Det er længe siden jeg har været ude at kælke. Om det hænger sammen med min alder skal jeg ikke kunne sige, men i går aftes var jeg på besøg hos Jonas, der for kort tid siden havde købt en fin ny kælk. Jeg så til min store overraskelse at den slet ikke havde været ude i sneen, og derfor foreslog jeg straks at vi tog hen i botanisk have for at prøve den. Som sagt så gjort.
Kælken var en fin to-mands kælk, med indbyggede “bremser” (ja, de skal stå i anførselstegn) som man også (burde) kunne bruge til at styre med. Jeps, Føtex’ finest. Den havde eftersigende også haft to øjne på, men dem havde Jonas af en eller anden grund pillet af. Hvorfor forstår jeg ikke. Dog burde det måske have givet mig idéen om at kælken var til to børn, og ikke til to voksne mennesker med en samlet kampvægt på ca. 135 kg. En idé der blev yderligere forstærket, når man så hvor meget plads der egentlig var i kælken til os begge to.
Vi fandt et ikke alt for stejlt sted til at prøvekøre den og ned kom vi da, mens vi rent faktisk blev siddende på kælken. Dog var det et sted hvor der ikke havde været ret mange før, så sneen var ret dyb og ikke særlig hurtig. Vi tog derfor hen til det sted hvor alle andre også havde kørt. Her var sneen hård og fast, og da klokken var over 22 om aftenen, så var der ikke ret mange mennesker.
Kælkebakken havde nogle få træer spredt rundt omkring, et par flyverhop, enkelte mudderpøle og til sidst endte den med en lille å. Jo, der var da lidt forhindringer at styre uden om. Det første vi fandt ud af, var at det var fuldstændigt umuligt at styre kælken med de indbyggede bremser. Det næste vi fandt ud af, var at hverken med fødder eller hænder til hjælp, havde vi ret meget kontrol over hvor vi kørte hen.
Turene ned ad bakken foregik oftest ved at vi udvalgte en rute mellem to træner, hoppede op i kælken, satte den i gang og håbede på det bedste. Dog skete der det uforklarlige, at kælken næsten per automatik drejede ret skarpt, og styrede direkte hen mod det nærmeste træ, hvilket ofte endte med at vi i forsøget på at styre udenom, væltede og skovlede masser af sne ned i jakken, og hvor man nu ellers kan skovle sne hen, når man to personer sammen med en kælk i en ret akavet stilling pløjer ned ad bakken. Selv når vi undgik træerne endte det alligevel ret ofte med at vi styrtede, da kælken havde sine helt egne idéer om hvordan vi skulle køre.
Vi ville tæt på åen, men det så ikke rigtigt ud til at lykkes, så vi var parat til at prøve nye metoder. Denne gang sad vi og visualiserede ruten for os mens vi sad i kælken på toppen, prøvede at opbygge god energi med sneen og trænerne, og så satte vi i gang. På trods af flere nær-dødsoplevelser, skarpe sving, kørsel på kun den ene af mederne så nåede vi faktisk denne gang bunden af bakken… i høj fart. Åen var nu faretruende tæt på, men tilgengæld kunne vi hverken bremse eller styre. “Heldigvis” besluttede en tjørnebusk sig for at redde os, og vi stoppede få meget fra åen. Hvis ikke det havde været fordi Jonas sad foran mig og tog af for tjørnene med sit ansigt, så havde jeg nok kradset mig en smule 
Udover dette sammenstød og et lettere ømt haleben, så kom ingen af os (underligt nok) yderligere til skade.
Vi prøvede samme teknik flere gange, men disse gange styrede vi normalt (og ufrivilligt) bare direkte mod træerne og måtte kaste os ud af kælken for at undgå et sammenstød. Da klokken var omkring 23:30 og aftenen var ved at være slut, havde vi nået den erkendelse at selvom Jonas havde valgt kælken i Føtex, så havde vi ikke ladet kælken vælge os, og derfor var vi nok ikke helt på bølgelængde. Træerne, derimod, så ud til at være vældig interesserede i at komme i nærkontakt med os.
Hermed en opfordring til alle: Kom ud på en kælk når der er sne. Det er skidesjovt!
Seneste kommentarer