Vi startede med at køre til Hirtshals hvorfra vi sejlede til Kristiansand på blot 2 timer og 15 minutter. Vi havde planlagt at tage en tur på Preikestolen dagen efter, så dagens plan var bare at komme i nærheden af Preikestolen, så vi ikke skulle bruge tid på transport på selve dagen. Hvis der var tid tilovers ville vi lige forbi Stavanger, men det viste sig hurtigt at med de små veje der generelt er i Norge, så skulle vi vist bare være glade for at nå frem til Preikestolen camping hvilket vi gjorde ved aftenstid. Vi besluttede at blive der i to nætter så vi havde en hel dag til Preikestolen.

Dagen efter, efter morgenmad og pakning af proviant til turen, gik vi afsted. Vores fine nyindkøbte GPS viste at der var en lille sti op til Preikestolens fjellstue, så i stedet for at følge strømmen af turister op ad hovedvejen tog vi denne lille sti. Vi følte os meget smarte da vi gik helt alene ad en lille grusvej, men knapt så smarte da stien senere forsvandt og det eneste der viste at vi stadig var på rette vej var, udover GPS’en, nogle røde T’er der var malet på sten og træstammer. Turen gik gennem små vandløb, tæt skov og primært op ad bakke. På toppen ændrede landskabet sig dog og resten af turen mod Preikestolens fjellstue var noget lettere. Da vi nåede derhen mødte vi en masse turister, der alle havde taget bussen derop, eller var gået ad hovedvejen. De var friske og klar til at begynde turen opad, mens vi allerede var en smule trætte. Jo, det var en god start

Turen op til Preikestolen tog et par timer, og gik ofte ad ret stejle klipper. Det værste var dog de tusindvis af turister der tog turen derop sammen med os. Der var simpelthen alt for mange mennesker, men da man godt trætte nåede toppen kunne man godt se hvorfor så mange valgte at gå herop. Selvom det var imponerende, så havde det nok været endnu mere imponerende hvis der ikke havde været så tåget. I så fald havde man kunnet nyde udsigten over Lysefjorden, men vi måtte desværre nøjes med at kigge ud i en stor grå masse. På toppen spiste vi frokost, og så gik turen nedad igen. Da vi endelig nåede ned var vores fødder mere end almindeligt trætte, så vi var enige om at det blev med bus tilbage til campingpladsen. Der var dog ca. 1½ time til bussen kørte, så i sidste ende valgte vi alligevel at gå tilbage, men dog ad hovedvejen denne gang. Hele turen blev i alt på lidt over 18 km og kan ses her, da vores GPS var så flink at optage den for os.

Dagen efter pakkede vi vores ting sammen, og kørte så mod Odda, da vi skulle op og se på vandfald. Igen snød de norske veje os, da det vi havde regnet med var en halv dags transport, endte med at tage hele dagen. Så da vi endelig kom frem til Odda camping var det aftensmadtid og vi nåede ikke flere større eventyr den dag. Odda camping lå dog rigtig flot med en helt postkortagtigt udsigt over en fjord.

Da vi havde fået morgenmad var det tid til at kigge på vandfald. Turen gik nordpå til Husedalen, hvor der var fire vandfald med et sammenlagt fald på flere hundrede meter. Vi parkerede bilen, skiftede til vandrestøvler og så gik det opad. Ret fladt i starten, men så kom vi ud i terrænet og traditionen tro gik den T-markerede rute op gennem et lille vandløb. Modsat turen til Preikestolen var her meget få mennesker, og i løbet af de første par timer mødte vi næppe over 10 personer, og dem man mødte hilste alle pænt på os og vi hilste naturligvis igen. Jeg burde nok prøve at beskrive naturen og udsigten, men det vil ikke gøre den ære. Billederne giver et lidt bedre indtryk, men hvis du virkelig vil opleve hvor fantastisk naturen var i Husedalen, så er der ikke andet for end at spænde vandrestøvlerne og tage til Norge. Vi tager begge to gerne med på en tur mere Hele turen op gennem Husedalen (næsten) til toppen kan ses her. Da vi nåede tilbage til bilen var det med trætte fødder, som lige skulle køles af i et nærliggende vandløb… med iskoldt vand!

Vi tog endnu en nat på Odda camping og dagen efter gik turen mod Lysebotn, da jeg havde fået en genial idé om at det sikkert var meget flot at vandre i området nord for. Inden vi kørte var der dog tid til en kort lille vandretur tæt på Odda – nemlig langs med fjorden til en by der hedder Sandvin og tilbage igen. Da den var veloverstået på et par timer satte vi os ind i bilen og kørte videre. Vi havde indtil videre været heldige med vejret, men på køreturen til Lysebotn ramte vi et meget kraftigt regnvejr. Så kraftigt at vi måtte holde ind til siden og vente på at det stilnede af så vi atter kunne se ud af forruden. På et tidspunkt drejede vi fra vejen og ind på en smal og meget snoet vej op i ca. 1000 meters højde og her var vejret heldigvis blevet godt igen. Vi snoede os ad de smalle veje ud og ind mellem får i over 30 km før vi skulle fra ca 1000 meters højde ned på jorden igen. Det kom vi via en serie af stejle hårnålesving og til sidst gennem en tunnel der gik stejlt nedad og så nåede vi Lysebotn.

Jeg overdriver nok ikke når jeg siger at det var et meget specielt sted. For enden af en fjord omgivet af stejle klipper lå dette lille flade område hvor der var et par hytter, et par huse og en campingplads – intet andet i nærheden. Campingpladsen var dog ganske fin, og der var endda en bar tilknyttet hvor vi efter at have levet af færdigmad overgav os og bestilte to stk. burger med fritter… til 150 kr./stk! Det lyder værre end det er, for på alm. steder inde i byerne kostede den slags alligevel på den forkerte side af 100 kr. Billigt var det ikke, men det smagte godt og var en kærkommen afveksling.

Dagen efter stod valget mellem at gå op til et bjerg i nærheden der hed Kjerag, eller at tage en vandretur nordpå rundt om en sø og forbi to hytter. Egentlig skulle vi have gjort begge dele, men transporttiden havde været så lang at vi kun havde tid til den ene tur. Vi valgte den sidste, da Kjerag var et større turistmål, og vi ville hellere ud og opleve noget natur på egen hånd. For at kunne klare turen på en dag skulle vi først køre ca. 8 km ad en meget smal og snoet vej, for at parkere bilen og vandre de ca. 15 km. Vi nåede dog ikke ret langt, da vejen var spærret efter få hundrede meter på grund af noget byggeri. Vi kunne være gået videre til fods, men så ville vi aldrig kunne nå hele turen på en dag. I stedet valgte vi en anden T-mærket rute op langs et bjerg og så ville vi vende om et sted på turen. Det blev dog ikke nogen specielt lang tur, da vi ret tidligt ramte et sted hvor vejen blev lidt for stejl op ad våde klipper til at vi fandt det forsvarligt at fortsætte. Den del af turen vi nåede var dog det stejleste vi indtil videre havde prøvet. Her er den rute vi nåede at tage.

Da vi ikke havde brugt ret lang tid, men stadigvæk nok til at vi ikke kunne nå en længere tur den dag, valgte vi at tage tilbage til campingpladsen, spise frokost og så køre mod Kristiansand. Som sagt så gjort, og ca. 100 km fra Kristiansand gjorde vi holdt på endnu en campingplads der, omend den lå flot, ikke var særligt spændende og vist mere var for folk der praktisk talt boede på en campingplads hele deres ferie.

Dagen efter kørte vi det sidste stykke til Kristiansand hvor vi fandt en campingplads lidt uden for centrum. Her fik vi slappet af og badet, og om aftenen tog vi ind til byen for at spise og for at se lidt andet end natur. Dagen efter gik det så hjem mod Danmark igen.

Vi skal helt sikkert tilbage til Norge og vandre igen, men næste gang bliver det med teltet på ryggen og så en tur på flere dage gennem terrænet, for ikke at spilde for lang tid på transport, som kan bruges på at opleve naturen. Vi har stadig en tur nord for Lysebotn til gode

Nedenfor kan du finde enkelte billeder, men der er en langt større samling i mit fotoalbum.

For ca. to uger siden var jeg med kæresten på en lille forlænget weekendtur til Island. Ingen af os havde holdt efterårsferie, så vi mente lige at vi trængte til at bruge et par feriedage. Derfor tog vi torsdag morgen afsted med tog til København, hvorfra vi fortsatte med Icelandair til Reykjavik (eller snarere til Keflavik, og derefter med bus til Reykjavik).

Vi havde et tætpakket program. Først brugte vi resten af torsdagen på at tage ind til centrum og kigge lidt på byen. Fredag var vi på en heldagstur til Vik, men det var ikke så meget denne lille by der var en syn værd, som den natur på sydøen vi skulle opleve på vejen. Det blæste 1½ pelikan så vi troede at bussen ville blæse af vejen, men vi nåede dog hjem igen i et stykke efter at have set en landskab, sort strand, en gletscher, et par vulkaner (blandt andet den nu så berømte Eyjafjallajökull), et museum og et par vandfald. Lørdag havde vi formiddagen for os selv, så her tog vi ind på lidt shopping. Det viste sig dog at blive meget lidt shopping, da alt var møgdyrt på Island. Vi endte i stedet med at gå ned til stranden tæt på vores hotel, og så tilbage tidsnok til at få frokost og så med bussen ud til den Blå Lagune, hvilket var ganske afslappende og meget flot i solnedgang, og så er det jo altid spøjst at bade i meget varmt vand når omgivelserne er omkring frysepunktet. Søndag havde vi en stille og rolig formiddag, og så gik turen hjem igen. Vi nåede dog også ud og se lidt af byens natteliv både torsdag, fredag og lørdag aften, og vi fik endda også spist hval til aftensmad, som jeg ikke har smagt siden jeg tilbragte et par måneder i Grønland for længe længe siden.

En hyggelig tur, som der også er kommet et par billeder ud af. Jeg vil lade det være sagt med det samme. Når de siger at et Canon 7D kamera er modstandsdygtigt overfor vind og vejr, så lyver de ikke. Det er hermed testet under meget blæsende og våde forhold

Der er et par billeder nedenfor, men ellers kan resten som altid findes i fotoalbummet.

Vi boede på et fint hotel ikke langt fra Alexanderplatz, og ca. 20 meter fra en U-Bahn station, så det var ikke noget problem at komme rundt i byen. Vi oplevede til min store fornøjelse at den årlige ølfestival i Berlin fandt sted mens vi var der, så Karl-Marx-Allee var proppet med ølboder, madboder og musik hele weekenden. Den klart underligste oplevelse på den ølfestival var at smage kirsebærøl. Hvis du ikke har prøvet det… så er du egentlig ikke gået glip af ret meget

Udover at se på selve byen og smagt på øl, så fik vi også besøgt nogle historiske steder, og set et par museer. Vi så museet ved Checkpoint Charlie, hvor der stod meget om hvordan det var at leve i Østberlin, om mange af de personer der flygtede, hvordan, og hvem der hjalp dem. Vi så det tidligere Stasi hovedkvarter der i dag er indrettet som et lille museum, hvor kontorerne står præcist som de blev efterladt dengang Stasi blev nedlagt. Kantinen er endda den samme, så vi har sikkert siddet i samme stol som Erich Mielke. Det var dog ikke den store turistattraktion og det var faktisk ikke så let at finde stedet, men spændende var det. Vi så DDR museet som fortalte historien om hvordan hvordan samfundet fungerede i Østtyskland på forskellige områder som uddannelse, musik, tøj, etc. Vi så også Gedenkstätte Berlin-Hohenschönhausen som var Stasi fængslet, der i dag er åbnet for rundvisninger. Den sidste dag så vi området for det tidligere SS hovedkvarter, men der var nu kun en udendørs udstilling med billeder, da selve museet først står færdigt i 2010.

Nedenfor er et par billeder fra turen. Resten kan du finde i fotoalbummet.

Dag 1: Udrejsen og Edinburgh
Dag 2: Glen Coe, Inverness, Loch Ness og Lochcarron
Dag 3: Applecross, Isle of Skye og Fort William
Dag 4: Ben Nevis og Glasgow

Den sidste dag var bare hjemrejsen, og er ikke værd at skrive noget om. Jeg opdaterer dette indlæg med link til et fotoalbum med billederne fra turen, men det bliver senere, for lige nu sidder jeg i et tog på vej mod Berlin for at fortsætte min sommerferie Der er dog et par billeder knyttet til hvert indlæg, så det må I nøjes med indtil videre.

Dagen startede som de plejer, nemlig med at vi vågnede. Vi gik ind for at få morgenmad kl. 7:30, men der havde været en misforståelse, for maden var først klar kl. 8:30. Vi benyttede ventetiden til at få booket et hotel i Glasgow, da det var her vi regnede med at slutte dagen, og allerede kl. 8:00 var morgenmaden klar.

Første stop var turistinformationen i Fort William, hvor vi købte et kort over bjerget. Vi havde nemlig hørt at det i tåget vejr ikke skulle være en helt ufarlig tur, og bjerget har da også kostet menneskeliv igennem årene. De havde også t-shirts med teksten “Ben There, Climbed That, Got this T-Shirt”, men den måtte vi ikke købe før vi rent faktisk havde været på toppen.

Vi kørte til Glen Nevis hvor opstigningen skulle begynde, men da de ikke havde proviant, så tog vi ind til en campingplads i nærheden. Kl. 10:30 begyndte opstigningen der ifølge diverse guidebøger burde tage ca. fire timer, og herefter tre timer for at komme ned igen. I alt en tur på 7 timer og 18 km. Med i rygsækkene var vand, sodavand, sandwich, slik og kager, frugt, samt tøj til alt slags vejr.

Vejen til toppen gik gennem mange forskellige slags landskaber. Først op ad en smal grusvej, herefter en meget stenet sti gennem en mark af bregner, så op ad nogle ret høje sten (dagens første af mange kriser), et stykke der næsten gik ligeud forbi en sø, gennem en lille flod og et næsten lige stykke vej. Herefter blev det sværere. Stigningen blev mere stejl, vejen blev dårligere og dårligere for næsten at forsvinde til sidst, og vi ramte skyerne så man ikke kunne se ret meget foran sig. Selvom det var hårdt, så nåede vi kl. 13:30 toppen, hvor vi spiste vores sandwich. Det havde taget i alt tre timer, og det var svært at forestille sig at man tre timer tidligere havde gået i solskin og shorts. På toppen var der koldt, tåget, blæsende, og Jonas havde endda haft den ære af at blive ramt af en snebold i juli måned. Som en ægte nørd hev jeg mobilen frem på toppen, og opdaterede min Facebook status til at jeg sad på toppen af Ben Nevis.

Hvad der kommer op skal også ned igen, og det samme gjorde sig gældende for os. Efter en halv time på toppen gik det nedad igen, og hvor opstigningen havde været hård for kredsløbet og lårene, så var nedstigningen ond ved knæene fordi man hele tiden skulle holde igen eller gå ned af nogle høje trin alt imens man koncentrerede sig om ikke at træde forkert på det ujævne underlag. Det blev heller ikke bedre af at vi løb tør for vand hen mod slutningen. Undervejs på turen så vi dog nogle af de mest fantastiske udsigter jeg nogensinde har set, så det var det hele værd. Billederne nederst i dette indlæg gør ikke udsigten retfærdighed, men giver forhåbentlig et lille indtryk af hvordan turen har været.

Kl. 16:30 stod vi igen nede ved bilen efter 6 timer og 18 kilometer, og med nogle ret ømme fødder. Min t-shirt var fuldstændig gennemblødt af sved, så det første vi gjorde efter at have fået luftet fødderne, var at køre tilbage til turistinformationen i Fort William for at købe vores t-shirts, der indikerede at vi havde nået toppen.

Nå, men der var ingen tid at spilde, da dagen jo skulle ende i Glasgow, ca. 170 km. derfra. Turen til Glasgow gik gennem et flot landskab i starten, men bakkerne forsvandt efterhånden som vi kom ud af Højlandet. Inden de forsvandt helt nåede jeg dog lige at tage dette panoramabillede fra en parkeringsplads langs med vejen. Sådan var landskabet mange steder i Skotland. Rigtig flot.

Vi ankom til Devoncode Hotel, parkerede i en skummel baggård, checkede ind og fandt ud af at den super billige pris på 35£ fra nettet, rent faktisk holdt stik. Vi gik ned i byen og fandt noget mad, men ellers var det ikke ret meget vi fik set af Glasgow. Først da vi kom hjem fra vores tur i byen pakkede vi ud og fik hængt det svedige tøj til tørre, så det var klar til at proppe i kufferterne til dagen efter, hvor vi skulle hjemad. Efter at have beklaget sig over ømme knæ, lår og fødder faldt vi i søvn omkring kl. 1:00.

Da vi vågnede op, var vandet heldigvis kommet tilbage, så vi kunne tage et bad. Herefter stod den på engelsk morgenmad hvorefter vi sagde farvel og kørte afsted. Tyskerne ventede stadig på autohjælpen, og vi ved ikke om de nåede videre på deres tur, men det må vi da håbe.

Vi fulgte Brenda’s anbefaling fra dagen før, og kørte mod Applecross. Det var godt nok en blind vej, da vi skulle tilbage af samme vej igen, men udsigten skulle være ret flot. På vejen skulle vi nemlig over Storbritanniens højeste vej i 626 meters højde. Vi holdt en pause ved foden af Bealach na Ba og kiggede op på det regnvåde bjerg som vi snart skulle køre op ad. Det var dog ikke længe vi holdt pause for det blæste halvanden pelikan, og det var faktisk ret koldt. Vejen opad var så smal at der kun var plads til en enkelt bil, og vi kom hurtigt op i skyerne hvor man ikke kunne se ret meget af den snoede vej foran sig. Igennem kom vi da, og det var også klart den flotteste del af turen, for selve Applecross var ikke meget mere end et par huse, en parkeringsplads og et hotel.

Vil kørte tilbage samme vej til Lochcarron, videre til Kyle of Lochalsh, og så over Skye Bridge til Isle of Skye. Vores plan var at se noget flot natur, og selvom det lykkedes, så så vi ikke helt det vi havde forventet. Vi havde regnet med at se klipper ned til vandet hvor havet ramte øen, men for at se det så skulle man nok være taget ud på Western Isles. Der kunne man dog kun komme hen med færge, og det havde vi ikke tid til.

Vi kørte i stedet nordpå til Dunvegan Castle. Slottet var hjemsted for MacLeod klanen som havde været på stedet i 800 år. Den øverste for klanen var det 30. overhoved, efter at han havde overtaget fra nr. 29 tilbage i 2007. Slottet lå meget flot, men haverne omkring slottet var klart det flotteste ved denne tur.

Vi kørte tilbage mod Portree, og Jonas fik den geniale idé at tage en lille omvej for at se noget natur. Det ledte os ud på små bakkede veje med en masse får (både på og ved siden af vejen). Efter ca. 10 snørklede kilometer, endte vejen blindt på en forblæst bakketop ved en sø, og vi måtte samme vej tilbage.

Turen gik nu tilbage til Kyle of Lochalsh, videre mod Invergarry og så til Fort William. Da vi nærmede os Fort William så vi et skilt med en Bed & Breakfast, og belært af erfaringerne fra dagen før, valgte vi at kigge ind for at se om de skulle have et ledigt værelse. Det havde de til alt held, og vi fik et yndigt lyserødt værelse med tilhørende lyserødt badeværelse.

Vi havde ikke spist endnu, så vi efterlod bagagen på vores værelse og kørte mod Fort William. Herinde fandt vi en indisk restaurant og fik noget mad. Så var det tid til en gåtur rundt i byen, hvilket ledte os langs med vandet og op på en lille bakketop ad en fire kilometer rute, der hed Cow Hill Walk. Da vi dagen efter havde planlagt at tage en lidt længere vandretur, så var det ikke opmuntrene at vi allerede var lidt trætte efter denne lille tur, men det blev nok bedre efter en god nats søvn. Vi vendte tilbage til vores Bed & Breakfast og gik i seng… efter at have checket mail naturligvis, da det var første sted på turen vi havde internetadgang.