I modsætning til sidste år hvor det var p****koldt, så var det dejligt vejr denne dag. Solen skinnede og det var stort set vindstille, så i stedet for at gå og knokkelfryse mens vi ventede på starten, gik vi bare rundt og nød det gode vejr. Sidste år fik jeg en ganske god tid, men det havde jeg ingen ambitioner om denne gang. Jeg havde aftalt med Jonas at vi løb sammen, så jeg kunne trække lidt i ham hvis det blev nødvendigt… samt selvfølgelig at vi kunne hjælpe hinanden over forhindringerne.

Sidste år varmede en stripper op for os, men i år var opvarmingen “lidt” anderledes. Kort før starten blev presseningen trukket fra foran en lastvogn, og frem tordnede et ganske kikset (helt sikkert med vilje) heavy metal band. Jeg har heldigvis glemt sangen, men omkvædet var noget med “Heavy Metal”, brølet på en meget hæs måde, og den linje hang fast i hovedet på mig da starten gik. De havde lovet at ruten i år ville være anderledes end sidste år på trods af at vi løb i samme område, og vi startede da også med at løbe ruten baglæns i forhold til sidste år. Det betød så også at de meget stejle skrænter vi sluttede på sidst, nu lå i starten før folk var blevet spredt. Det var mindre heldigt, da det skabte en trafikprop og der gik et stykke tid inden man rent faktisk kunne komme til at løbe.

Da vi kom over skrænterne løb vi lidt på kryds og tværs, og bedst som jeg havde glemt sangen som vi blev sendt afsted til, kom vi i nærheden af startområdet, og den hæse stemme der brølede “Heavy Metal” satte sig igen fast i hovedet på mig. Tusind tak! (det skal lige siges at jeg generelt er stor fan af heavy metal). Området var ændret en del i forhold til sidste år. Dengang var det primært græsmarker, men nu havde en bondemand fra helvede haft gang i sin traktor, så der var jord, mudder (meget af det) og dybe traktorspor over det hele, og man skulle træde forsigtigt for ikke at vride om på foden. Der var dog sparet lidt på bakkerne i forhold til sidste år, men tilgengæld havde de skruet sådan ca. 28 gange op for mudderet.

Jeg fulgtes pænt med Jonas, eller jeg prøvede i hvert fald på det, men af og til kom man ind på en lang linje hvor der ikke kunne overhales, og så blev vi lidt skilt fra hinanden, men det var jo ikke værre end at man kunne vente lidt længere fremme når der igen blev plads. De første ca. 7 km bød på ujævnt terræn, og de få forhindringer der var her, var ikke ret svære at passere, selvom de da lige pressede pulsen lidt op når man skulle over dem. Det samme gjorde sig i øvrigt gældende for at løbe i dybt mudder og ned i hver eneste grøft der var på vejen. Jo, man vænnede sig hurtigt til at have våde og tunge sko (og sokker, tøj, samt handsker). Ifølge mit pulsur (som nu er testet til at være muddertæt), og min generelle fornemmelse i kroppen, havde jeg dog masser af overskud.

Den første forhindring der er værd at nævne lå faktisk efter få km. I sig selv var den ikke speciel: Et net tæt på jorden som man skulle ned på alle fire og kravle under. Den ekstra udfordring denne gang var at der stod et par tyrolerpiger og svingende pisken over os mens vi kravlede igennem. Jeg slap fint igennem, men Jonas fik de vist ramt på En anden forhindring var også hvor man skulle ned og kravle under en presenning. Vi så at de også havde lagt presenning ud over jorden, og det synes vi da var meget flink, for så skulle man ikke ned i mudderet. Det havde de dog kun gjort for at kunne smøre den med brun sæbe, så det var lidt glat derinde. Vores tøj sugede dog det meste til sig, så der har ikke været ret meget brun sæbe til de resterende deltagere. Iøvrigt har jeg fra Jonas at det er en dårlig idé at tørre sig i øjnene med handsker der er indsmurt i brun sæbe.

Nå, men redningen var nær, for næste forhindring var en gammel kending fra sidste år, nemlig “gennem noget ild og ned i en container fyldt med vand, der havde en bjælke på midten så man skulle have hele hovedet under vand”, og få meter længere fremme kom endnu en velkendt forhindring fra sidste år. Her skulle vi nemlig gå på et reb hen over en sø. Der var der dog ingen der gjorde, så vi gik/svømmede i stedet over. Næste forhindring var en meget dyb container man først skulle ned i, og derefter op af igen. Den var ret glat, så der var ikke rigtigt noget af betydning at stå på, og når den så også var godt og vel 3 meter høj, så var det lidt af en udfordring at komme igennem den. Tror det tog ca. 4-5 minutter før vi endelig var på den anden side.

Resten af forhindringerne var noget mindre spektakulære, men stadigvæk irriterende. Her skal især nævnes da man skulle ned fra en nok 4-5 meter høj bunker. Man skulle fire sig ned i et reb, men da vores handsker var “lidt” glatte af brun sæbe og mudder valgte vi at tage dem af. Bad idea! Man stoppede ikke farten ret meget, men tilgengæld fik man brændt fingrene godt og grundigt. Efter at have passeret bunkeren på mange forskellige måder inde i skoven nåede vi endelig ud på den sidste kilometer, og her var der ikke de store overraskelser. 1:22:59 sagde mit ur da jeg sammen med Jonas, godt mudret til, passerede målstregen. Ikke ligefrem nogen rekordtid, men det var heller ikke målet denne gang. Vi havde en sjov tur.

Hele holdets tider findes her, og samlet set blev vi nr. 155 ud af 201 hold. Min egen placering blev nr. 569 ud af 1115, hvilket i dette løb er ganske uden betydning. Mit mudderur har gjort sit bedste for at plotte ruten ind, og den kan ses på Endomondo.

Første stop efter mål var tyrolerpigerne med den store vandslange, for vi skulle lige have skyllet det værste mudder af inden vi kunne gå ind i omklædningsrummet. Jeg havde ikke taget shampoo med, men heldigvis havde vi fået en vareprøve i vores goodiebag. Der var dog ingen ekstra bukser, hvilket var lidt af en problem for en vis herre Til vores store overraskelse var der rent faktisk lidt vand i bruserne, så vi fik taget et rigtigt (og tiltrængt) bad.

Maden kom hurtigt, og i modsætning til sidste gang var der ingen kikset stand-up komiker til at forsinke det. Maden bestod i øvrigt af noget karrysnask med svinekød, og som tilbehør var der pølser og frikadeller! Ingen stor kulinarisk oplevelse, men det var nu ganske godt alligevel. Temaet for festen var oktoberfest og underholdningen blev leveret af ingen ringere end Der Alpencowboy aus den Bergen von Tirol… Og nej, jeg har heller ikke hørt om dem før, men de kom eftersigende direkte fra Østrig, og de skabte den oktoberfeststemning som man nu ville forvente fra dem, kun kortvarigt afbrudt af præmieoverrækkelsen og en kvinde der dansede pole dance.

Da jeg kom hjem skulle tøjet vaskes, men det lykkedes ikke. Af en eller anden grund blev der ved med at komme mudder ud af det, også selvom det var 10. gang jeg skyllede det. Jeg opgav og besluttede i stedet at smide det hele (inkl. sko) i vaskemaskinen.

Samlet set følte jeg at der var færre bakker på løbsruten end sidste år, men tilgengæld var der en del mere mudder. At jeg løb den ca. 15 minutter langsommere end sidste år kunne dog også have betydning for hvor hård jeg synes at den var. Jeg er helt sikkert med igen næste år, og det er resten af holdet også. Jeg har også hørt rygter om at De Sløve Bananer måske går ind i kampen om bedste udklædning næste år

Der er et par billeder fra dagen nedenfor, og endnu flere i mit fotoalbum. Prøv også om du kan spotte De Sløve Bananer blandt de mange deltagere på de officielle billeder fra dagen.

Vi startede med at køre til Hirtshals hvorfra vi sejlede til Kristiansand på blot 2 timer og 15 minutter. Vi havde planlagt at tage en tur på Preikestolen dagen efter, så dagens plan var bare at komme i nærheden af Preikestolen, så vi ikke skulle bruge tid på transport på selve dagen. Hvis der var tid tilovers ville vi lige forbi Stavanger, men det viste sig hurtigt at med de små veje der generelt er i Norge, så skulle vi vist bare være glade for at nå frem til Preikestolen camping hvilket vi gjorde ved aftenstid. Vi besluttede at blive der i to nætter så vi havde en hel dag til Preikestolen.

Dagen efter, efter morgenmad og pakning af proviant til turen, gik vi afsted. Vores fine nyindkøbte GPS viste at der var en lille sti op til Preikestolens fjellstue, så i stedet for at følge strømmen af turister op ad hovedvejen tog vi denne lille sti. Vi følte os meget smarte da vi gik helt alene ad en lille grusvej, men knapt så smarte da stien senere forsvandt og det eneste der viste at vi stadig var på rette vej var, udover GPS’en, nogle røde T’er der var malet på sten og træstammer. Turen gik gennem små vandløb, tæt skov og primært op ad bakke. På toppen ændrede landskabet sig dog og resten af turen mod Preikestolens fjellstue var noget lettere. Da vi nåede derhen mødte vi en masse turister, der alle havde taget bussen derop, eller var gået ad hovedvejen. De var friske og klar til at begynde turen opad, mens vi allerede var en smule trætte. Jo, det var en god start

Turen op til Preikestolen tog et par timer, og gik ofte ad ret stejle klipper. Det værste var dog de tusindvis af turister der tog turen derop sammen med os. Der var simpelthen alt for mange mennesker, men da man godt trætte nåede toppen kunne man godt se hvorfor så mange valgte at gå herop. Selvom det var imponerende, så havde det nok været endnu mere imponerende hvis der ikke havde været så tåget. I så fald havde man kunnet nyde udsigten over Lysefjorden, men vi måtte desværre nøjes med at kigge ud i en stor grå masse. På toppen spiste vi frokost, og så gik turen nedad igen. Da vi endelig nåede ned var vores fødder mere end almindeligt trætte, så vi var enige om at det blev med bus tilbage til campingpladsen. Der var dog ca. 1½ time til bussen kørte, så i sidste ende valgte vi alligevel at gå tilbage, men dog ad hovedvejen denne gang. Hele turen blev i alt på lidt over 18 km og kan ses her, da vores GPS var så flink at optage den for os.

Dagen efter pakkede vi vores ting sammen, og kørte så mod Odda, da vi skulle op og se på vandfald. Igen snød de norske veje os, da det vi havde regnet med var en halv dags transport, endte med at tage hele dagen. Så da vi endelig kom frem til Odda camping var det aftensmadtid og vi nåede ikke flere større eventyr den dag. Odda camping lå dog rigtig flot med en helt postkortagtigt udsigt over en fjord.

Da vi havde fået morgenmad var det tid til at kigge på vandfald. Turen gik nordpå til Husedalen, hvor der var fire vandfald med et sammenlagt fald på flere hundrede meter. Vi parkerede bilen, skiftede til vandrestøvler og så gik det opad. Ret fladt i starten, men så kom vi ud i terrænet og traditionen tro gik den T-markerede rute op gennem et lille vandløb. Modsat turen til Preikestolen var her meget få mennesker, og i løbet af de første par timer mødte vi næppe over 10 personer, og dem man mødte hilste alle pænt på os og vi hilste naturligvis igen. Jeg burde nok prøve at beskrive naturen og udsigten, men det vil ikke gøre den ære. Billederne giver et lidt bedre indtryk, men hvis du virkelig vil opleve hvor fantastisk naturen var i Husedalen, så er der ikke andet for end at spænde vandrestøvlerne og tage til Norge. Vi tager begge to gerne med på en tur mere Hele turen op gennem Husedalen (næsten) til toppen kan ses her. Da vi nåede tilbage til bilen var det med trætte fødder, som lige skulle køles af i et nærliggende vandløb… med iskoldt vand!

Vi tog endnu en nat på Odda camping og dagen efter gik turen mod Lysebotn, da jeg havde fået en genial idé om at det sikkert var meget flot at vandre i området nord for. Inden vi kørte var der dog tid til en kort lille vandretur tæt på Odda – nemlig langs med fjorden til en by der hedder Sandvin og tilbage igen. Da den var veloverstået på et par timer satte vi os ind i bilen og kørte videre. Vi havde indtil videre været heldige med vejret, men på køreturen til Lysebotn ramte vi et meget kraftigt regnvejr. Så kraftigt at vi måtte holde ind til siden og vente på at det stilnede af så vi atter kunne se ud af forruden. På et tidspunkt drejede vi fra vejen og ind på en smal og meget snoet vej op i ca. 1000 meters højde og her var vejret heldigvis blevet godt igen. Vi snoede os ad de smalle veje ud og ind mellem får i over 30 km før vi skulle fra ca 1000 meters højde ned på jorden igen. Det kom vi via en serie af stejle hårnålesving og til sidst gennem en tunnel der gik stejlt nedad og så nåede vi Lysebotn.

Jeg overdriver nok ikke når jeg siger at det var et meget specielt sted. For enden af en fjord omgivet af stejle klipper lå dette lille flade område hvor der var et par hytter, et par huse og en campingplads – intet andet i nærheden. Campingpladsen var dog ganske fin, og der var endda en bar tilknyttet hvor vi efter at have levet af færdigmad overgav os og bestilte to stk. burger med fritter… til 150 kr./stk! Det lyder værre end det er, for på alm. steder inde i byerne kostede den slags alligevel på den forkerte side af 100 kr. Billigt var det ikke, men det smagte godt og var en kærkommen afveksling.

Dagen efter stod valget mellem at gå op til et bjerg i nærheden der hed Kjerag, eller at tage en vandretur nordpå rundt om en sø og forbi to hytter. Egentlig skulle vi have gjort begge dele, men transporttiden havde været så lang at vi kun havde tid til den ene tur. Vi valgte den sidste, da Kjerag var et større turistmål, og vi ville hellere ud og opleve noget natur på egen hånd. For at kunne klare turen på en dag skulle vi først køre ca. 8 km ad en meget smal og snoet vej, for at parkere bilen og vandre de ca. 15 km. Vi nåede dog ikke ret langt, da vejen var spærret efter få hundrede meter på grund af noget byggeri. Vi kunne være gået videre til fods, men så ville vi aldrig kunne nå hele turen på en dag. I stedet valgte vi en anden T-mærket rute op langs et bjerg og så ville vi vende om et sted på turen. Det blev dog ikke nogen specielt lang tur, da vi ret tidligt ramte et sted hvor vejen blev lidt for stejl op ad våde klipper til at vi fandt det forsvarligt at fortsætte. Den del af turen vi nåede var dog det stejleste vi indtil videre havde prøvet. Her er den rute vi nåede at tage.

Da vi ikke havde brugt ret lang tid, men stadigvæk nok til at vi ikke kunne nå en længere tur den dag, valgte vi at tage tilbage til campingpladsen, spise frokost og så køre mod Kristiansand. Som sagt så gjort, og ca. 100 km fra Kristiansand gjorde vi holdt på endnu en campingplads der, omend den lå flot, ikke var særligt spændende og vist mere var for folk der praktisk talt boede på en campingplads hele deres ferie.

Dagen efter kørte vi det sidste stykke til Kristiansand hvor vi fandt en campingplads lidt uden for centrum. Her fik vi slappet af og badet, og om aftenen tog vi ind til byen for at spise og for at se lidt andet end natur. Dagen efter gik det så hjem mod Danmark igen.

Vi skal helt sikkert tilbage til Norge og vandre igen, men næste gang bliver det med teltet på ryggen og så en tur på flere dage gennem terrænet, for ikke at spilde for lang tid på transport, som kan bruges på at opleve naturen. Vi har stadig en tur nord for Lysebotn til gode

Nedenfor kan du finde enkelte billeder, men der er en langt større samling i mit fotoalbum.

Turen startede som altid med et besøg i Bauhaus uden en egentlig plan for hvad der skulle bygges, og så endte det med… Ja, se selv processen og resultatet i dette fotogalleri. Som altid skal du bare sige til hvis du mangler et login til galleriet. Alternativt er der et lille forsmag på indholdet nedenfor.

Vi startede med en præsentation af hvor chokolade kommer fra, hvordan det fremstilles, hvilke slags chokolade der findes, etc. Det hele ledsaget af en god portion smagsprøver, for vi skulle jo gerne føle på egne smagsløg hvordan de forskellige processer betød noget for chokoladens smag. Herefter fulgte noget teori om hvilken chokolade man skulle købe og hvorfor, hvilken man skulle holde sig fra, samt hvordan man skulle smelte chokoladen så den fik præcist de egenskaber man skulle bruge for at lave gode fyldte chokolader. Det sidste viste sig ikke at være i nærheden af simpelt, men efter en god lang forklaring, så var vi efterhånden rustede til i det mindste at give det et forsøg.

Vi blev delt i fire hold, hvor tre hold skulle lave fyld, og et hold skulle sørge for at temperere chokoladen, så den var klar til brug. Jeg kunne ikke sige nej til at lave nougatfyld med et strejf af kanel, så den sprang jeg på sammen med Susanne. Det var dog hurtigt klaret, med et godt resultat vel at mærke, så herefter fulgte vi bestræbelserne fra et af de andre hold på at temperere chokoladen. Det lykkedes heldigvis uden problemer, og så var vi alle klar til at gå i gang.

I løbet af de næste ca. to timer, blev der hældt chokolade i forme, banket på formene med en kølle, spildt chokolade ud over det hele, skrabet, stillet i køleskab, vasket op, fyldt op, sjasket med chokolade, skrabet, stillet på køl, forsvaret chokoladen mod nysgerrige forbipasserende, og prøvesmagt til den store guldmedalje. Da vi endelig nåede til at skulle have de fyldte chokolader ud af formene, skete det til misundelige blikke fra de forbipassende udenfor vinduerne.

Resultatet blev en success. Dejlige fyldte chokolader lavet helt fra bunden. Desværre var der ikke nok… men det afhænger jo nok af hvem man spørger Vi fik dog hver en lille pose med hjem.

Jeg har i mit liv spist meget chokolade, men min viden om emnet var før aftenens kursus skræmmende lille. Det er der heldigvis lavet lidt om på nu. Og så var det jo også sjovt at lave noget professionelt udseende chokolade selv. Faktisk så sjovt at jeg overvejer om man skulle indkøbe lidt udstyr til at kunne lave det selv derhjemme

Der er et par billeder fra aftenen nedenfor, og resten kan findes i fotoalbummet.

For ca. to uger siden var jeg med kæresten på en lille forlænget weekendtur til Island. Ingen af os havde holdt efterårsferie, så vi mente lige at vi trængte til at bruge et par feriedage. Derfor tog vi torsdag morgen afsted med tog til København, hvorfra vi fortsatte med Icelandair til Reykjavik (eller snarere til Keflavik, og derefter med bus til Reykjavik).

Vi havde et tætpakket program. Først brugte vi resten af torsdagen på at tage ind til centrum og kigge lidt på byen. Fredag var vi på en heldagstur til Vik, men det var ikke så meget denne lille by der var en syn værd, som den natur på sydøen vi skulle opleve på vejen. Det blæste 1½ pelikan så vi troede at bussen ville blæse af vejen, men vi nåede dog hjem igen i et stykke efter at have set en landskab, sort strand, en gletscher, et par vulkaner (blandt andet den nu så berømte Eyjafjallajökull), et museum og et par vandfald. Lørdag havde vi formiddagen for os selv, så her tog vi ind på lidt shopping. Det viste sig dog at blive meget lidt shopping, da alt var møgdyrt på Island. Vi endte i stedet med at gå ned til stranden tæt på vores hotel, og så tilbage tidsnok til at få frokost og så med bussen ud til den Blå Lagune, hvilket var ganske afslappende og meget flot i solnedgang, og så er det jo altid spøjst at bade i meget varmt vand når omgivelserne er omkring frysepunktet. Søndag havde vi en stille og rolig formiddag, og så gik turen hjem igen. Vi nåede dog også ud og se lidt af byens natteliv både torsdag, fredag og lørdag aften, og vi fik endda også spist hval til aftensmad, som jeg ikke har smagt siden jeg tilbragte et par måneder i Grønland for længe længe siden.

En hyggelig tur, som der også er kommet et par billeder ud af. Jeg vil lade det være sagt med det samme. Når de siger at et Canon 7D kamera er modstandsdygtigt overfor vind og vejr, så lyver de ikke. Det er hermed testet under meget blæsende og våde forhold

Der er et par billeder nedenfor, men ellers kan resten som altid findes i fotoalbummet.

Det startede i hvert som en kold lørdag. Nok den koldeste dag dette efterår, for termometeret havde sneget sig ned omkring 4 grader om morgenen. Efter en morgenmad bestående af en hjemmebagt bagel og nogle tørre havrefras (vi var løbet tør for mælk derhjemme), kom jeg i løbetøjet og cyklede hen til Jonas hvor holdet skulle samles før vi i fælles flok tog ud til løbet. Hos Jonas mødte jeg de to andre sløve bananer: Kent, som var genganger fra sidste år, og Thomas der for første gang skulle prøve at løbe 12 km… og hvilke 12 km.

Efter et lille pitstop i Føtex for at købe bananer (hvor vi ganske givet har set kiksede ud i vores løbetøj) kom vi ud til Århus Firmasport, hvor løbet skulle starte. Vi fik afhentet vores t-shirt, der mindede ret meget om dem fra sidste år, fik afleveret bagagen, fik taget et fint holdbillede og så stod vi klar ved startområdet. Det var koldt, og der var stadig 20 minutter til start, da vi fik vores briefing leveret af en mand der startede med at sige at vi “nu var på vej ud i noget lort”. De 1200 deltagere blev sendt afsted i hold af 200 personer med nogle minutters mellemrum, og heldigvis var vi i startgruppe 1, så vi skulle ikke vente længere end højst nødvendigt. Sidste år stod Aarhus Tigers Cheerleaders for opvarmningen, men det var måske ikke alle, der dengang syntes at det var så fedt at 12-14 årige piger varmede op for en flok voksne mænd. I år havde de åbenbart taget det til efterretning, for det var i stedet en stripper der skulle sørge for at få stemningen op. Ak ja, det er vel ikke Mandehørm-løb for ingenting. Og knapt nok var hun gået af scenen før starten gik for gruppe 1.

Min plan med at starte stille og roligt, for derefter at øge tempoet på den sidste halvdel holdt i rundt regnet et minut, for der meldte de første forhindringer sig. Springe over nogle bomme, ned i mudderhuller, løb i sand og andet meget ujævnt terræn, ned på maven og kravle under et net, og over en træstamme der var hængt op i luften… og da det var overstået havde vi vel sådan ca. kun løbet 1 km. Min puls var allerede på vej mod maks, og fra nu af handlede det bare om at disponere kræfterne så godt som muligt så jeg ikke skulle gå helt kold på den sidste halvdel af løbet.

Jeg mistede hurtigt kontakten med mine holdkammerater, så resten af løbet gik for mig med at holde pulsen nede når det (en sjælden gang imellem) gik ligeud på nogenlunde plant terræn for på den måde at have energi til ikke at gå helt i stå på forhindringerne. Selvom der i starten ikke var så mange store forhindringer, så bare det at løbe i en mudret å, på meget ujævn skovbund, over bundter af træstammer, springe over vejspærringer samt løbe op og ned ad grøfter, gjorde det til en ganske hård tur. Undervejs fik jeg også et par sjove kommentarer fra folk jeg overhalede, da de så kunne se ryggen af vores holdtrøje hvor der tydeligt stod “De sløve bananer”. Det var ikke alle der mente at de skulle overhales af en sløv banan

Selvom jeg ret hurtigt vænnede mig til mudder og våde løbesko, var jeg dog ikke helt forberedt på især to af forhindringerne. Den ene var hvor man skulle løbe hen over noget brændende træ, for derefter at kaste sig ned i en stor balje med (meget koldt) vand. Det var slemt nok, men midtvejs gennem denne balje vand var der en pæl på tværs som man skulle under, hvilket betød at man skulle have hele hovedet under vand. Og til sidst skulle man op igen, hvilket jeg nok ikke gjorde på den mest elegante måde. Den anden forhindring var den klassiske med at man går på et reb, og holder fast i et andet. Denne gang over en sø, men da der var så mange der hev og sled i rebet var det helt umuligt at holde balancen, og jeg valgte i stedet bare at svømme/gå/trække mig gennem søen over på den anden side. Vandet var iøvrigt ganske koldt, men i det mindste fik jeg skyllet noget mudder af mig. TV2 Østjylland har en meget kort rapportage fra løbet (hvis I kan finde den) hvor man kan se disse to forhindringer. Det er egentlig sjovt, men når pulsen er godt oppe og man har varmen af at løbe, så er man faktisk ligeglad med at skulle hoppe ned i noget i iskoldt vand. Det er bare en forhindring man skal igennem, og så videre.

Det gik op ad bakke, og ned ad bakke for blot at gå opad igen. Det så ud til at ruten helt bevidst var lagt så man fik så mange bakker og skrænter med som overhovedet muligt. Bedst som man troede at det var ved at være overstået kom der nogle høje volde man skulle over, hvilket foregik ved at slide sig op ad en glat skrænt, og så glide ned på den anden side i mudderet. Dem var der to af, eller skulle vi snarere sige 4, for selvfølgelig skulle vi tilbage over dem igen.

Kort tid herefter kom jeg ind på en fin græsplæne, og nu vidste jeg at målet var tæt på. Der skulle springes over et par forhindringer, og så var det ellers bare at sætte slutspurten ind. Til min store overraskelse ventede der os ingen forhindringer på dette sidste stykke. Her havde jeg ellers forventet at de ville placere de værste forhindringer, ligesom de gjorde på opløbsstrækningen sidste år. Der stod vist en 5-6 tyrolerpiger (temaet for festen bagefter var oktoberfest) og heppede folk i mål, men jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke havde øje for ret meget andet end målstregen på dette tidspunkt. Uret tikkede op på 1:07:04 da jeg passerede stregen, hvilket ikke siger noget som helst i sådan et utraditionelt løb, men jeg var tilfreds med min indsats, omend jeg måske kunne have disponeret lidt bedre med mine kræfter. Det er dog svært når man ikke aner hvad der venter en på ruten.

Jeg ventede i målområdet på resten af holdet, men da jeg var drivvåd begyndte jeg efter nogle minutter blive kold, og så var det ikke så sjovt at vente mere. Jonas kom i mål som den næste, og sammen gik vi op mod omklædningsfaciliteterne, hvor vi var lovet at der denne gang ville være varmt vand. Først skulle vi dog lige skylle skoene for mudder, og da vi endelig fandt et omklædningsrum hvor der ikke var propfyldt, så fandt vi også ud af at der ikke var noget vand. De mente åbenbart at vi havde fået nok vand ude på ruten. Jeg skyllede mig så godt jeg kunne i de få dråber (og jeg mener det bogstaveligt – dråber) der trods alt kom ud af bruseren, og så tørrede jeg mig ellers bare.

Herefter fandt vi et bord, og ventede nu bare på maden. Vi slap dog ikke for 20 minutters “underholdning” fra en meget kikset stand-up komiker, som dog heller ikke havde de bedste betingelser. For det første var folk sultne og ville hellere have mad end at høre på ham, og for det andet var lyden så dårlig at man mange steder i salen ikke kunne høre hvad han sagde. Maden bagefter fejlede dog ikke noget, og der var rigeligt med helstegt pattegris til de 1200 deltagere, og Heidi-pigerne oppe i baren sørgede også for at ingen kom til at tørste.

Det var alt i alt en sjov og udfordrende dag, og løbet var helt som lovet hårdere end sidste år. Vores hold klarede det i tiden 4:06:58 (summen af de tre hurtigste tider) og dermed endte vi på en samlet 158. plads ud af de 197 hold der fik en holdtid. Personligt blev jeg nr. 254 ud af 1076 deltagere. Tiderne for vores hold kan findes her. Jeg har også samlet alle billeder jeg kunne finde i fotoalbummet.

Vi ses i et mudderhul i 2011!