• Personlig, Rejse Kommentarer lukket til En uge senere

    Det var så min første uge i Zürich, men bestemt ikke den sidste 🙂 Dagen startede ude hos IBM, men knapt nok var jeg kommet i gang med at arbejde, da alarmen lød og alle skulle evakuere området. Det viste sig at være et gasudslip i en af bygningerne der var årsagen til evakueringen. Heldigvis fik min bygning hurtigt lov til at vende tilbage igen, og et par timer senere var alt tilbage i normal tilstand igen. Her er forresten et luftfoto af min arbejdsplads. Jeg sidder i den nederste bygning der er formet som et C, og sjovt nok hedder C-bygningen 🙂 IBM har også andre billeder fra Zürich Research Lab.

    Ellers kan jeg da sige at jeg måske har fundet et sted at bo resten af tiden hernede. På torsdag skal jeg mødes med to andre gutter der har et ledigt værelse, så hvem ved. I morgen holder vi stor middag herhjemme, da vi bliver hele fem personer. Hvordan vi nogensinde skal klemme dem sammen omkring 2 m2 køkkenbord aner jeg ikke, men det vil tiden vise 🙂

    Og så vil jeg da lige sige at selvom jeg skriver her, vil jeg da meget gerne af og til også høre fra jer derhjemme. Den her envejskommunication er jo lidt upersonlig. For dem der ikke ved det, er det jo også muligt at ringe til mig, enten via Skype eller mit fastnet tlf. nr. som jeg har taget med mig. Begge dele kræver dog at jeg sidder ved computeren 🙂

    Nå, så blev det vist også sengetid hernede sydpå.

  • Fotoalbum, Personlig, Rejse Kommentarer lukket til Lidt billeder

    Søndagen har været ret begivenhedsløs, men jeg fik da taget en løbetur op i bjergene (det må man godt kalde det når det er 647 meter over havet og man selv er fra Danmark 🙂 og var også et smut inde i byen hvor jeg tog et par billeder.

  • Personlig, Rejse Kommentarer lukket til Havregryn og løbetur

    Efter et par dage med underlige ting til morgenmad, fik jeg endelig i går købt mælk og havregryn, så for en gangs skyld var der normal morgenmad 🙂 Priserne i supermarkederne her er ca. det samme som i Danmark, bortset fra kød der er noget dyrere. Fx koster to stk. kyllingebryster 10 fr. = ca. 46 kr.

    Ellers har jeg været ude og løbe her i formiddags. Tog ud til en skov ca. en kilometer herfra, og så gik det ellers opad. Og jeg mener opad. Efter et stykke tid nåede jeg et skilt hvor der stod at jeg var 620 meter over havoverfladen, men sikke en udsigt man havde over Zürich. Og der var endda flere steder i skoven indrettet små officielle bålpladser med brænde, grillrist og bænke så man kunne sidde og hygge sig der.

    Nu er jeg så kommet hjem igen, har fået et bad og nu står den på arbejde i et par timer.

  • Personlig, Rejse Kommentarer lukket til Så blev det weekend

    Så er det vist på tide med en opdatering herfra, for der er jo sket et par ting siden sidst.

    Jeg har fået registreret mig hos myndighederne her, så nu ved de hvor jeg befinder mig og jeg er også kommet igennem møllen ude hos IBM Research. Det sidste involverede at hilse på folk, få udleveret en computer, få den til at virke, få mit adgangskort, få taget billede til deres hjemmeside og få alle de regler, der nu gælder på stedet, at vide. Nu kan jeg så begynde at lave noget derude, og det er jeg så småt gået i gang med. Første projekt handler om batch verifikation af digitale signaturer, hvor vi vil prøve at gøre det effektivt, da ingen af de eksisterende løsninger indtil videre ser ud til at være helt problemfri. Sådan et projekt starter naturligvis med at få overblikket over hvad alle andre har lavet på dette område, hvilket er blevet min opgave. Det skal jeg så præsentere for de andre, og så går vi ellers i gang med at finde på noget smart 🙂

    Jeg deler kontor med to gutter fra Schweiz derude, men de siger ikke ret meget. Dog har jeg i dag fået prikket lidt til dem, og de vil faktisk gerne snakke hvis man bare hiver det ud af dem 🙂 Ellers er Niek, som er en fyr fra Holland jeg blev sat i kontakt med af IBM da vi begge ledte efter et sted at bo, også startet derude, så nu kender jeg da en. Stedet er meget flot, og man bemærker næsten ikke at det ligger lige ud til motorvejen. Kantinen er forresten super 🙂

    På den anden front går det også ganske fint. Her i lejligheden har jeg heldigvis vundet i lotteriet når det kommer til at trække folk man skal bo sammen med. Super flinke mennesker som jeg bliver ked af at skulle flytte fra om tre uger. I går var jeg med Niek i byen til et møde for internationale studenter på en engelsk pub. Vi var nok omkring 40 personer fra alle steder i verden, der blot havde det til fælles, at vi alle skulle tilbringe noget tid i Zürich. Jeg fik snakket med et par stykker, men jeg regner da med at tage med til flere af deres arrangementer. Jeg tror ikke at det er kedeligt at være her, men socialt er man nok selv nødt til at sørge for at der sker noget. Det sker ikke bare af sig selv.

    Så kommer min første weekend hernede snart, men indtil videre er der ikke planlagt noget bestemt. Skal have arbejdet lidt på en artikel der snart skal være færdig, og så tror jeg også at jeg i morgen vil ud og løbe en tur. Dels fordi jeg stort set ikke har fået motion af betydning i en uge nu, og så fordi det er en fin måde at komme rundt og se omgivelserne på. Eller skal lørdag aften måske bruges på en bytur med Niek og noget af dagen på at gå lidt rundt inde i centrum og lære det at kende. Patrick er rejst hjem til Friburg på weekend, så i weekenden bliver vi kun to i huset, men det klarer vi nu nok.

    Nå, Tina kommer snart hjem, så jeg vil gå ud og lave noget mad. I dag er det nemlig manden i huset der står for det 🙂

   Nyere indlæg »

Seneste kommentarer

  • Du har misforstået det hvis du tror det handler om at man b...
  • > En sjælden gang imellem er der dog nogen man skal hold...
  • Currently I'm using Garmin Connect. I need a way to tra...
  • What are you using now? Before the last update I used to lo...
  • This script is obsolete. Use the renew feature of certbot in...