkring et om natten, og vi skal aflevere bilen i lufthavnen kl. 12, så egentlig kan jeg sove ganske længe i morgen… hvis det ikke lige var for en lille detalje. Bilen holder lige nu på en parkeringsplads hvor man skal betale for at holde. Parkometeret virker dog først fra kl. 8 i morgen tidlig, hvilket betyder at jeg skal vælte ud af sengen i morgen tidlig, og i halvsovende tilstand og med en smule savl hængende ud af mundvigen, kæmpe mig ned og putte penge i det lorteparkometer

Sidder her på endnu et Days Inn, vi er nu nået til Pompano Beach, som ligger i nærheden West Palm Beach, som igen ligger i nærheden af turens mål, Miami

Dagen i dag har bestået af to ting. Kennedy Space Center (KSC) samt bilkørsel ned igennem Florida. Vi startede i morges med at køre direkte til KSC, som med suveræn planlægning dagen før kun var 15 km væk fra hotellet. Næsten ingen mennesker på sådan en mandag, så det var helt perfekt. En kæmpe turist attraktion, som tager langt tid at komme igennem, vi var der fra 11.00 til 17.30 og så en masse spændende ting. Gamle NASA raketter, prøvede en virtuel take off procedure, så en IMAX film om den internationale rumstation, var på guidet bustur rundt omkring på komplekset og sidst men ikke mindst købte lidt souvenirs. En rigtig spændende dag og oplevelse. På busturen rundt var vi så heldige at se én af rumfærgerne som står klar til opsendelse primo august (langt fra stedet, men stadig!). Det andet stop på turen viste en kort film om opsendelsen af den til dato største raket, Saturn V. Efter filmen kom vi ind i en kopi af Mission Control rummet fra tilbage i 60′erne. Herefter blev vi guidet ind i en hangar hvor selve raketten hang i loftet, et meget imponerende syn (længde som 2 frihedsgudinder eller 12 busser, som jeg husker det). Sidste stop på turen var fabrikken hvor de samler delene til den internationale rumstation ISS. Der var naturligvis sikkerhedscheck som var det en lufthavn da vi ankom til KSC, men alligevel rigtigt imponerende, at vi måtte komme så tæt på.

Busturen rundt på stedet var akkompagneret af små film i busserne om en masse af det NASA laver og lidt snak fra chaufføren omkring det dyreliv der er på stedet. Vi så desværre ingen alligatorer, måske i morgen

Dagen i KSC sluttede med lidt indkøb i én af de mange NASA souvenirbutikker. Så var det ellers tid til at vende bilen sydpå mod Miami. Vi har kørt godt 275 km i dag. Vi fik den “bedste” Anna besked til dato da vi kørte ud på den snart alt for velkendte I95. Fortsätt 289 kilometre, sidan sving högra!

Til aftensmad fik vi os en velfortjent Baconator menu hos Wendy’s. Ikke så klam som jeg havde troet, men den havde nok ikke taget skade af lidt salat og evt. en skive ost mindre

Turen ned igennem Florida var en blanding af regnbyger og lyn i det fjerne. Det er ikke nogen overraskelse at staten her er den med flest lynnedslag i USA. Flot at køre med den udsigt i det fjerne selvom det regnede lidt af vejen.

Vi fik desværre hverken set Tampa, Orlando eller Disney Land i denne omgang, det må blive en anden god gang, nu har vi kun 1 hel dag tilbage, den skal bruges i Florida Keys samt måske Everglades nationalparken, herefter Miami by, mere har vi sådan set ikke planlagt, det ser vi på i morgen. Vi skal desuden møde én Michael kender som bor i nærheden af hvor vi er nu (i Boca Raton), hvordan og hvor vi finder vedkommende ved Anna sikkert, for vi gør ikke…

Godnat fra Pompano Beach, Florida

Det meste vi har skrevet om her, har handlet om de steder vi har besøgt, men meget lidt har handlet om hvad vi egentlig har brugt en del tid på: Nemlig at køre rundt på de amerikanske veje. Det laver jeg dog om på nu. Vi sidder her i bilen, klokken er 18:50, Jonas kører og indtil jeg, om en times tid eller lignende skal overtage rattet, så vil jeg sidde her og skrive “live” om hvad der egentlig sker på sådan en køretur. Forvent dog ikke den vilde action

Vi kører lige nu på Interstate 95 sydpå mod Miami. Anna siger at der er 258 km tilbage, og planen er at vi skal derned i aften. Forventet ankomst ca. 21:45 forudsat at vi ikke møder forsinkelser. Vejret er nogenlunde… lidt skyer og af og til også nogle få dråber regn, men intet alvorligt. Trafikken er moderat så det går glidende. Vi kører lige nu 75 mph hvilket ca. er 120 km/t. Her i Florida er det tilladt at køre 70 mph på denne vej, men de færreste gør det… de kører hurtigere!

Det har lige regnet lidt og det begynder at blive lidt mørkere, så vi har tændt lyset. Det er godt nok svært at vænne sig til at huske at man selv skal gøre det. Vi er lige blevet overhalet af en ret stor bil, men det er normalt her, hvor stort set ingen overholder hastighedsgrænsen. Herude på vejene er der lige forhold for alle, så lastbiler er fx ikke underlagt de samme regler som de er i Danmark. De kører lystigt de 120-140 km/t og trækker gerne ud for at overhale. Man skal lige vænne sig til at blive overhalet af en kæmpe lastbil når man selv kører 120 km/t. Det med ikke at overhale indenom ser heller ikke ud til at være slået helt igennem herovre, ligesom det med at holde afstand til hinanden heller ikke har ret høj prioritet. Det er åbenbart helt acceptabelt at ligge og køre 120 km/t mens man holder en 10-20 meters afstand op til den forankørende. Det sagt, så er det faktisk let at køre herovre. Folk er generelt flinke til at give plads, skiltningen er god, afkørslerne er fint markerede og der er rigeligt med spor på vejene.

Nå, tilbage til hvad der sker nu. Regnen tager til, men endnu er det ikke noget der sinker os. En eller anden af Jonas’ CD’er med stenermusik kører på CD afspilleren, men underligt nok ser det ikke ud til at han er ved at falde i søvn til det Bilen ligner en skraldespand. Bagsædet flyder med ting og sager, og selvom vi prøver at holde den pæn og ren, så har der vist sneget sig lidt affald ind hist og her.

Vi har lige passeret endnu et halvt dæk der lå i vejsiden. Dem ligger der faktisk ret mange af her. Interstate 95 slider på dækkene, og mange af dem kan åbenbart ikke holde til det. Vi har da også set et par ulykker i løbet af den sidste uges tid.

Klokken er nu 19:01 og det regner stadig. Vi har lige passeret endnu en Wendy’s og Jonas udtaler at han får kvalme. Det hænger måske sammen med at vi for en halv times tid siden spiste på netop Wendy’s hvor vi fik en Baconator, men det er jeg sikker på at Jonas vil fortælle mere om.

Det er nu ved at blive ret mørkt. Ikke kun fordi solen er ved at gå ned, men fordi der hænger tykke grå skyer over det hele. Det er også begyndt at regne mere… det tegner ikke godt for en hurtig ankomst til Miami. Indtil videre går det dog stadig fint.

Og det fik jeg lige sagt for tidligt. Nu står det ned i stænger, så vinduesviskerne må på overarbejde, og hastigheden sættes kraftigt ned. Håber ikke det bliver ved for længe. Vi kører nu med katastrofeblinket tændt for at give dem bag os en chance for at se os. Alle biler foran os gør det samme.

Så er de første biler rykket ind til siden hvor de holder parkeret med katastrofeblinket tændt. Vi fortsætter dog endnu, og faktisk ser det ud til at lysne forude, så jeg tror snart vi er ude af det her vejr. Faktisk er regnen stilnet lidt af og man kan rent faktisk se noget nu, men der ligger stadig meget vand på vejen, så man skal være forsigtig.

Klokken er nu 19:12 og lige så pludseligt som regnen startede er den nu næsten holdt op igen. Det er lyst forude, og vejen er også relativt tør. Bag os ser det dog rigtig mørkt ud, men heldigvis er det… ja… bag os. Miami, her kommer vi!

Nå, nu er der lidt fredeligt igen, så kan jeg da skrive lidt mere om vejene hernede. Mange veje har et skilte hvor der står “Hurricane Evacuation Route”. Lidt skræmmende at de prøver det så ofte at de ligefrem har forberedt sig ved at sætte den slags skilte op. En anden ting som vi heller ikke er vant til, er at de bruger AM stationerne på radioen hernede. Flere steder står der at man fx kan få trafik information på AM frekvens 1320, og da vi tidligere i dag nærmede os Kennedy Space Center var der en AM station der gav information til besøgende.

Kun 210 km til Miami…

Vi har lige passeret Exit 156. Endnu en food exit hvor man kunne få alt det fastfood man kan drømme om (mareridt for vores vedkommende), eller et hotel for natten. Det er helt vildt så meget mad der er her i landet. Jeg skal godt nok ikke have fastfood lige med det første når jeg kommer hjem igen. Jeg er ved at få en overdosis! Intet under at det er svært at holde vægten herovre. På Wendy’s kunne man få en burger med tre bøffer, to skriver ost, dressing og intet andet. Og den kostede kun 2$!

Hmm, nu begynder det at blive mørkt forude igen. Måske er vi på vej mod endnu et regnvejr…

Og nu er min bærbare ved at løbe tør for strøm, men det skal ikke stoppe mig i at skrive. Jeg risikerer lige at få krampe i armen i forsøget på at række om bag mig og sætte opladeren til vores inverter… sådan, så er der strøm igen! Dog sker der ikke lige noget p.t. så jeg tager lige en lille pause, men vender tilbage så snart der sker bare den mindste ting her.

Jonas siger palmer, og hentyder naturligvis til at vegetationen er lidt anderledes her end vi er vant til derhjemme. Der står faktisk palmer langs med vejen mange steder, mens den andre steder ligner hvad vi er vant til fra Danmark. Sjov blanding.

Vi har lige passeret en punkteret bil. Godt at vi indtil videre har været forskånet for den slags uheld. Jeg ved ikke engang om vi har et reservedæk omme bagi, men mon ikke vi har det? Håber dog aldrig vi får behov for at undersøge det nærmere.

Så regner det igen, og for at det ikke skal være løgn, så har vi også lige set et lyn. Damn vejret er underligt her i Florida. Det er stadig ikke kraftig regn, men man ved aldrig hvad der kan ske om få minutter hernede.

Jonas har lige set et “Rest Area” og kører fra vejen nu. Regnen tager til, men hvor længe den bliver ved, vides ikke. Vi skifter sikkert chauffør derinde, så jeg afslutter mit skriveri nu. Jonas giver forhåbentlig en status fra Miami senere i aften. Håber I har nydt dennne “live” blogging om vores oplevelser på vejen

Nej Anna, vi er ikke kørt forkert. Det er helt bevidst at vi er kørt af hovedvejen…

Endnu en dag er gået herovre, og det betyder jo at der er endnu en dag at skrive om. Sjovt som tingene hænger sammen.

Vi vågnede sent i dag da vi trængte til at få sovet lidt. Det betød så også at vi missede morgenmaden, men det var planlagt så det gjorde ikke så meget. Vi havde stadig et par bananer, noget chokolade og noget tørt brød, så det blev alligevel til en sund og nærende morgenmad. Da vi kun var nogle få kilometer fra Jacksonville, så ville det jo være dumt ikke lige at kigge forbi byen, så det blev vores mål.

Det første der slog os, var at der stort set ingen mennesker eller biler var i byen. “Det var da underligt” tænkte vi, indtil det gik op for os at det nok var fordi det var søndag. NFL fans som vi jo er, skulle vi selvfølgelig finde Jacksonville Jaguars’ stadion, og her havde vi alligevel været lidt smarte, da vi på internettet havde slået adressen op, så vi havde noget at give Anna. Hun fandt også stadion uden problemer, men desværre var det begyndt at regne, så vi måtte have kufferterne frem og finde regntøjet, før vi gik en tur rundt om det øde stadion. Meget stort og ret imponerende, og vi fik også taget en del billeder. Regnen holdt heldigvis op, så det sidste stykke af turen gik vi bare og storsvedede i vores regntøj.

Vi tog ind til centrum for at finde noget ordentlig morgenmad, men da vi endnu ikke var mentalt indstillede på fastfood og fritter til morgenmad, bad vi Anna om at finde en Subway så vi kunne få en nogenlunde sund sandwich. Det gjorde hun så efter lidt besvær, men den viste sig kun at have åbent mandag til fredag. Underligt, men byen var godt nok også øde, selvom der dog alligevel var trafikprop på en enkelt gade på grund af noget vejarbejde.

Uden mad og drikke duer Jonas og Michael ikke, så vi tog ind i et meget lille og lidt skummelt supermarked. Ham bag disken var dog utroligt flink, og selv den halvskøre tigger der tidligere havde plaget os udenfor, fik en snak med ham. Vi købte et par flasker vand samt to ham and cheese sandwiches, og de var nasty. To skiver slatten brød, en skive ost, en mikroskopisk mængde sennep, og så ellers syv skiver skinke. At det så kunne holde til langt ind i august gav os ikke ligefrem et indtryk af frisklavet mad. Ned røg de dog.

Vi mente nu at vi havde set Jacksonville, men uden for byen skulle der efter sigende ligge en Zoo, så den besluttede vi at kigge ud til. Efter en mindre kamp med Anna lykkedes det os at finde den, men da entréen kostede 11$ og vi egentlig havde mange andre ting vi skulle nå, så droppede vi den idé.

Turen gik nu sydpå mod St. Augustine Beach hvor der skulle bades, og det var turens klart bedste strandtur. Der var kæmpe bølger på 1-1½ meter, og dem boltrede vi os i. Det var dog meget anstrengende, da der var en kraftig understrøm der hele tiden ville trække os steder hen hvor vi ikke ville være. Når det blev for hårdt måtte vi lige ind og slappe lidt af på stranden, hvor jeg syntes at det var evigt skægt at hælde vådt sand på Jonas. Han antydede at folk måske syntes at det var en underlig idé, hvortil jeg blot kunne svare at “vi er turister og 8 år, og må altså godt lege med sand”. Oppe ved bilen snakkede vi med en surfer der skulle ud i bølgerne, og han fortalte os at der var en del hajer derude. Dog lidt længere ude end der hvor vi var.

Nu var tiden moden til frokost, og det eneste krav fra vores side var at det ikke skulle være med fritter denne gang. Vi har vist begge taget lidt på, og friturestegt mad er altså ved at virke lidt klamt. Vi fandt en Pizza Hut, og bestilte to pizzaer. Jeg valgte selv ingredienser til min, mens Jonas bestilte en Meat Lover. Et lidt underligt valg, da Jonas ca. to minutter inden havde sagt at han tidligere havde prøvet en Meat Lover og at den simpelthen var for klam, så jeg skulle ikke bestille sådan en. Vi nåede lidt over halvvejs i de to kæmpe pizzaer, da Jonas måtte sande at han havde ret i det han sagde om hans pizza. Ak ja, nogen skal åbenbart dumme sig flere gange før de lærer Vi fik resten af pizzaerne med os i en æske. Så havde vi også til aftensmaden senere.

Næste stop var Daytona Beach. Foruden at være en kendt strand i USA er det også stedet hvor det berømte Daytona 500 racerløb finder sted. Derfor skulle vi naturligvis prøve at finde racerbanen. Her havde vi dog ikke været smarte nok til at skrive adressen ned, så det blev en forgæves køren rundt i Daytona Beach, inden vi gav op og kørte ned til stranden. Sikke en lang strand, men vi ville helt ned til enden af den, indtil det gik op for os at vi ville være nødt til at køre den samme vej tilbage igen bagefter. Så stoppede vi bilen og gik ned til stranden der hvor vi var. Dog uden at bade denne gang.

Nu var det efterhånden blevet aften, og vi var nu nået til det punkt hvor det var tilladt at planlægge hvad der skulle ske resten af dagen. Vi blev på få sekunder enige om at køre til Cape Canaveral for at overnatte, da vi så var tæt på Kennedy Space Center, som vi ville besøge næste dag. Vi kørte afsted, men da vi så et skilt med kun 13 miles til Kennedy Space Center hvor der samtidigt lå en Days Inn, så stoppede vi der for natten.

Vi checkede ind og fik at vide at poolen var åben en time endnu. Det skulle han da ikke sige to gange, så efter at have slæbt alle vores ting ind fra bilen, hoppede vi i poolen. Bagefter benyttede Jonas chancen for et karbad, mens jeg ikke følte behov for at skylle mig efter en tur i poolen. Der kommer jo alligevel kun poolvand ud af hanerne

Uret ringede i morges kl. 8:30 og det var synd at sige at vi var vilde med den situation. Dog ville vi op, da vi havde fået den idé at der var gratis morgenmad frem til kl. 9:30. Vi tog dog en lille smule fejl, da det kun var til kl. 9:00 og vi ankom tre minutter i. Alt hvad der var tilbage var et par ærgelige donutlignende ting, et par sukkerdonuts, brød der kunne ristes og en skål cornflakes som Jonas skyndte sig at tage.

Vi ville lige bruge internettet inden vi smuttede, men det virkede som bekendt ikke fra vores værelse. Derfor checkede vi ud og sad ude i bilen et stykke tid med de bærbare inden vi kørte videre mod Savannah. Nu er det jo altid sådan at når vi skal ind i en by, så ved vi jo ikke ligefrem hvor centrum er, og Anna insisterer på at vi giver hende et gadenavn. Det resulter normalt i at vi ser på listen over gader og vælger en der lyder som om den ligger centralt. Det gjorde vi også denne gang, men det var vist ikke lige tilfældet. Vi kørte rundt i en 45 minutters tid i en forstand til Savannah, mens vi febrilsk forsøgte alle tænkelige veje for at komme ind til centrum. Jonas kørte, og denne samtale fandt faktisk sted to gange i bilen under turen rundt i Savannah:

Jonas: Skal vi til højre?
Michael: Ja
Jonas: Var det der?
Michael: Ja
Anna: Gör omm rute

Hvorefter en omvej på nogle kilometer fulgte. Ja ja, det er ikke altid let at finde rundt

Alt den jagen rundt efter centrum gjorde os dog sultne, så vi stoppede ved Arby’s for at spise en eller anden slags burger der faktisk ikke var så god igen. Vi undrede os dog over firmaets logo. Jeg vil ikke sige hvad det ligner, men på deres æske til fritter er der et billede af en pige der kigger op på logoet med et skævt smil og tænker “Is it so wrong to think Arby’s all the time?”. Tja, hvis hun tænker på deres mad, så er det, for så god var den bestemt ikke. Men hvis hun får andre associationer af at kigge på logoet…

Efter maden fandt vi endelig centrum med Annas hjælp, og nu kom det sædvanelige problem i amerikanske byer: Parkering. Vi fandt dog en helt fantastisk lille sidegade hvor vi kunne holde bilen. Det var ganske givet ikke lovligt og vi blokerede også en container ved at gøre det, men det var gratis!

Byen havde sine hyggelige steder, men ellers var der nu ikke det store at komme efter. Meget af den så ret forfaldent ud, men der var da en park og nogle museer i byen. Efter en halv times tid i varmen besluttede vi at køre videre. Efter at have konsulteret kortet, foreslog jeg at vi kørte til Waycross, da det lå tæt på en nationalpark, og heller ikke så langt fra Jacksonville. Jonas accepterede, og vi kørte afsted. Efter at have kørt i et stykke tid ombestemte Jonas sig, og syntes i stedet at vi skulle køre til Brunswick, da den ligger ved vandet og Jonas ville gerne til en strand. Det gjorde vi så… ingen planer er så faste på denne tur at de ikke kan ændres på to sekunder.

Brunswick var dog endnu kedeligere end Savannah, og der var i hvert fald slet ingen strand. Det var derimod en havneby, og havne er nu engang aldrig ret pæne at se på, og endnu mindre velegnede at bade i. Vi kørte derfor videre mod Jacksonville. Den plan holdt dog kun til vejen delte sig i to, og der til venstre stod “Jekyll Island”. Det syntes Jonas lød spændende, så han drejede den vej… og her skal det lige bemærkes at det ikke var vejen til Jacksonville!

Efter ca. 20 km. kom vi til en bro der førte os over på Jekyll Island, men man skulle dog betale for at komme derover. Heldigvis var det kun sølle 3$ så vi betalte og fik en fin gul seddel til vores bil der sagde at vi godt må parkere på derovre. Vi fik også udleveret et kort over øen. Vi studerede kortet, og fandt ud af at man kunne leje cykler. Det lød sjovt, og så var den beslutning taget. Vi parkerede bilen, og så til vores store glæde at der var mange forskellige slags cykler at vælge imellem. Valget faldt på en to personers trehjulet cykel og så skulle der ellers køres stærkt. Den meget venlige dame der tog imod betalingen anbefalede os nogle korte ruter som vi kunne nå at køre på den ene time vi havde lejet cyklen, men vi havde andre planer. “Kun homoer kører langsomt” kom jeg vist til at sige, og så fik den ellers gas rundt på øen. Cyklen var noget skrammel uden gear, og turen gik hen ad cykelstier, gangstier og skovstier hvor det rystede så meget at vi til tider var bange for om cyklen ville holde. Det gjorde den dog, på trods af at dækkene hvinede rundt i svingende, og et enkelt sving blev taget på kun to hjul. Efter den times cykeltur var der ikke ret meget af vores tøj der ikke var gennemblødt af sved, så vi besluttede straks at søge til stranden, hvilket heldigvis var ret let at finde på en forholdsvis lille ø.

Efter at have badet og klædt om på en forblæst parkeringsplads, satte vi atter kursen mod Jacksonville. Vi forlod nu Georgia og kørte ind i “The Sunshine State” Florida. Ironisk nok havde vi nok været i Florida i ca. tre minutter inden den første regndråbe ramte bilen. Den kom dog ikke alene, og i løbet af ti minutter befandt vi os i det værste regnvejr jeg nogensinde har oplevet. Folk trak simpelthen ind til siden på motorvejen og tændte katastrofeblinket. Her ventede de så på at regnen stilnede af. Taget i betragtning at jeg kun kunne se ca. 5 meter frem hvis jeg var heldig, valgte jeg at følge deres eksempel. Her ventede vi så et kvarters tid mens himmel og hav stod i et, og tordenvejret passerede lige hen over hovedet på os.

Da det stilnede lidt af kørte vi videre mod Jacksonville, men vejret ville det anderledes. Kort tid efter tog uvejret til igen, mens vi sneg os med under 50 km/t ind mod byen. Vi kom derind og nu var vores planer om en tur i byen lørdag aften godt spolerede af vejret, så vi ville nu bare finde et motel. Det regnede bare stadig helt enormt meget. Det er svært at sammenligne det med noget, da ingen af os har oplevet noget lignende, men det var vel ca. som at sidde i en bilvask. Selvom vinduesviskerne kørte på hurtigste indstilling var det som om om at det slet ikke havde nogen effekt. Alt var vådt, og floder op til 20 centimeter dybe flød gennem gaderne. Det var umuligt at se noget som helst, så vi kørte ind på en tankstation og holdt i læ for at vente på at det stilnede bare en lille smule af. Her så vi en mand der havde været knapt så heldig som os. Han kørte ind på tankstationen i en bil der havde fået et ordentligt skub bagi af en der ikke kunne bremse hurtigt nok i uvejret, og det var ikke noget kønt syn. Det ville tage lang tid inden det igen kom til at ligne en bil.

Regnen stilnede en lille smule af, så vi sneg os ud i forsøget på at nå et motel. Anna ville dog have os ind af en ikke-eksisterende vej hvilket skabte lidt forvirring. I det hele taget havde Anna ikke været ret pålidelig i dag, med flere forslag til veje der ikke fandtes, eller misinformationer om hvad vi skulle gøre for at nå ind på de veje der fandtes. Vi håber hun er i bedre form i morgen.

Vi ankom til motellet i silende regn, fik et værelse og det er her jeg nu sidder og skriver dette. For denne gang har vi rent faktisk internetadgang på vores værelse! Nu skal vi snart sove, men jeg skal lige komme mig over hvor meget det kan regne her. I Danmark varer regn, der ikke engang er så kraftig, højst et minuts tid, men her har det varet ved i flere timer. Det er jo helt vildt. Lad os se hvordan vejret bliver i morgen.

Vi har stort set kun oplevet flinke og imødekommende mennesker hele vejen igennem North og South Carolina. Hvis man får øjenkontakt eller går ind i en butik spørger folk “how ya’ll doing?” eller “hi, how are you, sir?”. Man bliver kaldt sir i alle butikker, selv hos Arbys og Kentucky Fried Chicken og andre steder med fantastiske jobs

Omvendt kan folk i denne del af landet åbenbart snakke med en dialekt som næsten er umuligt at forstå. I dag måtte jeg sige først “can you repeat that”, herefter “once more please” og endelig “sorry, I just don’t understand you”. Jeg blev så men blot spurgt om jeg ville spise her eller ha’ med hjem på Arby’s. Piinligt!

Det er helt enormt så meget fast food der er i landet. På de store veje (Interstate / Route) er der både Logde exits, Gas exits og sidst men ikke mindst Food exits. Kæmpe skilte med McDonalds, Burger King, Wendy’s, Pizza Hut, Dunkin’ Donuts, Arby’s, Subway, KFC, Dennys og en 15-20 andre forskellige. De ligger med 3-5 km afstand og tager til når man nærmer sig de store byer. Man kan ofte ligefrem lugte fritter (friturelugt) når man nærmer sig disse på gå ben, jeg er allerede ved at blive godt træt af fast food, men det er svært at finde andet langs de store veje…

Min insektbidstæller siger 3, den stiger med sikkerhed jo længere vi kommer sydpå, elsker allerede min hjemmebragte Etono myggestift

Bilen blev rengjort for første gang i dag. 50 cent for 2 minutter med en kæmpe støvsuger var nok. Der fløj lidt Oreo’s, donuts og vindruer ud på bagsædet i dag da Michael skulle række om efter posen med indkøb, så det var på høje tid. Gad vide om man kommer af med en afgift for rengøring af lejebiler, for der har vist indsneget sig en chokoladeplet på bagsædet i løbet af de sidste par dage, men shhhhhh, sig det ikke til nogen

Mange af de steder vi besøger (specielt i South og North Carolina) bor der stort set kun sorte. I dag kørte vi rundt omkring og i Savannah i godt 20 minutter da Michael udbrød, “jeg har ikke set en eneste hvid endnu”.

Jeg hører det regner i hjemme i Danmark, det skulle jeg hilse og sige at det også kan i Florida, men det er jeg sikker på Michael kommer ind på i hans lille reportage om dagen i dag, som vist snart er færdig…

Godnat fra endnu et Days Inn, denne gang i Jacksonville, Florida

Blot en lille information om at indlægget om New York turen er opdateret.

Nu vil vi til Georgia. Så kommer vi op på 9 stater i alt, 10 når vi når Florida engang.

Som de siger heromkring: Ya’ll have a good day now u hear.

Gårsdagens quote kommer fra Michael:
“Et motel uden indernettet er som en Wendy’s uden en Baconator”
- Sagt efter vi opdager vores ellers fine værelse her på Days Inn ikke har trådløs netadgang selvom skiltet ude foran påstår det har.

“Jeg dør inde i Miami” er på en sikker andenplads.
- Sagt af Michael da vi står et sted i South Carolina i 36 graders varme og har fået at vide det sikkert er værre i Miami.

Nu sidder vi (igen) på et motel, men denne gang var vi smarte nok til at vælge et med internetadgang… troede vi. Der er godt nok internetadgang, men vores værelse er så langt væk at det er udenfor dækning. Derfor går jeg lige om lidt ud på trappen for at poste dette Motellet ligger nogle få kilometer udenfor Savannah, som vi regner med at køre til som det første i morgen.

Da jeg skrev sidst, var vi på vej mod Mt. Pleasant men den var alt andet end “pleasant” så vi kørte hurtigt videre til Charleston. Den var der dog heller ikke noget spændende ved, så i stedet satte vi kursen mod Savannah. Det var blevet frokosttid, så vi kørte ind til en eller anden café der dog havde lukket. Så i hvad der nok var det varmeste vejr på hele denne tur, gik vi over til en anden restaurant, og den var åben. Super hyggeligt sted, der serverede (god) mexicansk mad. Vi fik frokost og drikkevarer til to personer for lige under 20$! På vej ud i bilen kom vi i tanke om at vi alligevel ikke skulle til Savannah. Vi skulle da til Denmark!

Denmark er en by i South Carolina, og naturligvis skulle den da besøges. At det så var en omvej på ca. 100 miles i forhold til at tage til Miami skulle da ikke slå os ud, så vi fyldte vandflaskerne og tog afsted. Efter at være kommet længere og længere ud på landet, ankom vi omsider til Denmark. Vi parkerede bilen og gik en tur. Hvis vi havde regnet med at møde nogle danskere, så blev vi skuffede. Jeg vil gætte på at over 90% af befolkningen var sorte, og der var heller ingen danske flag. En venlig mand i et supermarked spurgte Jonas om vi var herfra, men dertil måtte Jonas svare at det var vi ikke. Vi var fra Danmark… altså landet

Adskillige billeder senere fandt vi dog lidt af svaret. Byen hed oprindeligt “Grahams Turnout” men i 1893 blev den omdøbt til Denmark til ære for en ansat ved jernbanen. Hvad denne ansatte hed eller hvor han kom fra ved vi dog stadig ikke, men det kunne jo være at han var fra Danmark?

Vi forlod Denmark og kørte atter sydpå mod Savannah, til vi stoppede for dagen på netop dette motel. Lige godt over 300 miles blev til i dag.

Nå, ud på trappen for at poste dette

Så er vi på banen igen. Vi forlod vores fantastiske motel, og kørte til Myrtle Beach. Det var dog ikke nogen stor success. Jo, stor flot strand, men kedelig by. Det lignede mest af alt en af de turiststrande man finder i fx Bulgarien, men dog var det lidt mere afslappet. Ingen sælgere der tog fat i en på gaden, og det var også gratis at benytte stranden. Vi så lidt på byen, købte en is og noget at drikke og nu er vi på vej til Mt. Pleasant. Derfra går turen videre til Charleston og så til Denmark. Om vi når det i dag vides ikke, men vi tager det som det kommer. Behøver jeg forresten at nævne at det er friggin’ varmt? Nej… men det er det altså

Vi holder lige nu i kø på en eller anden “mindre” amerikansk hovedvej, men så er det godt at Anna siger at vi kun har 43 km. tilbage på den. Forresten er det helt ufatteligt så meget mad der er i det her land. Der er fastfood kæder over det hele. Du kan ikke køre 50 meter uden at finde mindst et sted du kan få noget at spise. Tilgengæld er det meste burgere, fritter og lignende dejlig sund og nærende mad. Puha, vi skal i gang med at motionere når vi kommer hjem herfra Vi hører endda rygter om at man nede sydpå kan få en friturestegt Snickers bar!

Indlæggene fra i går er forresten opdateret med billeder.

Først vil jeg lige starte med en rettelse. Jeg ved godt at vi har klaget over at vores hotel sidste nat var lidt for dyrt, men heldigvis viste det sig at vi tog fejl. Regningen blev “kun” på 80$ i stedet for de 125$ der stod på prislisten på værelset. Ved ikke hvorfor, men jeg klager da ikke.

Efter at have kørt i et par minutter i formiddags, blev vi træt af at gætte os frem til hvor vi nu skulle hen, så vi købte et ordentligt vejkort, samt en is som Jonas præsterede at spilde ud over alt der var i nærheden af ham… heldigvis mest jorden omme bag ved tankstationen. Med dette kort i hånden satte vi kursen mod Roanoke Rapids. En lille by, der ikke var helt så lille igen, men så den ud som man forventede at en mindre amerikansk by ville se ud. Med kirker over det hele og huse hvor man kunne sidde udenfor og kigge på de folk der gik forbi på vejen. Efter dette korte stop gik turen videre mod Wilmington, men da der ikke var ret meget at se der, så tog vi i stedet til Carolina Beach. Her fik vi fyldt et parkometer med småpenge, set stranden, leget i bølger og hvad man nu ellers gør på en strand. Selvom det var virkelig varmt, så blæste det en del. Det gjorde det nu ikke ret meget køligere, men det blæste en masse små sandkorn mod ens ben i høj fart, hvilket egentlig ikke kan beskrives som behageligt.

Efter strandoplevelsen, besluttede vi at køre mod Myrtle Beach, som ligger i den nordlige del af South Carolina. Dog så det umiddelbart ud til at være en stor omvej fra det sted vi var nu, men Anna havde en plan. Hun sagde at vi bare skulle fortsætte sydpå, selvom det var stik mod alt fornuft, da det så ud til at ende blindt. Vi regnede dog med at Anna kendte til en bro over vandet, og fulgte derfor hendes råd. Først da hun sagde “tag færgen” forstod vi hvad hun ville. Heldigvis var der kun tyve minutter til færgen sejlede, og da den oven i købet kun kostede 5$ så besluttede vi at tage den. Efter en lille hyggelig sejltur på ca. 30 minutter, var vi på den anden side. Hvis det her ikke helt giver mening, så prøv at finde et kort over det østlige USA og find Carolina Beach samt Myrtle Beach, og se hvordan de ligger i forhold til hinanden. Så kan du nok godt regne ud hvor vi sejlede over.

Så gik turen af mindre veje, men sulten begyndte at melde sig, så vi kørte forbi en Wendy’s for at få noget mad. Tidligere på dagen havde vi købt en flamenco kasse som vi havde fyldt med is, så den kunne holde vores drikkevarer kolde. Glimrende idé, men den stod bag Jonas’ sæde, som derfor ikke kunne lægges helt ned, så da vi nu holdt ved Wendy’s ville Jonas lige dreje den lidt. At den så stod i spænd og egentlig ikke kunne drejes forhindrede ham dog ikke i at forsøge… KNÆK! Nu var der pludselig en ret stor revne i vores fine kasse, men heldigvis lå der en Lowe (tænk Bauhaus i stor størrelse) nogle få meter derfra, så vi smuttede lige forbi og købte noget gaffatape til at fikse den. Det blev gjort, og vi skulle nu ind og have mad. Selvom vi overvejede at prøve deres nyhed (en Baconator) sejrede fornuften dog, og vi tog noget der sikkert var en lille smule sundere. Det kan lige oplyses at en Baconator er en burger indeholdende 250 gram kød fordelt på to bøffer, to skiver ost, noget dressing og en ordentlig bunke bacon… and that’s it!

Nu skulle vi videre, men vi overså den vej Anna ville have os hen ad. Ikke noget problem, for vi fik da bare en ny rute. Den gik dog udover en bro hvor der ikke var nogen vej, så den valgte vi ikke at tage. Godt fornærmet over dette ledte Anna os ind i en blindgyde, mens hun hårdnakket påstod at vi skulle dreje til højre af en ikke eksisterende vej. Vi kørte lidt rundt, valgte at tanke benno og fandt så den rigtige vej.

Vi nåede ind i South Carolina, og nu var det ved at være sengetid. Vi passerede et motel og i løbet af under fire sekunder var beslutningen taget om at det var her vi skulle sove! En flink dame i receptionen tog imod os, og vi fik et værelse. Det lignede et rigtigt familiemotel, og det var heller ikke ret stort. Tilgengæld var det ikke billigt… 73$! Nu er det altså snart på tide at vi finder noget billigt. Vi har set dem til 30$ pr. nat, men det var midt på dagen og derfor ikke så relevant. Nå, men i det mindste havde dette motel en udendørs swimmingpool og den blev benyttet. En anden sær feature var mikrobølgeovnen, som stod under et tag ude på græsplænen, sammen med en automat hvor man kunne købe madvarer at varme i den. Efter en tur i poolen skulle vi lige under bruseren, og her opdagede vi en anden “sjov” ting… nemlig udsugningen på badeværelset der virkelig lød som om man var ved at blive suget op i et rumskib (eller sådan er jeg i hvert fald sikker på at det ville lyde). Derudover er værelset heller ikke ligefrem af særlig høj kvalitet, men sengene ser da gode ud. På trods af alle disse fancy ting, er der dog ikke internetadgang, men Jonas har præsteret at sætte sig lige der hvor et trådløst netværk kigger forbi vores værelse, så hans computer har internetadgang. Det er så også grunden til at vi kan poste dette.

Nå, det er vist på tide at komme i seng. Vi har også en dag i morgen, selvom vi faktisk er nået næsten halvvejs mod Miami, så det går over alt forventning. Vi må hellere tage lidt flere udflugter… denne tur er jo simpelthen planlagt alt for godt

Vi er lige nu på vej mod Wilmington som ligger ud mod Atlanterhavet i North Carolina, vi skal ud og bade i eftermiddag. Temperaturen er meget høj, de melder om 95-96F i radioen, hvilket vist er i omegnen af 36-37C. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har mærket sådan en hede, jo på en charterferie for nogle år siden Så er det jo godt vi skal sydpå mod Florida, the Sunny State hehe.

Speaking of The Sunny State, så er det der vores bil er fra. Vores skønne bil med aircondition ahhh skønt. Som Michael så rigtigt sagde tidligere i dag. “Hvis vi ikke havde AC ville jeg ligge storsavlende på bagsædet og vrøvle løs, nu sidder jeg på forsædet og vrøvler løs”.

Der er intet at udsætte på bilen, den har alt hvad vi har brug for. Vi kører i en tørstig dame, en Saturn Ion, 4-dørs model ret ny. Vores GPS Anna (indstillet til Svensk) knevrer løs. “Kör 800 meter, sidan sving venstra” . Vi har besluttet at bilen kører på ‘regular’. Ikke noget ‘premium’ pjatbenzin til hende, kun det billigste er godt nok til vores Berta. I morges fyldte vi 8,5 gallons på for 25$, det svarer til godt 4,3 Kr literen. Og så brokker de sig over benzinpriserne i USA, how dare they!

Bilen er meget let at køre, det er som en radiobil, man kan ikke gå i stå. Stiller man gearet i D (Drive) sørger automatgearet for at der er styr på sagerne. Efter kort forvirring over hvad knapperne på rattet var kan vi nu også finde ud af at bruge cruise control’en. Det er rart at kunne slappe af i fødderne og ikke hele tiden være obs på hastigheden på speedometeret. CC’en holder hastigheden, om det så går op eller ned af bakker bliver den bare på det man har sat den til. Det virker nu også ret fedt at kunne accelerere og bremse (med 2MPH intervaller) med knapper på rattet

Vi får et helt andet forhold til afstande efter denne tur. Jeg vil aldrig mere påstå der er langt til Trige. I dag har vi allerede kørt 345 km og klokken siger kun 16.15.

Der er to cigarettændere, een til Anna og een til vores inverter (el-dims som konverterer fra jævnstrøm til vekselstrøm), som gør at vi har strøm på vores bærbare computere.

Jo jo, det er luksus hele vejen igennem, der er styr på tingene, men nu har vi jo også intet-kan-gå-galt-garanti på turen!

Nu er der kun 26 Miles til Wilmington, vi gør så småt klar til parkeringsmareridtet der helt sikkert venter os. Efter Wilmington er planen at fortsætte køreturen i aften så vi kommer igennem North Carolina på kun 1 dag.

Vågnet, dag 2 på selve roadtrippen venter. Efter et kort besøg på vores fine WC her på hotellet, spørger jeg en stadig halvsovende Michael om vi skal ned i hotellets pool. “Jeg er klar” siger han sgu

Det viste sig desværre at poolen først åbner 10am, så det var alt for tidligt vi var der. I stedet stod den så på gratis morgenmad, med fruity loops, gør-det-selv vafler, doughnuts og toastbrød. Vi tog lige et par bananer og et enkelt æble i lommerne da vi gik retur til værelset. Nu har vi så begge badet, pakket og er snart klar til afgang. Hotellet må siges at slå ‘Hotel Susan’ på mange områder, til gengæld også en lille smule dyrere pr. overnatning!

Michael rapporterer fra den anden seng at vi har taget godt 1000 billeder allerede, vi må jo ikke glemme at dokumentere turen

Nu skal vi ud og fylde vores dranker af en bil op med benno, der forsvandt næsten lidt over en halv tank i går. Vi kørte omkring 180 miles. Nu er det ikke verdens letteste omregning fra gallons/dollars til liter/kr, men vi mener at have regnet os frem til en fuld tank koster os 250 kr i benzin, give or take.

Vejret i dag forventes at blive det varmeste vi har oplevet indtil nu. 37 grader og sol det meste af dagen! I går da vi stod i kø til at afhente bilen overhørte en mand at vi var på vej til Florida hvorefter han udbrød “Why would you go to Miami this time of year?”, “it seemed like a good idea at the time” lød svaret fra mig.

Gad vide hvor vi ender i nat? Nå… sydpå, Anna skal nok guide os!

Indlæggene fra Washington D.C. og New York er opdateret med billeder.

Her sidder vi så. Et sted i en bil på Interstate 95, og sidder er vist det rigtige ord, for vi bevæger os ikke ret meget. Klokken er 17:25 og vi har kurs mod Norfolk hvor vi regner med at overnatte. Egentlig skulle vi til Richmond, men der var alt for meget kø. Faktisk har vi siddet i kø de sidste par timer, men nu ser den endelig ud til at lette og vi bevæger os rent faktisk nu… og nu holder vi stille igen. Anyway, vi skal nok nå frem på et tidspunkt. Jamen mens vi holder her, så kan jeg jo lige skrive lidt om hvordan det er gået i dag, selvom der faktisk ikke er sket ret meget.

Vi stod op, tog et bad, fik morgenmad (Susan havde købt flere af de gode cornflakes) og så blev vi kørt ind til Greenbelt metrostation hvor vi sagde farvel til Susan og så gik det med metroen til Fort Totten hvor vi skiftede tog og endte på Union Station i Washington hvor vi skulle hente vores bil. Indtil videre var der ingen problemer, men hvorfor skulle det tage så lang tid bare at afhente en bil? Nå, men omkring kl. 13 havde vi den, og så skulle den lige inspiceres. Det er en fin bil, men vi ved ikke lige hvilken det er

Efter frokost og lidt kamp med vores GPS udstyr, så var vi på vej ud af Washington mod Richmond, og det gik fint indtil vi ramte kø. En times tid senere bad vi vores GPS om en alternativ rute til Norfolk i stedet for, og så sendte den os ud i endnu mere kø. Tak GPS! Vi nåede dog ind til et supermarked og købe en hovedpude(!) og lidt at drikke. Dog alt for lidt, for vi er løbet tør igen… men heldigvis var en Mc Donalds behjælpelig med to milkshakes, så vi kan klare os lidt endnu.

Og her er vi så nu, hvor Jonas netop har udbrudt “Nej, nej, nej… prøv lige at kigge fremad”. Og det gør jeg så… og hvad ser jeg? Det velkendte syn af kø! Hvornår mon vi når til Norfolk?

Overstående var som sagt skrevet kl. ca. 17:30. Nu sidder vi på et hotel omkring midnat, og vil da lige opdatere jer med resten af dagen

Vi slap ud af køen, men ændrede planer (hvis man kan ændre det man egentlig ikke har) og endte i Richmond. Her gik vi en ret lang tur nede på det meget flotte område ved vandet. Byen var dog lidt speciel. Store flotte kontorbygninger, men da vi var der omkring kl. 20-22 var det en spøgelsesby. Der var stort set ingen mennesker og ingen (åbne) steder at få noget at spise, så vi kørte videre. Vi kørte videre sydpå til Petersburg, men det var ikke mere end et par huse, og slet ikke noget sted at spise, så vi vendte tilbage til hovedvejen. Det blev dog til lidt af en omvej på nogle øde amerikanske veje. Heldigvis er det ikke noget problem at finde rundt i USA, for vi har selskab i bilen af en svensk pige der hedder Anna, og hun ved lige præcist hvordan man finder rundt

Tilbage på hovedvejen kørte vi et kvarters tid, og så var vi godt nok sultne. Vi spiste på Dennys, hvor jeg fik en rigtig god (men klam og fedtet) burger, og Jonas fik en steak. Nu var klokken omkring 23 og dermed ved at være sovetid, og til det formål var der jo et “sleep in” i nærheden. I mangel på andet valgte vi det, men det var nok en dårlig plan. 125$ for et værelse!?! Argh, det var ikke lige det vi havde regnet med. I morgen bliver det “Econo Lodge” det er helt sikkert! Nå, men fint er det da, så nu skal der soves inden vi fortsætter turen i morgen. Hvor den går hen aner vi dog ikke, men den starter i hvert fald med at fylde benno på bilen, for hun er godt nok en tørstig pige.

Jeg ser at Jonas allerede har postet en gang i dag, og da klokken har passeret et om natten lokal tid, burde jeg egentlig også gå i seng. Det holder dog ikke helt, da vi stadig har en tur fra Washington der mangler at blive beskrevet. Den fandt godt nok afsted dagen før vores New York tur, men vi har vist allerede erkendt at kronologien i de her indlæg ikke helt er som den burde være. Lev med det… det bliver nok bedre fra i morgen.

Til denne tur ind til D.C. havde vi fine forhold. Vi havde nemlig vores egen tourguide med, nemlig Susan. Vi startede med at tage bilen ind til metroen der så tog os ind til D.C. og allerede her skete der der ikke burde kunne ske med både “intet kan gå galt garanti” og tourguide: Vi kørte for langt med metroen! Vi stod af og Susan øjnede toget i den modsatte retning der stod og ventede. Susan og jeg nåede ind, men Jonas sakkede lidt bagud og blev afbrudt af dørerne i toget, der på trods af Jonas’ fod i dem ikke ville lukke ham helt ind. Resultatet var at toget nu satte i gang… uden Jonas. Nu kan jeg ikke tegnsprog, men jeg fik vist vist Jonas at han bare skulle blive hvor han var, og så ville vi komme tilbage efter ham, hvilket vi da også gjorde nogle få minutter senere.

I samlet flok ankom vi så til centrum og nu var planen at finde noget mad. Først skulle vi dog lige bruge et WC og her er det åbenbart normalt at bruge museerne, da det ikke koster noget at gå ind på et museum! Vi endte på naturhistorisk museum hvor vi også fik set på bl.a. lidt dinosaurer. Efter dette korte pitstop gik jagten efter mad videre. Vi fandt en rimelig stor bygning der egentlig bare lignede en kontorbygning udefra, men et skilt sagde at de havde en food court, men først skulle vi indenfor. Naturligvis skulle vi gennem en metaldetektor, men det var ikke nok… vagterne ville se ID, og jeg havde ikke lige fået mit pas med. Det var dog ikke noget problem, da min danske kørekort åbenbart var tilstrækkeligt. Vi kom ind til deres food court hvor der nok var 10 eller flere forskellige fastfood kæder representeret. Vi fandt noget vi kunne lide og spise alle tre frokost der. Her stiftede Jonas så også for første gang bekendtskab med det nu berømte poolvand, og han er nu traumatiseret for livet

Turen gik nu til The National Mall som er en park mellem Lincolm Memorial og Capitol med Washington Monumentet i midten, og alle tre ting skulle naturligvis besøges. Første stop var dog Det Hvide Hus som lå lige i nærheden. Her overraskede det mig mest at alt var så stille og roligt. Jeg havde forventet en stor gade forbi med masser af larm og mennesker, men det eneste der var, var en mindre gruppe turister i færd med at tage billeder. I det hele taget var Washington en meget stille og rolig by i forhold til hvad jeg havde forventet af en amerikansk storby.

Efter det hvide hus gik turen til et mindesmærke for 2. verdenskrig, videre til Lincolm Memorial, forbi Washington Monumentet, op til Capitol og så var klokken efterhånden blevet mange, og vores tourguide var ved at lufte idéen om at vi måske skulle hjemad. Dog havde to personer fået den idé at de ville se J. Edgar Hoover bygningen (FBI’s hovedkvarter) så det skulle lige findes først. Det lykkedes Susan, selvom hun ikke var helt sikker på hvor det var. Nu var alle dog ved at være godt trætte, så vi fandt en metro og tog hjemad. Klokken var efterhånden 22 og vi havde ikke fået aftensmad, så vi stoppede ved en italiensk restaurant og fik noget rigtig god mad at spise. Vi blev vist alle amerikanermætte, og Jonas lærte (igen) at han altid skulle bede om vand fra flaske i stedet for poolvandet fra hanen.

Og det var så vores tur til Washington D.C. Jeg kunne have skrevet mere om visse af seværdighederne, men et billede siger som bekendt mere end tusind ord, så værs’go. Her er et par billeder.

Bare lige en lille reminder til jer derhjemme. Det koster jer kun normal SMS takst at sende os lidt beskeder pr. SMS, men forvent dog ikke noget svar, da det bestemt ikke er normal takst at sende den anden vej (ca. 3 kr. pr. SMS). Opkald er en hel anden sag. Det er meget dyrt (for os) men normalpris for jer. Man kan med andre ord ikke blive “straffet” for noget man ikke på forhånd kan vide noget om. I betaler normaltakst for at ringe og SMS’e til os uanset hvor i verden vi er. Vi betaler ikke noget for at modtage SMS’er (det kan vi jo ikke gøre noget for at undgå) men vi betaler for at modtage opkald (her kan vi bevidst undlade at besvare opkaldet hvis vi ikke vil betale).

Med New York frisk i erindringen kommer der her først lidt om dagens udflugt selvom vi var på udflugt til Washington DC i går og ikke har fået blogget om det endnu, det skal nok komme..

I dag gik turen til New York, som selv med minimal planlægning kunne opleves på de blot 7½ time vi var der. Vi fik set både udsigten fra Empire State Bygningen, Ground Zero fra hvor World Trade tårnene engang stod, Times Square med alle reklamerne, undergrundsbanerne, Central Park og Broadway som højdepunkterne.

Vi startede dagen med en næsten 3 timers køretur med Amtrack (Amerikas svar på DSB) fra Baltimore-Washington International lufthavn/station til New York. På toget fik vi skimmet de medbragte biblioteksbøger om New York by. Her stod blandt andet at man skulle forsøge ikke at ligne en turist, se ud som om man vidste hvor man var på vej hen, ikke stoppe op og måbe og endelig ikke gå rundt med et kamera om halsen konstant. Jeg kan med stolthed konkludere at vi ikke klarede nogle af disse ting. Der var dømt turist fra top til tå for os begge.

I vanlig stil havde vi kun planlagt sådan overordnet hvad vi gerne ville nå at se i byen. Vi startede med at spankulere rundt omkring Penn Station for at lede efter Madison Square Garden (kæmpe sports og koncert arena). Denne fandt vi hurtigt, men en tour af stedet ville tage en time så det var hurtigt videre til noget vigtigere, nemlig frokost. Vi gik i en anden retning og stødte ret så hurtigt på Macy’s (verdens største shopping center). 9 etagers Illum vel. Der var i hvert fald en masse dyre sager og alt hvad hjertet kunne begære af, ja alt! Vi fik en god solid amerikansk frokost bestående af en kæmpe burger med fritter til. Der blev spist op skal jeg hilse og sige. Mums!

Efter frokost stod vi i kø i godt halvanden time for at komme op i Empire State Building. Vi skulle naturligvis igennem et kort sikkerhedscheck (hvilket man skal stort set ligegyldigt hvilken offentlig bygning man går ind i). Herefter mere kø, så lidt mere kø og så turen op på 81. etage. På denne etage fik vi valget om vi ville gå de sidste 6 eller køre i endnu en elevator. Da der var kø til elevatoren stod det hurtigt klart at vi ville gå de sidste 6. Det var tydeligt at se bygningen er meget gammel, men sjovt nok lige at gå det sidste stykke. Udsigten fra toppen (observatory på 86. etage) var fantastisk, desværre var der en smule diset (måske smog?) over byen, men vi kunne let identificere en masse landmarks fra toppen. Mener Empire State er 449 meter høj, men vi var “kun” 381 meter oppe. Da vi endelig kom ned og ud af bygningen gik det op for os at vi havde brugt 2½ time i NY på kun 1 seværdighed (udover at gå og måbe over bygningernes størrelser).

Efter turen i skyskraberen ville vi mod downtown Manhatten for at se kraterne efter World Trade Centrene. Der var ikke meget at se da der var igangsat et nyt byggeprojekt. Om nogle år står Freedom Tower (mener jeg) klar på pladsen. Der var alligevel en speciel stemning omkring stedet. Det var noget tankevækkende at gå rundt i gaderne omkring det med tanke om de billeder man så på TV for snart 6 år siden…

Efter en kort tur igennem fine bygninger (World Financial Center) gik turen ned mod Hudson River hvor der lå den skønneste lille park (Battery Park). Utroligt flot og fredfyldt område, en kontrast til Times Square og den stress og forvirring som er der. Vi knipsede et par billeder af frihedsgudinden og drejede igen mod nord. Nu gik turen mod Times Square og Central Park.

Times Square er ligeså forvirrende som det ser ud til på billederne. Mennesker, biler og reklameskilte overalt, men et fedt syn. Man husker det jo fra TV nytårsaften hvor de holder en gigantisk fest når klokken bliver midnat (06.00 i DK). Efter TS besluttede vi at gå det sidste stykke mod Central Park. Her stod den på en lille milkshake og lidt afslapning på parkens græs.

Transporten rundt i byen foregik med NY’s berømte metro. Et utroligt velfungerende transportsystem i mange etager under byen. Enkelt ture kostede $2. Omkring myldretid var der helt grotesk mange mennesker med i vognene, vi stod godt tæt skal jeg hilse at sige. Kun få af vognene var uden AC, så det var til at holde ud (modsat selve stationerne, som var uden køling).

Kun to gange tog hoppede vi på det forkerte tog, ret godt gået synes vi selv

Turen i NY sluttede 19.30 med afgang tilbage til BWI, en lille tre timers togtur er jo snart barnemad for os.

Et par nye ord vi har opfundet de sidste par dage:
Amerikanermæt : MÆT!
Pool vand: En sodavand blandet af amerikanernes “dejlige” klorholdige vand. Fremover står den på “bottled water” når vi bestiller drikkevarer, føj hvor sådan en klorblanding smager.

Alt i alt har vi været i 6 stater nu. Virginia, Maryland, Delaware, New Jersey, Pennsylvania og New York.

De kommende dage må vise hvor længe vi skal køre i bilen pr dag. Planen er at komme til Florida forholdsvist hurtigt.

Der kommer lidt billeder fra NY senere. I første omgang står den på søvn nu hvor klokken nærmer sig 01.10 lokal tid. I morgen skal vi ind til DC og hente vores bil, hvorefter det går syd på, destination Miami. Hvor langt vi når i morgen aner vi ikke, men planlægningen er der styr på, stol trygt på det… Vi har jo den snart legendariske Intet-kan-gå-galt-garanti på turen her! What could possibly go wrong?

Vi er lidt bagud med at skrive her, da vi oplever så meget disse dage at vi ikke har tid til at hænge ved computeren, men det er vel kun godt. Vi regner dog med at når vi skal til at køre rundt i vores bil, så bliver der mere tid til at skrive om hvad vi oplever.

Jonas har været så flink at overlade oplevelsen af JFK lufthavn i New York til mig, så det må jeg hellere skrive lidt om.

Well, vi ankom ca. en time forsinket fra Manchester og havde nu omkring halvanden time til at nå vores fly til Washington. Ingen problemer… troede vi. Første udfordring var paskontrollen og her opstod første problem: Kø! Der var simpelthen kø til Uganda, og da vi efter 15 minutter havde bevæget os under 15 meter, indså vi at det her aldrig ville gå. Vi spurgte derfor en af de ansatte om hvad vi skulle gøre, og hun sagde at vi bare skulle smutte udenom køen. Det gjorde vi så til stor irritation og sure miner hos de andre i køen. Vi kom til paskontrollen og efter et kort forhør, samt afgivelse af foto og fingeraftryk kom vi ind i USA. Nu kunne alt vel kun gå glat, da vi stadig havde 45 minutter til at nå vores fly. Dog var der lige den detalje at toldkontrol foregik her, så vi skulle hente vores kufferter, gennem tolden og aflevere vores kufferter igen.

Okay, for det første var kufferterne ikke kommet endnu på trods af vores ventetid ved paskontrollen, men efter endnu en 15 minutters tid, kom de. Jeg spurgte en dame fra Delta Airlines om hvor vi skulle gå hen med dem, men hun gav mig et blik som om jeg virkelig var træls at høre på, og pegede hen mod en dør hvor der stod exit. Jeg syntes dog at det så forkert ud, og i stedet gik vi hen til en tolder og spurgte. Han sagde at vi skulle igennem der hvor han stod, hvilket vi så gjorde uden problemer. Nu var det bare at aflevere kufferterne og så videre til vores gate… but noooo!

Vi blev straks mødt af endnu en kø hvor det var ret uklart hvad vi egentlig ventede for. Kufferterne var checket ind, og skulle egentlig bare smides op på et transportbånd. Vi prøvede at spørge nogen af de ansatte om hvad vi skulle gøre (da der nu var ca. 15 minutter til vores fly afgik) men de svarede ikke og sagde surt at vi skulle tilbage i køen. Efter flere forgæves forsøg på at komme i kontakt med nogen af de sureste mennesker jeg længe havde mødt (læs: lufthavnspersonalet) gav vi op og stillede os tilbage i køen. Her fik jeg dog lige den idé at checke hvornår vores fly afgik og heldigvis: Det var en time forsinket!

Vi fik afleveret bagagen, der blev checket for sprængstoffer, og så var vi på vej til gaten. Nej! Vi skulle da lige gennem et security check mere hvor vi skulle af med sko og det hele. Det tog så yderligere 20 minutter. At vi så ikke havde sovet ordentligt i pænt over et døgn gjorde det ikke lettere. Vi kom dog endelig igennem, op til vores gate, ventede lidt og så ned til flyet. Da vi var på vej ind i flyet blev vi stoppet og alle passagerer blev sendt tilbage til gaten. Flyet skulle nemlig gennemgå et security check som de havde glemt at udføre, men som det senere viste sig at de ikke behøvede at udføre alligevel! Vi kom om bord (vi var nu over halvanden time forsinket, men den ene time var dog skyld i at vi rent faktisk nåede flyet) men at tro vi nu er på vej var optimistisk. Der var nemlig andre fly der skulle lande, og så blev vi lige forsinket nok til at ramme eftermiddagstrafikken i JFK. Det tog to timer, og jeg gentager lige igen: TO TIMER, i et meget varmt fly der bare stod og glode på landingsbanen inden vi fik tilladelse til takeoff og kom i luften.

Resten af turen gik dog fint og landingen var en af de sjoveste jeg længe har prøvet. Med tordenvejr i det fjerne og kraftig sidevind, kastede piloten flyet indover landingsbanen i en 45 graders vinkel, som han lige fik rettet op i sidste øjeblik inden det ene hjul ramte landingsbanen, og lige derefter det andet. Flyet hoppede og gyngede og så skulle der ellers bremses så alle hang i sikkerhedsselerne hvorefter piloten stille og roligt sagde “Ladies and Gentlemen… welcome to Washington”

Susan havde heldigvis ikke opgivet os, og ventede trofast i lufthavnen. Vi blev kørt hjem til hende, fik noget natmad og så i seng.

Jeps, det var den sidste del af vores rejse herover. I dag har vi så haft en fin tur ind til Washington DC som vi lige må skrive om senere. Nu skal jeg nemlig sove inden vi skal tidligt op i morgen og tage toget til New York. Susan har heldigvis lovet at køre os til stationen, selvom det også betyder at hun skal et par timer tidligere op end hun ellers havde planlagt. Herfra skal der i hvert fald aldrig lyde et ondt ord om amerikansk gæstfrihed, og det på trods af vores oplevelser i JFK

Beyndelsen af nedestående er skrevet ombord på flyet til Washington

Her sidder vi så. Et sted over Atlanten i Delta Airlines DL155 og venter på mam. Klokken er, det aner jeg faktisk ikke, der er ikke nogen lokal tid og jeg har for resten ikke noget ur.

Hverken Michael eller jeg kan tænke mere! Sådan går det når man sammenlagt sover under 2 timer på lidt over et døgn. Det er faktisk ret så komfortabelt her på bagerste sæde i flyet, men alligevel er det røvsygt at rejse, så er det jo godt vi er over halvvejs (tidsmæssigt).

Hold kæft hvor er jeg træt! Hvis der kommer noget totalt irrelevant og ligegyldigt information ud er det fordi jeg samtidig keder mig ret så kraftigt, men her kommer hvad vi har oplevet siden vi forlod Århus H.

AGGEMAM? Nej det var bare én eller anden Business class mam, ikke mam til os på de billige rækker… Endnu.

I toget mod København oplevede vi nogle “spændende” mennesker. Den første der er værd at fortælle om er en særdeles stiv teenagepige med sin mobiltelefon. Kort efter Skanderborg sidder hun og smiler rundt i toget, mens hun udbryder: “Jeg ved ikke om jeg er på det rigtige tog”. Herefter følger et grineflip på flere minutter. Hun stod heldigvis korrekt af i Horsens. Overfor os sad to mindst ligeså stive finner, med kun øl og Nokia telefoner som bagage. De sov begge det meste af turen. Først da vi nåede Glostrup og solen var stået op fik de øjne. I Fredericia steg 3 “skønne” teenagere på, de snakkede uafbrudt, mest om hvor mange gange én af dem havde brækket sig på deres bytur. De stod af ret hurtigt igen. Vi fik også læst højt fra den store spytquiz i DSB bladet fra to piger. Den sidste spændende oplevelse kom fra en midaldrende musiker som stod på i Vejle, han havde billet fra København til Nyborg (den anden vej)!. Han var faldet i søvn på det modsatte tog og kørt “lidt for langt”. Han talte i telefon med sin kone hele vejen til Nyborg for ikke at falde i søvn, men han var også lige ude på toilettet to gange for at ryge. Hun skulle have suppe og 3 halve med pålæg klar til når han kom hjem. Hvad gør man ikke for sin mand klokken 3:30-4:30 om natten. Han kom rigtigt af i Nyborg denne gang

Toget ankom til Kastrup kun et par minutter forsinket, og her ventede den længste kø jeg nogensinde har stået i. Flere hundrede meter, men det gik nu meget smertefrit, bortset fra lugten fra Limbanditterne!

Min ven Rune rejste i dag med sin colombianske kæreste på en længere tur til Sydamerika. Det var meningen vi lige skulle hilse på dem ved deres gate, men vi nåede ikke igennem check-in før de var ved at gå ombord på deres fly.

Michael rapporterer om et valg mellem kylling og pasta til middagen om lidt!

Flyet til Manchester afgik som planlagt, fik måske sovet en lille halv time på den godt 2 timer lange tur. I Manchester lufthavn overså vi, efter en kort sikkerhedsafhøring, nedgangen til den rigtige terminal og måtte med en speciel shuttlebus afgang for at nå hen til den anden terminal. Et fly fra Manchester til Atlanta blev aflyst pga. mekaniske problemer, så mange af de passagerer der skulle med der kom med vores fly. Alt i alt en forsinkelse på godt 1½ time. Jeg husker jeg halvsov indtil takeoff, det var noget af en måde at blive vækket på

Der er sket noget mærkeligt for nogle minutter siden, vi fik gratis drikkevarer på flyet, men den søde stewardesse vidste dog ikke hvad Fanta var?!? Så her sidder jeg med et dejligt krus appelsin juice i stedet.

Michael rapporterer at mam-vognen nu kun er 5 rækker fra at nå ned til os, jeg må hellere stoppe her. Uret på min laptop siger 15.33, så vi har været på rejse i snart 14 timer.

Resten af den “fantastiske” tur herover, med JFK lufthavn som et absolut højdepunkt, må Michael lige sætte et par ord på. Desuden kommer der noget fra vores skønne besøg i hovedstaden i dag, senere. Nu står den på søvn før afgangen til New York i morgen tidlig.

Godnat herfra Columbia, et sted mellem Washington DC og Baltimore.

Det bliver kort, for det eneste jeg egentlig lige vil rapportere er at vi er ankommet hos Susan efter en smule bøvl, men det vil Jonas poste mere om senere. Han sad nemlig og skrev om det mens vi sad i flyet, men der kunne vi jo af gode grunde ikke poste det.

Og nu har over 40 timer med kun 2-3 timers samlet søvn gjort sit indtryk på mig, så jeg vil til at se på indersiden af mine øjenlåg. Jonas er allerede i gang

Så sidder vi her ved gate D101 i Kastrup og venter på vores fly. Lidt under en times afbrudt søvn blev det til for mit vedkommende i toget, så nu er jeg frisk da jeg jo også fik rigtig meget søvn sidste nat… Nå nej, men Metallica koncerten var god og søvn er alligevel overvurderet. Jeg regner da med at kunne sove et par timer på vejen til New York.

Det var forresten en sjov oplevelse at køre med tog på det tidspunkt af døgnet, og så på en weekend. Masser af “sjove” mennesker, men dem vil Jonas sikkert skrive mere om senere, for jeg sov vist fra en af dem.

Og lige her til sidst et billede af den skærm her i lufthavnen vi sidder og kigger på. Så hvis programmerne på din computer af og til går ned, så fortvivl ikke. Det sker åbenbart for alle

Tænkte I måske lige ville se vores rejseplan. Den kommer her i lokale tider:

15. JUL København – Manchester kl: 08:20 09:20
15. JUL Manchester – JF Kennedy kl: 11:00 13:45
15. JUL JF Kennedy – Washington kl: 16:15 17:49

25. JUL Miami – Paris kl: 17:40 08:10
26. JUL Paris – København kl: 11:05 13:00

Turen derover kommer til at tage godt 22 timer. Godt man har sovet længe i dag, ikke Michael? (Michael var til Metallica koncert i aftes og har lige gabt )

Bemærk lige turen hjem fra Miami til Paris: 14½ timer inkl. tidsforskellen.

For ca. tre uger siden troede Jonas at han gjorde et røverkøb. Han købte nemlig to kufferter for kun 300 kr. pr. stk. nedsat fra 800 kr. Det lød jo næsten for godt til at være sandt, men det skyldtes at de havde den lille fejl at der var blevet brugt lidt for meget lim til at samle dem. Det var dog ikke noget problem, forsikrede den flinke ekspedient Jonas om. De skulle bare stå ude til luftning en uges tid, så ville limlugten forsvinde. Wrong! Her tre uger senere lå de på bagsædet da vi kørte ind til centrum med bagagen og hele bilen stank af lim. Ked af at sige det Jonas, men de kufferter har hermed fået navnet Limbanditterne og er forment adgang til bilen og de steder hvor vi skal overnatte!

Så fik vi endelig svar ang. vores bagagesituation. Vores rejsebureau holdt nemlig ferielukket (brilliant idé at et rejsebureau holder sommerferie) så jeg ringede til SAS, da det er dem vi skal flyve med til Manchester. De kunne dog ikke lige svare mig da det afhang af om vores rejsebureau havde bestilt det hele som en eller to rejser. Heldigvis nåede jeg kun at skumle lidt over dette i ca. 10 minutter inden der kom en mail fra vores rejsebureau, der sagde at vi hver kunne tage to kufferter med når vi skulle til USA, også selvom vi fløj en enkelt tur indenfor Europa med et andet flyselskab. Ikke at jeg tror jeg får brug for to kufferter, men der er vist nogen der er bedre til at tage mange ting med end jeg er

Aldrig har to mennesker planlagt en tur så lidt og overfladisk som er tilfældet her. Vi skal bare af sted og opleve noget.. Take-it-as-it-comes-mentaliteten. “Hvad skal vi se i New York Michael? Aner det ikke du, vi må læse lidt i bogen om byen når vi er på toget på vej derop :)”

Sådan har det lydt et par gange på det seneste. Ok indrømmet, der er også først denne uge jeg for alvor har lagt tanker i projektet. Michaels forslag har bare gået rent igennem og han har booket det hele. Tidligere var planen at vi skulle på Route 66 fra Chicago til Los Angeles, men det var for ambitiøst på kun 11 dage (9 rejsedage). I forgårs planlagde vi så en smule faktisk, vi fik både kigget i atlas og på map24.com, jow jow. For de nysgerrige kan jeg oplyse der er godt 1800 km (var det 1058 miles) fra Mols til Skagen, øh nej fra Washington til Miami Lufthavn (hvor vi skal aflevere bilen).

Turen i overskrifter:
Vi tager afsted 15.7 og kommer retur til Århus (med garanti godt trætte) sent torsdag den 26.7
Vi rejser fra Århus H til Kastrup natten til søndag. Vi skal med et herligt regionaltog fra banegården kl. 01.54, det er sådan et skønt et af slagsen der stopper en masse gange på vej til Kastrup. Det tager vist 4½ time om at komme derover. Så er der dømt flyveture. Først fra CPH til Manchester, herefter videre til New York hvor vi skal forsøge at komme ind i landet og videre med et nyt fly til Washington på bare to timer, det bliver første spændende ting. Ja så er det også en smule spændende om vi kun må have 1 styk bagage med på flyveturen her i Europa eller 2 styk fordi vi jo rent faktisk er på vej til USA, håber på sidstnævnte.

Når vi ankommer i Washington (efter noget der ligner grotesk mange timer på farten) skal vi mødes med Susan (En af Michaels venner fra hans udlandsophold i Schweiz).. Mere ved jeg ikke.. Ok lidt ved jeg da.. Så skal vi overnatte hos hende, se Washington, tage enormt mange billeder, til New York med tog, tage enormt mange billeder, tilbage til Washington med tog og SÅ skal vi hente VORES bil

Herefter skal vi brænde vores GPS af ved at bede den om ruten til Miami Lufthavn.. Så går det syd på, destination Miami!

Så er denne blog klar til brug. Her er det meningen at vi vil føre dagbog fra vores roadtrip i USA. Vi skal (som titlen også antyder) fra Washington til Miami i løbet af en to ugers tid, og vi håber da at der kommer til at ske nogle spændende ting undervejs, som vi kan skrive om her. Da vi har denne side skal venner og bekendte ikke forvente at høre alt for meget fra os i løbet af de par uger, da det altså er noget lettere at skrive det hele et centralt sted. Dog kan der godt gå et par dage uden opdateringer, da det hele afhænger af hvornår vi kan få internetadgang. Vi flyver først til USA søndag den 15. juli, men indtil da vil vi skrive lidt om forberedelserne (eller snarere mangel på samme) her.